Dansk
Gamereactor
previews
Pokémon Sword/Shield

Vi prøvede Pokémon Sword/Shield under E3

Under årets E3-messe spillede vi en hel del Pokémon Sword/Shield - det første originale Pokémon-spil til Switch.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Lige siden at Nintendo Switch-konsollen først ramte butikshylderne for over to år siden, så har Pokémon-fans verden over ventet tålmodigt på at se lanceringen af det første officielle spil i serien på maskinen. Sidste år så vi Nintendo og The Pokémon Company tage et slags halv skridt i form af Let's Go Pikachu/Eevee, som godt nok gjorde det muligt at spille Pokémon på det store fjernsyn, og i HD, for første gang, men fortsat var rodfæstet i fortiden. Det var sjovt, men det manglede måske den der RPG-charme, som er blevet så vigtig for mere dedikerede fans. For nogle måneder siden gik en dedikeret Nintendo Direct-udsendelse i luften, hvor planerne for det første tigerspring blev afsløret. En ny region, nye Pokémon, nye spilleregler - Pokémon Sword/Shield er på vej, og vi har spillet en længere demonstration under E3.

Spillet foregår som bekendt i den nye Galar-region, som drager kraftig visuel og identitetsmæssig inspiration fra England - det er her at den ottende Pokémon-generation kommer til live. Spillet er endnu en gang udviklet af Game Freak, og i dette eventyr skal du rejse over rullende bakker, bestige sneklædte bjerge og sejle på dybe, blanke søer i en verden der både er mere dynamisk og mere pakket med liv.

Pokémon Sword/Shield
Dette er en annonce:
Pokémon Sword/ShieldPokémon Sword/ShieldPokémon Sword/Shield

Galar-regionen er ulig nogen anden Pokémon-verden vi har set. Ja, der er naturligvis en række ligheder, såsom at vilde Pokémon nu dukker fysisk op idet man bevæger sig rundt (ligesom i Let's Go), men dette er bare ét af de aspekter er med til at gøre regionen mere levende. Disse forekommer dog kun i såkaldte "Wild Areas", men disse strækker sig over mange kilometer, og er fyldt med andet end Pokémon at finde. Godt nok er det ligesom i Let's Go, men det er mere involveret her, og man holder vejret lidt hver eneste gang man udforsker sådan et område - det er både farligt og spændende.

Disse Wild Areas byder mere end på bare opdagelsen af nye Pokémon, disse er nemlig styret af mere end bare et rul med terningen. Vejret har eksempelvis en stor effekt på hvilke Pokémon du møder, og hvor aggressive de er, så hvis det regner så vil flere vandtyper dukke op, og de vil opføre sig anderledes. Du kan også løbe direkte ind i en isstorm, og så dukker der flere istyper op, og de er nok mere aggressive når det er tilfældet. Du kan nu også fløjte for at lokke bestemte typer til dig.

Imens du udforsker Galar så har du et fuldstændig frit 3D-kamera at styre fra et mere traditionelt tredjepersonsperspektiv, og dette udnytter Game Freak til at placere flere hemmeligheder rundt omkring som du skal opdage. Desuden er cyklen nu tilbage, som kan bruges til at komme hurtigt fra A til B - men den har også modtaget en række opgraderinger. Det lille Rotom-væsen ændrer ikke bare dit Pokédex i Sword/Shield, den ændrer også din cykel, så nu kan den eksempelvis booste, eller ændre design så den kan køre over vand.

Dette er en annonce:

I løbet af vores tid med spillet kom vi igennem et Gym, hvor vi skulle slå Nessa og hendes vandtyper. Ligesom de fleste andre af disse Gyms i Pokémon-verdenen skulle vi løse en række puslespil før vi kunne få lov til at møde Nessa selv. I dette tilfælde skulle vi manipulere en række vandfald ved hjælp af nogle knapper, som til sidst åbnede vejen videre ind. Samtidig med det mødte vi en række trænere, der ønskede at teste os godt og grundigt - denne samlede udfordring kalder Game Freak nu "Gym Challenge". Disse kampe var uhyre imponerende, da der nærmest er flere animationer i disse få kampe end i hele Sun/Moon. Alting var godt nok genkendeligt, men udstyret med mere pomp og pragt end fans er vant til.

HQ

I samme ombæring lagde vi mærke til at der her var to nye Pokémon som på det tidspunkt ikke var formelt afsløret. Den første er en elektrisk corgi-hund ved navn Yamper, som har en traditionel corgi-krop men med lidt elektrisk statur, samt en iøjefaldende hale. Denne Pokémon var i vores Party, og blev derfor brugt flittigt i kampen mod vandtyperne. Den anden hedder Impidimp, og er et lilla væsen der ligner en abe krydset med en pixiealf. Dog var den intet imod den overlegne Yamper.

Efter endelig at have klaret demoens Gym Challenge ankom vi til Nessa. Denne kamp var lidt anderledes sammenlignet med de foregående trailere, og desuden anderledes fra andre Gym-ledere i tidligere spil, da kampen foregik på et stort stadion fyldt til renden med jublende fans. Der var mere gravitas at finde her end tidligere Gym-kampe, og det hele føltes bare af lidt mere end man er vant til. Nessa brugte selv to Pokémon, en Goldeen og den helt nye Drednaw, som er en slags rustningsbeklædt skilpadde med kraftfulde kæber. Hvor Goldeen faldt med det samme overfor vores start-Pokémon Grookey, så var Drednaw lidt af en udfordring, og det hjalp ikke at Nessa endte med at bruge Dynamax på den.

At Dynamaxe en Pokémon er en ny mekanik der ankommer i Sword/Shield, som er en erstatning af Mega Evolution og Z-Moves. Når det er aktiveret så vil den pågældende Pokémon - og kun én kan undergå denne transformation per kamp - vokse sig gigantisk stor, og den giver både mere skade, og tager mindre skade også. Denne effekt virker kun i tre ture, og derefter skrumper den ind igen - håndterer du ikke både din egen Dynamax-evne og andre træneres, så kan det hurtigt betyde nederlag. Og det gjorde det næsten for os.

Efter en ret hård kamp, hvor næsten alle vores Pokémon blev besejret, formåede vi endelig at slå Drednaw, og dermed også Nessa. Dette markerede slutningen på vores tid med spillet. Det vi lagde mærke til mest ved denne sidste halve time var den måde at sværhedsgraden hoppede en del imellem trænerne og Nessa selv. Kampene op til var stort set afgjort på forhånd, men efter Drednaw kom frem stod det klart, at spillere i denne omgang skal tænke sig mere om.

Pokémon Sword/Shield
Pokémon Sword/ShieldPokémon Sword/Shield

Selvom vi allerede har set en masse af de nye mekanikker som Sword/Shield introducerer, så er ét af de systemer der tilsyneladende får mest kærlighed fra Nintendo nemlig online-systemet. Trænere kan interagere med andre spillere som om de er i samme lobby, og herfra kan du bytte, kæmpe eller bare socialisere. Dette kan ske igennem den nye Y-Com, som både virker lokalt og online. For at se om hvorvidt nogle andre er tilgængelige, så skal man bare trykke på et symbol i hjørnet.

Udover at interagere med hinanden igennem Y-Com, så kan man sammen deltage i større kampe for at få fingrene i kraftfulde Pokémon. At finde disse kampe er så simpelt som at kigge efter et rødt lys på himlen, og derefter kan du og andre trænere samarbejde om at besejre en gigantisk Dynamax Pokémon, som kræver flere trænere der virkelig arbejder sammen.

For at slå fast - Pokémon Sword/Shield er mere af det samme, men det er mere af det samme på den bedst tænkelige måde, hvor nye mekanikker introduceres forsigtigt og på mere naturlig vis, og hvor eksisterende af slagsen har fået en kærlig overhaling.

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold