Vi har spillet de første timer af Mutant Year Zero: Road to Eden

"When the ice melted, you did nothing. When the plague spread, you did nothing. When the nukes fell, you became nothing." Sådan fortæller Dux, den humanoide and, som udgør ⅓ af dit hold i Mutant Year Zero: Road to Eden. Han refererer selvfølgelig til de dystopiske, menneskeskabte hændelser, som ledte til spillets udpinte og radioaktive verden. Med en blanding af taktiske satsninger og forsigtigt snigeri er det lykkedes os at komme igennem spillets demo, som på ingen måde holder spilleren i hånden. Her er vores tanker om udvikleren The Bearded Ladies' spændende mutation af stealthy hold-baseret rollespil og XCOM-lignende turbaseret taktik.

Fra de allerførste skridt jeg tager i Mutant Year Zero, så føles det på én gang friskt og velkendt, med en kombination af udforskning i realtid, en sund dosis stealth og turbaseret kamp. Således vandrer mit hold afsted i en tilgroet verden, hvor der engang boede mennesker. De to humanoide protagonister, anden Dux og vildsvinet Bormin, fortæller om deres hjemby, The Ark, og hvordan de risikerer deres liv som såkaldte stalkers. Som stalkers skralder de The Zone, som er den ubeboelige verden udenfor, og løber ofte ind i mange slags farer. I ly af natten og med deres trofaste lommelygter tændt indsamler mit hold brugbart skrald og suger omgivelserne ind. Ud fra aldrende, bøjede vejskilte og tilgroede Polis-biler er det tydeligt, at dette engang var Sverige. Målet for Dux og Bormin er at komme tilbage til sikkerheden i The Ark, en sidste bastion for civilisationen, som står på stylter langt over Sveriges radioaktive skove.

Pludselig bliver det tydeligt, at vi ikke er alene. Et hold ghouls har en mindre debat længere fremme. Med et simpelt klik på venstre musetast beordrer jeg mit hold til at slukke lommelygterne og snige sig forsigtigt frem i stedet. Med tydelige, store cirkler om fjenderne er det klart, hvor tæt jeg kan komme på dem, uden at blive bemærket. Dux og Bormin finder begge en stor sten at gemme sig bagved, og jeg kan dermed angribe med et vist overraskelsesmoment. Dette betyder at fjenderne ikke har tid til at gemme sig og råbe om hjælp. Selv denne tidlige kamp kræver grundig overvejelse, men det lykkedes at tage de to fjender ud uden specielt meget besvær.

Længere oppe ad vejen falder vi over et skur og en gammel legeplads. Der er dog 3-4 fjender, som patruljerer området. Det kræver dermed en langt mere veludtænkt indsats, hvis mit hold skal overleve. Bormin kan med sin shotgun give betydelig kritisk skade, men skal til gengæld virkelig tæt på, og hans skud larmer. Dux kan med sin stille armbryst ramme fjender på længere afstand, men skal til gengæld lade hver gang. Min strategi bliver derfor, at holde øje med en enkelt vagt, som patruljerer lidt væk fra de andre, og få ham ned uden at resten hører det, med et skud fra min armbryst. Desværre var dette ikke nok, og Bormin måtte derfor klare resten, og så måtte resten af lejren også ned med nakken.

Som i XCOM er der tale om turbaseret kamp, hvor du givet dit våben og level, afstand samt fjendens cover og modstandsdygtighed har en vis chance for at ramme. Derudover har du også en chance for at ramme kritisk, dvs. give betydeligt mere skade. Det postapokalyptiske Sverige lægger desuden hus til mange slags fjender, med mange talenter. Nogle er ganske enkelt for højt level til at du har en chance, andre har et horn til at kalde på forstærkninger. Deres rådnende hjerne taget i betragtning er ghouls også ganske ressourcefulde, og har med-bots, som genopliver faldne ghouls.

Efter nogle flere af disse tidlige kampe når vi frem til The Arks neonklædte butiksfacader. Her får Dux og Bormin en snak med lederen af The Ark, en kultlederagtig type kaldet The Elder. Her kan man også købe opgraderinger og nye våben. Det er ganske lovende, at vi allerede i betaen får snakkende og

Her begynder historien at komme i gang, da den første egentlige mission bliver at finde en mand ved navn Hammon, som mere eller mindre har ansvar for at The Ark virker. Han er forsvundet, og man tager derfor ud for at lede efter ham omkring hans hytte nord for The Ark. Mens Hammon selvfølgelig ikke er i hytten, så finder man yderligere spor her. Hammon er nemlig besat af nogle maskiner, som faldt fra himlen. Han er derfor nok taget ud for at undersøge disse mystiske faldne maskiner, som er styrtet ned langt væk fra The Ark. Dux og Bormin må vandre langt væk hjemmefra, med spilleren ved roret.

På den videre rejse får man desuden en ekstra holdkammerat ved navn Selma, et medlem af Hammons hold af stalkers. Dette er ganske vigtigt, da Selma har en lyddæmpet pistol, som kan hjælpe Dux med at få enkelte fjender ned, uden at resten af fjenderne hører det. Med alle tre protagonister i spil kan man derfor eksperimentere med nogle lidt mere interessante strategier.

Historien blev ikke rigtig udfoldet i løbet af demoen, og man når ikke rigtig at få nogen fornemmelse af Selma. Umiddelbart er der dog et spil i støbeskeen, hvor historien kan holde det hele sammen, mens gameplayet er den vigtigste vare. Demoen gav også en smagsprøve på, hvordan karaktererne stiger i level. Dette sker gennem mutationer, som giver særlige evner. Eksempelvis kan Dux få møl-vinger, således at han kan nå højere steder uden at klatre på stiger. Bormin kan til sammenligning få mutationen Run n' Gun, og dermed bruge to ture på at bevæge sig, og derefter have en handling mere. Der er dermed mange muligheder for at udvide gameplayet med særlige evner, og det er ganske lovende.

Selvom historien ikke rigtig når at forme sig i demoen, så lader den dog til at have noget mere personlighed end hvad man typisk kender fra XCOM-inspirerede spil. Dette er delvis takket være de interessante og besynderlige hovedkarakterer, Dux og Bormin, men også den i det hele taget mystiske verden, udvikleren har fået stablet på benene. Det er tydeligt at mærke, at spillet er baseret på et pen-and-paper-rollespil af samme navn, fra de tekniske turbaserede termer til verdenen, som fremstår veletableret og med mange interessante historier at fortælle. At spillet loader med en 20-sidet terning tydeliggør naturligvis også dets papirbaserede ophav.

Generelt kørte spillet ret glat, og det ser også ganske nogenlunde ud teksturmæssigt, i hvert fald når det kommer til den generelle verden. The Ark ligner lidt noget fra sidste generation, men i det generelle isometriske perspektiv ser alting noget bedre ud. For en indie-titel er det ganske rimeligt, uden at være imponerende visuelt. Når man møder The Elder, Selma eller andre fredelige individer, så opdager man at spillets animationer har lidt vej igen. Ansigtsanimationerne er nærmest ikke eksisterende, og det fratager naturligvis spilleren en del af indlevelsen. Stemmerne er generelt også fine, undtagen ghouls, som lyder lidt for karikerede til min smag.

Alt i alt er der tale om en lovende titel, som vi forventer vil levere en solid dosis taktisk dybde og postapokalyptisk historiefortælling, med nogle mildest talt usædvanlige hovedkarakterer. Det øgede fokus på stealth er ganske spændende, da XCOM selv aldrig rigtig fik udforsket dette potentiale tilstrækkeligt. Vi glæder os i den grad til at vende tilbage til Dux og Bormins verden og blive lidt klogere på, hvor jagten på Hammon bærer henad. Så håber vi bare at den visuelle side når at blive lidt poleret inden da.