Vi har prøvet flere timers Days Gone

I forhold til andre PS4-eksklusive titler, så virker det til, at stemningen omkring Days Gone er forholdsvis lunken. Det er da heller ikke fordi, at hverken zombier eller åbne verdener er uudforsket territorie i spilmediet, men bare fordi det ikke er nyt, betyder det vel ikke nødvendigvis, at det ikke er godt? Hvad vi rent faktisk kan forvente os af Days Gone, er jeg kommet lidt nærmere efter at have tilbragt nogle timer i Deacon St. Johns motorcykelstøvler.

Ved et Days Gones preview event i København fik jeg mulighed for at spille åbningssekvensen, og derefter blev jeg kastet frem i spillet, så jeg kunne udforske den åbne verden.

Selvom jeg fik flere timer med spillet, er der stadigvæk rigtig mange ubesvarede spørgsmål. Især efter at være blevet kastet frem i tiden, kan det være svært at se den overordnede sammenhæng, men jeg vil alligevel prøve at gøre jer klogere på, hvad i kan forvente af Bend Studios kommende faretruende åbne verden.

Omvendt kasket til brylluppet

Spillet åbner med en sekvens, hvor vi ser en by i oprør. Kaos og panik dominerer gaderne. Vores protagonist Deacon St. John prøver at kæmpe sig vej igennem de oprørte gader sammen med konen Sarah, der er såret, og vennen Boozer. De når frem til en evakueringshelikopter, men Sarah bliver afvist på grund af såret. Deacon får dog truet Sarah om bord på helikopteren, men der er kun plads til to i helikopteren, så Deacon beslutter sig for at blive for at hjælpe Boozer med at flygte.

Mellemscenerne er generelt ret flotte, og især ansigtsanimationerne spiller. Stemmeskuespillet er vellykket, men det til trods føler jeg mig meget lidt investeret i historien efter dette anslag. Det er meget tidligt at sige noget om historien, men hvor jeg allerede var lidt skeptisk, inden jeg havde spillet i hænderne, er jeg i hvert fald ikke blevet omvendt endnu.

Jeg har på nuværende tidspunkt svært ved at se, hvordan jeg skal komme til at relatere til Deacon St. John, og rent faktisk komme til at holde af ham. Jeg mener, manden beholdte sin omvendte kasket på, selv da han skulle giftes, som vi så det i en tidligere udgivet trailer - det er da et douchebag-karaktertræk. Selvom konen Sarah skal stå i kontrast til bad boy Deacon, har man alligevel ikke kunne dy sig fra at give hende tatoverings sleeves, allerede da de to karakterer møder hinanden første gang. Det skal ikke forstås sådan, at jeg kategorisk afviser at kunne holde af karaktererne, bare fordi de har omvendt kasket og tatoveringer, men jeg frygter, at det mere er biker-æstetikken - som for mig personligt er meget uvedkommende - der bliver udforsket, snarere end kulturen bag,

Zombie-apokalypsen er dog en setting, som jeg stadigvæk tror kan fortælle mange spændende historier, og jeg håber, at der vil være nogle historietråde, som det er værd at holde fast i. Flere har snakket om de seks timers mellemscener, der angiveligvis er i spillet, men ud fra min oplevelse til previewet, vil jeg sige, at scenerne ikke var specielt langtrukne. Om de så er spændende nok, det vil vise sig, Jeg sad i hvert fald ikke længe og ventede på at tage styring igen.

En farlig verden

Spillet foregår i en alternativ udgave af staten Oregon, og omgivelserne i staten er så forskelligartede, at der umiddelbart synes at være en dejligt stor diversitet i det omkringliggende miljø, samtidig med at verdenen formår at have et klart udtryk. Spilverdenen er fyldt til bristepunktet med trusler. Zombierne - eller de såkaldte "Freakers", som de hedder i denne spilverden - kommer i forskellige udgaver, men som vi har set det før, er andre mennesker blevet en endnu større trussel. Det virker ikke til, at du bogstaveligt talt ikke kan gå nogen steder uden, at der er fjender inden for en forholdsvis beskeden afstand. Så du kan godt regne med, at det ikke kommer til at gå stille for sig. Selv dyrelivet prøver at gøre det af med dig. Jeg kæmpede blandt andet med en virusinficeret bjørn i en bosskamp-lignende scene.

Binære valg valgt fra

En stor del af åbningssekvensen er allerede blevet vist, da Game Informer kunne vise dele af spillet frem sidste år. Spillet har dog undergået nogle vigtige forandringer siden da. En af de største er, at spiludviklerne fra Bend har valgt at fjerne de binære valgmuligheder, som der tidligere har været i spillet. Eksempelvis starter spillet med, at Deacon St. John og hans partner Boozer jagter en fyr ved navn Leon. Da de fanger Leon, kunne man sidste år se, at spilleren kunne vælge imellem at skyde ham eller lade ham ligge såret på jorden og lade Freakers gøre det sure arbejde. I denne version skød Deacon bare Leon. For mig var det en positiv overraskelse, for i den tidligere demo skød Boozer bare Leon, hvis du valgte at lade være med at skyde ham; hvis begge dine valgmuligheder ender med at karakteren bliver skudt, og det i øvrigt ikke har nogen yderligere konsekvens om du valgte A eller V, så er jeg personligt helst foruden disse valgmuligheder ærlig talt.

Til preview-begivenheden spurgte jeg Bend Studios udsendte, Emmanuel Roth, ind til dette. Han bekræftede, at de har skåret valgmulighederne fra for bedre at kunne fortælle en fokuseret historie.

Get your motor running...

Vi har længe vidst, at motorcyklen er en vigtig del af Days Gone, og jeg var derfor også spændt på, hvordan det føles at sætte sig op på kværnen og sætte gang i motoren. Motorcyklen forbindes ofte med høj fart og åbne vidder, men i Days Gone ser vi dens terrængående egenskaber. På den måde symboliserer motorcyklen stadigvæk frihed, ikke nødvendigvis med dens fart, men med muligheden for let at kunne udforske alle kroge af verdenen. På den måde er det et oplagt køretøj til et open world-spil - især her hvor du både skal bevæge dig igennem en tæt skov med våde mudderstier, og på større åbne sletter.

Motorcyklen føles tung. Dens vægt kan mærkes på vejen - især når du drejer. Den suser ikke bare igennem det hele, men skal tæmmes og holdes i hank. Du kan også mærke, at det kræver en anden tilgang at fræse op af en mudret skovsti versus en asfaltvej.

Rundt om i verden er der små hop og lignende, der kan gøre din rejse endnu mere halsbrækkende. Men din motorcykel kan også lide overlast af alle dine fede stunts, og du skal samtidig også sørge for, at der er benzin på motoren. Vedligeholdelsen virker ikke til at være særlig tung, ressourcerne virker til at være meget tilgængelige, og det kan klares ved at holde en knap nede i en lille rum tid. Til gengæld kunne jeg sagtens se flere situationer, hvor en nedbrudt motorcykel kunne være med til at give alvorligt sved på panden. Eksempelvis måtte jeg på et tidspunkt flygte fra en gruppe Freakers, og endte med at køre ud over en stor skrænt, hvilket resulterede i, at kværnen fuldstændigt døde, da jeg ramte jorden. Heldigvis ramte jeg ned i et af de få steder i denne spilverden, hvor der ikke var fjender, og kunne derfor i ro og mag fikse kværnen, men det kunne hurtigt have udviklet sig til en rigtig skidt situation. Du er virkelig på herrens mark uden din motorcykel, og det kan især blive et problem at løbe tør for benzin, hvis det er efter mørkets frembrud.

Under min tid med spillet fik jeg desværre ikke mulighed for at kigge nærmere på opgraderingsmulighederne til Deacons kværn. Jeg nåede heller ikke at prøve fast travel-muligheden.

Varierede kampe

Kampsekvenserne virker til at kunne lidt af hvert. Der er lagt op til en god rum stealth action - det fungerer, som vi har set det så mange gange før; du kan gemme dig i højt græs, eller kaste nogle distraherende objekter, og kan så gøre det af med fjender på en effektiv og stille måde. Du kan også brug vragdele fra køretøjer til at lave en lyddæmper til din pistol eller bruge din armbrøst, hvis du vil gå stille til værks. Ellers kan der gøres kål på fjenderne ved enten nærkamp eller på afstand. Der er en god forskel i de forskellige våbens tyngde, og skuddelen føles i det hele taget rigtig glimrende. Nærkampsvåbnene, der er nedbrydelige, er dog ikke lige så interessante, og animationerne i dette aspekt af spillet bliver hverken helt brutale eller nervepirrende nok, synes jeg.

Deacon St. John har et Skill Tree, hvor han enten kan forbedre sig inden for nærkamp, skydevåben eller overlevelse, der eksempelvis kan gøre det lettere at finde forskellige vragdele, som du kan skabe alskens redskaber af - ikke ulig det fjernt beslægtede The Last of Us kan du eksempelvis lave molotov cocktails eller healende elementer.

Som nævnt er der ikke bare en type Dreakers, som du skal tage stilling til. Der er eksempelvis også de små Newts, der generelt er bange for dig, men som vil angribe dig, hvis de opdager, at du er såret, eller hvis du kommer ind på deres territorier. Med flere forskellige typer fjender, vil der forhåbentligt være masser af variation i de forskellige kampe.

Generisk zombie

Nu vi snakker om Freakers, må jeg sige, at jeg ikke er særligt imponeret af designet af dem. De har et meget generisk zombie-udseende. De er i det hele taget ikke så skræmmende, når man ser dem enkeltvis. Når du kører rundt i verden, er de overalt. På den måde er Freakers en naturlig del af verden, og det er ikke skræmmende at køre forbi tre omstrejfende Freakers.

Det minder meget om at se tv-serien The Walking Dead, hvor der er en vis grad af dagligdag over mødet med et par enkelte zombier. Det kan blive en interessant dynamik, hvor du egentlig er i konstant fare, men også kan blive lullet en smule i søvn af den konstante tilstedeværelse af trusler, indtil de lige pludselig bliver overvældende. Det kan dog også ende med, at truslerne er så konstante, at de aldrig bliver rigtig skræmmende. Jeg savnede lidt at mærke en forhøjet puls og paranoia. Det mest skræmmende var et par enkelte "jump scares", som måske kan være med til at skabe den generelle utryghed, som jeg savnede lidt med min tid med spillet, omvendt var der også noget meget cool i at være helt stoisk, når du kommer fræsende på kværnen blandt Freakers til højre og venstre, og måske lige mejede en ned på din vej.

I klassisk åben verden stil, kan du også give dig til at nedkæmpe nogle forskellige fjendtlige lejre. I kampen mod en af disse lejre, oplevede jeg en fuldstændig håbløs AI, der hverken rigtig jagtede mig, da alarmen blev slået, og i det hele taget stod mærkeligt placeret og agerede unaturligt. Forhåbentligt er der tale om en bug i AI'en, der kan rettes til. Der var dog generelt ikke rigtig nok modstand fra fjenderne. Jeg fik ikke prøvet den sværere sværhedsgrad, men jeg kunne være bange for at fjenderne bare gav mere skade, og ikke blev mere taktiske i deres fremgang.

Der var flere gange, at mekanikken ikke helt kunne følge med Days Gones overbevisende udseende - blandt andet en komisk scene, hvor Deacon blev ved med at råbe til en pige, der var lige ved siden af ham, og som også snakkede sagte til ham. Spillet føles ikke lige så glidende og ubesværet, som eksempelvis Spider-Man gjorde det sidste år. Det er generelt lidt den fornemmelse, jeg sidder med efter at have brugt tid sammen med Days Gone. Når det kommer til en produktionsværdien, når det ikke samme højde, som vi er blevet forkælet med fra tidligere PlayStation-eksklusive titler i denne konsolgeneration. Det betyder dog ikke, at Days Gone ikke kan blive en ganske underholdende affære. Kampsekvenserne virker dejligt varierede, og hvis der er sammenhængskraft i verdenen, og nok udvikling i de forskellige måder, du kan lege i denne verden, så kan det blive rigtig sjovt at fræse over Freakers og andre, der er så tåbelige at stå i vejen for dig.