Anthem - De første indtryk

Det har været en travl uge for industrien, med mange store spiludgivelser. Egentlig er det først på næste fredag, at Anthem for alvor går i luften. Men de få udvalgte - det vil sige dem med de rigtige forudbestillinger eller abonnementstjenester - har faktisk haft mulighed for at prøve kræfter med spillet siden i forgårs. Jeg har selv, i selskab med to gode venner, investeret de første ti timer i BioWares storprojekt. For nu at være ærlig, så ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal tænke. Om ikke andet vil jeg forsøge at dele mine umiddelbare indtryk og oplevelser med jer andre.

Anthem ser dyrt ud. Det er et utroligt flot spil at se på. Musikken er selvfølgelig storslået, episk. Det skal den helst være, for Anthem vil gerne vække stærke følelser af heltemod og kaoskamp. Brugergrænsefladen er godt nok plaget af fejl lige nu, men også den forsøger at fremstå sexet og skarptsleben. Stemmeskuespillet er godt, dialogen er vittig og ansigtsanimationerne formår at virke på samme tid troværdige og stilfuldt karikerede. Styringen i de mekaniske Javelin-dragter, der som noget helt særligt tilbyder en imponerende bevægelsesfrihed, virker fintunet og lækker - uanset om du spiller som en tonstung Colossus eller en fritsvævende Storm. Jo, Anthem har kostet penge at lave. Rigtig mange penge.

Samtidig virker Anthem, indtil videre, enormt gennemsnitligt. Det er et skydespil i tredjeperson, hvor man pløkker horder af nærmest komisk underlegne fjender, mens fortællingen er noget med gamle rumartefakter og en ondskabsfuld militærorganisation. Stop mig, hvis du har hørt den før! Nej, der er bestemt intet i vejen med at holde sig til traditionerne, men løftet om Anthem som en unik blanding af skyde-, rolle- og onlinespil virker indtil videre uindfriet. Alle kan se, at det er en frugtbar kombination af genrer, med kæmpestort potentiale. Destiny har fralokket mig hundredvis af timer og spil som The Division og Warframe har givet deres forskellige bud på en formel. Hvad har Anthem at tilbyde?

Den enorme bevægelsesfrihed er uden tvivl det stærkeste kort som spillet har på hånden, men indtil videre er det ikke rigtig blevet udnyttet på en måde, der for alvor imponerer. Jo, det er vildt fedt at kunne flyve gennem enorme bjergkæder og frodige jungleområder, men den frihed afspejler sig ikke rigtig i missionerne. Enkelte gange er jeg blevet bedt om at indfange lysende kugler i luften, men ellers har opgaverne været skåret over den samme gamle skabelon: skyd fjenderne! Find tre dimser! Bliv stående i boblen, mens radiokarakteren gør noget vigtigt! Hvor er kreativiteten? Hvor er luftduellerne? Kapløbene? Svævekonkurrencerne?

Magtfantasien er på overdrive med det samme. Det er en fantastisk følelse at boltre sig i luften, svæve over fjenderne og styrtdykke ned i junglen. Det ville være løgn at sige andet. Men det hele virker også en smule ufortjent. Fjenderne er enormt simple at kæmpe mod. De virker som noget fra et helt andet spil - et spil som ikke burde være Anthem. De bevæger sig til sammenligning enormt langsomt og præsenterer ikke rigtig nogen interessant udfordring. Det hjælper heller ikke at udvalget af kanonføde hidtil har begrænset sig til en blanding af ulve, skorpioner og insektagtige rumvæsner. Igen, hvor er kreativiteten? Hvor er det kulørte og alsidige fjendegalleri som skal udfordre mine evner - og gøre mig nysgerrig på spillets verden?

Jeg savner motivation, med andre ord. Den kan man forsøge at fremelske på flere måder. Måske er det fortællingen som driver værket? Anthems verden virker ikke uinteressant som sådan, men meget af det - de magiske artefakter, de gamle guder, den skurkagtige professor Onds planer - virker enormt genkendeligt, for ikke at sige gennemskueligt. Hvad med udsigten til bedre udstyr? Våbenudvalget virker meget begrænset og missionsbelønningerne er typisk bare bedre varianter af det samme gear. Hvad med lidt god gammeldags kosmetisk misundelse? Det er begrænset hvor mange andre spillere man overhovedet møder - og allerede fra starten ligner man en ustoppelig dræberrobot i miniatureformat.

Hvad kan ellers pirre nysgerrigheden? Måske spillets mere eksklusive indhold. Anthem byder på flere af de såkaldte Strongholds - længerevarende, tilrettelagte udfordringer som for alvor skal sætte spillerne på prøve. Jeg har kæmpet mig gennem en enkelt allerede, og jo, det var da udfordrende. Hovedsageligt fordi fjenderne havde det dobbelte i liv og beskyttelsesskjolde som kunne genoplade hurtigere end mine våben. Nogen mindeværdig gimmick var der ikke rigtig, udover igen at skulle indfange lyskugler. Den klimatiske bosskamp - en kolossal edderkop - var en positiv overraskelse, men heller ikke her havde jeg følelsen af, at spillet for alvor var kommet til sin ret.

Bliver man belønnet for sit arbejde? Selvfølgelig. Hvad man så rent faktisk modtager for at gennemføre en mission, det kan man ikke rigtigt se før man igen er blevet hevet hjem til basen. Jeg kan næppe sætte tyk nok streg under hvor antiklimatisk det er for oplevelsen. Efter en fuldendt mission bliver man mødt af en evalueringsskærm der fremviser den uoverskuelige bunke af ting og sager som man netop har tilkæmpet sig. Hvad smed bossen? Hvad fandt jeg undervejs? Var jeg heldig? Jeg har ingen anelse. Det virker mest af alt som en kvittering. Hvad var pointen?

Så nej, Anthem har indtil videre ikke kildet mig de rigtige steder. Måske er det ikke et spil for mig - men jeg kan vitterligt ikke se, hvorfor det ikke skulle være det. Hvis jeg var tøvende omkring Anthem før udgivelsen, så var det netop fordi jeg frygtede (men inderst inde håbede) at spillet nådesløst og med det samme ville sænke kløerne i mit dopamincenter og ikke give slip igen foreløbigt. Efter ti timer med spillet, endda i godt selskab, er det endnu ikke sket. Hvad er Anthem for en størrelse? Hvad kan det, som ingen andre spil kan? Hvorfor det, og ikke konkurrenterne? Jeg har stadig ikke svarene, men jeg er ikke færdig med at lede.