Call of Duty: Modern Warfare

Passion. Det er nok det ord vi hørte mest under vores besøg hos Infinity Ward, hvor vi mødte de mennesker der står bag årets Call of Duty-spil. Alle ansatte i dette Los Angeles-baserede studie ved præcis hvad de står overfor, og de refererer konstant til det her "afgørende øjeblik i spilhistorien", som var lanceringen af det originale Call of Duty 4: Modern Warfare. Selvom kvaliteten har været svingende til tider, og at skiftende fokusområder har skabt en opdeling blandt fans verden over, så er det svært at benægte hvor vigtigt dette brand har været i forhold til selve formningen af det moderne skydespil.

Og igen, her spiller Infinity Ward en ekstraordinær rolle. De udviklede det originale Call of Duty 4: Modern Warfare, og pustede liv i det format der sidenhen har været skabelonen for serien. Siden da har de skabt både Call of Duty: Ghosts og Call of Duty: Infinite Warfare, to kapitler der er blevet omdiskuteret og vendt og drejet. De fleste lod dog til at være enige om, at studiets sidste to spil var forglemmelige for at sige det mildt, så derfor vendte studiet tilbage for at arbejde på deres mest populære subbrand. Ja, Modern Warfare vender tilbage - serien som sluttede i 2011 med Makarovs død som en substantiel afslutning på en saga - genoplives.

Men som sagt, serien er jo afsluttet, så derfor kan det vist ikke komme bag på så mange at titlen ikke bliver Call of Duty: Modern Warfare 4. I stedet får vi et form for reboot af den originale Modern Warfare-saga. Spillet hedder derfor Call of Duty: Modern Warfare, næsten ligesom originalen fra 2007, og spillet fortolker de samme temaer, og mange af karakterene er de samme også.

Lad os dog lige slår et par ting fast: Dette er ikke et remake af det første Modern Warfare, men et helt nyt spil. Infinity Wards ambition med dette nye Call of Duty: Modern Warfare er faktisk at fortælle en nutidig krigshistorie svøbt ind i et troværdigt geopolitisk scenarie. Siden 2007 har verden nemlig ændret sig drastisk, måden at føre krig på har ændret sig, og dermed også at afbillede konceptet om krig via fiktionelle fortællinger bør ændre sig også. For at skabe en historie der fremstår relevant og troværdig var det nødvendigt at få skabt et nyt manuskript. På samme måde som at spil er markant anderledes i dag end de var for 12 år siden, så er der brug for en helt ny strategi - men lad os starte med lige at få etableret en tidslinje.

Udviklernes første mission var at skabe en sammenhængende spiloplevelse. Stort set samtlige Call of Duty-spil har præsenteret sig selv som en slags dobbeltpakke, at man får to spil i én pakke, hvor multiplayer og singleplayer sameksisterede men som helt separate størrelser. Dette har ledt til et produkt der appellerer til to ret forskellige slags spillere, og begge disse grupperinger ignorerer stort set 50% af den samlede oplevelse. Det nye Modern Warfare vil forsøge at overkomme denne adskillelse med elementer der vil skubbe spilleren til at bevæge sig flydende imellem single- og multiplayer uden at det føles kunstigt, og at se spillet som ét unikt produkt, hvor hver del tilbyder sin egen kontekst. Detaljerne blev dog ikke afsløret for os.

Ydermere har det været en stor prioritet at fortælle en mørk, dyster og brutal historie. Call of Duty: Modern Warfare ønsker at vise dig et realistisk krigsscenarie, og krig er, du ved, en ret forfærdelig ting. Alt for ofte fremviser udviklere kriges grusomheder ved brug at blod og splat. I dette tilfælde er målet at vise mere spænding, personligt drama, at vise at dem der udkæmper disse kampe er mennesker der reagerer og tager mental og fysisk skade af deres egne og andres handlinger. Udviklerne gav os et godt eksempel - de er inspireret af intensiteten af Jaws, snarere end blodet fra Saw.

Endelig er det blevet gjort en dyd ud af implementere et niveau af troværdighed i hver eneste karakter, for at undgå en banal heltearketype eller en grusom skurk. Hver eneste person i spillet er kompleks, og dem vi ser som antagonister er drevet af forståelige motivationer. Desuden er dem vi ser som vores helte lige så villige til at bevæge sig i moralske gråzoner.
Det står altså klart, at når nu ambitionsniveauet tilsyneladende er meget højt, så kunne dette kun nås med et reboot af Modern Warfare-serien snarere end et direkte remake af originalen. Målet var at skabe en spiloplevelse der reflekterer omstændighederne fra vores verden. Det lader til at spillets primære opgave bliver at være modent, at være fyldt med spørgsmål og etisk tvetydighed alt imens amerikanske og russiske supermagter møder hinanden på slagmarken. Men begivenhederne der leder til ødelæggelsen af New York i den tredje episode af sagaen er endnu ikke sket. Vi befinder os før det endelige slag.

Og når vi nu snakker om de to magter der kæmper, så er Call of Duty: Modern Warfare et spil hvor både professionelle (Tier 1-operatører) og militiaer sameksisterer i begge faktioner. Operatører og rebeller kæmper side om side, men i mange tilfælde skal de op imod fjendtlige styrker alene. Operatørerne rejser i små grupper, og er udstyret med avanceret teknologi. Det gør at de kan håndtere militiagrupper af en hvis størrelse. På samme måde bliver disse militiagrupper nødt til at satse på deres overlegne antal, eller gå efter en meget stille og ubevogtet rute, når de skal op imod de bedste af de bedste. Disse forskelle giver anlæg til spændende taktikker, og hvordan disse benyttes bestemmer hvordan slagmarken inddeles.

Ved præsentationen i Los Angeles dedikerede Infinity Ward hele begivenheden til singleplayer-delen, og multiplayer-komponenten afsløres på et senere tidspunkt. Dog har vi set deres designfilosofi helt tæt på med egne øjne, og den måske lidt vage beskrivelse passer på tværs af hele oplevelsen.

Men lad os få noget konkret på bordet. Den første mission vi så tog os til Londons gader, som er blevet rystet efter et terroristangreb. Specialtrænede hold bliver sendt til et hus for at ødelægge den terrorcelle som er ansvarlig for angrebet. I begyndelsen af missionen bliver operatørerne placeret rundt omkring huset, og afventer signal til at bryde ind. Dette mindede os så sandelig om stemningen i gamle Rainbow Six-spil. Da dørene var blevet skubbet ned stod vi inde i det tætte og snævre London-hus, og hurtigt blev al lyset slukket. Vi tog natkikkert på, og påbegyndte en intens skudduel med husets langt fra imødekommende beboere. Her var vi vidne til nogle ganske imponerende scener: en terrorist brugte sin kone som menneskelige skjold, men efter manden blev neutraliseret blev konen også fjende. En anden kvinde løber desperat hen til en krybbe idet vi kommer ind ad døren. Er hun efter sit barn, eller er det et skjult våben? Trykker man på aftrækkeren eller risikerer man soldaternes liv? En mand har et åbent sår i halsen, og hans gylpen kan høres som et ekko igennem hele huset, imens en anden såret man desperat kravler efter et våben. Nogle af disse sekvenser har naturligvis tilrettelagt for at give den størst mulige effekt, men spillet blev ved med at give os den ene mavepuster efter den anden.

I en anden mission i det islamiske Asien finder vi os selv i skoene på en lille pige, der bliver reddet fra murbrokker efter en tæppebombning. Moren ligger død ved siden af hende, men landsbyboerne formår at få pigen ud uden en skramme. Bomberne var dog bare starten på en intens russisk invasion, og næste led er nervegasgranater. Vi forsøger at barrikadere os i vores hjem, og bliver beskyttet af vores far og bror. Russerne stormer ind, og begynder at "gøre rent" i hver eneste bygning. Efter en voldelig konfrontation med en russisk operatør forlader vi huset, og finder os selv midt i en forfærdelig scene: alle landsbyens bebobere ligger på jorden med kramper på grund af nervegassen, mens millitærfolk gør jobbet færdigt. Denne krig er... modbydelig, og Call of Duty: Modern Warfare sparer ikke på noget.

Efter disse sekvenser (og en nødvendig kaffepause for lige at komme sig oven på den ret intense oplevelse) viste Infinity Ward os teknologien bag spillet. Udover et volumetrisk lyssystem, der formår at fange selv støvet der rejser sig fra jorden efter en bombesprængning, så var vi ganske imponerede over lyddesignet. Hvert eneste våben udskiller en bestemt lyd alt afhænhig af det sted det bruges. I en sekvens på Picadilly Circus lød en ret tung, hul lyd fra en granatkaster, men i Londons undergrundsbane var der masser af ekko, et rungende spektakel. Det er meget tydeligt at meget arbejde er gået i at genskabe en så helstøbt lydsuite som muligt, og netop denne komponent er derfor ret ekseptionel. Selv animationerne på våbnene er fantastiske. Takket være et system ved navn Activital kan udviklere imitere den måde et våben bliver holdt på, og måden det håndteres på, med større præcision end nogensinde før. Derfor påvirker de tungere våben hvor hurtigt du kan vende hovedet.

Og igen fra et visuelt standpunkt har udviklerne benyttet masser af den såkaldte "photogrammetry"-teknologi til at optage specifikke dimensioner på objekter, så de kan indsættes i spillet med stor grafisk detalje. Lige fra rustede bildøre til bunker af skrald i gaderne (som udviklerne i øvrigt samlede op for at scanne det), Call of Duty: Modern Warfares verden er fyldt med detaljer, og føles meget realistisk. Karaktermodellerne, som alle er designet ved at benytte rigtige skuespillere, benytter teknologi der er så hårfin at du faktisk kan se blodårene der pulserer under huden. Våbnene er desuden blevet designet med et øje for detalje, og den station du bruger til at finpudse, tilpasse og opgradere lader spilleren se samtlige detaljer helt tæt på, lidt ligesom Autovista-systemet i Forza Motorsport-serien.

Infinity Ward har fortalt os at Call of Duty: Modern Warfare bliver det mest autentiske og realistiske spil de nogensinde har skabt. Vi må indrømme at efter så mange år har vi udviklet en form for defensiv skepsis overfor serien generelt, men i netop dette tilfælde er vi vitterligt blevet overraskede. Det virker på os som en af de største satsninger serien har formået at gøre i årevis, at gå så helt og holdent efter realisme, geopolitiske scenarier og meget modne temaer. Vi glæder os meget til efteråret.