Vi har endelig spillet to timers Red Dead Redemption 2

Jeg var blandt de aller første til at besøge Rockstars kontorer i London i 2014 for at se Grand Theft Auto V i aktion, og dengang var det tydeligt at se, at de repræsentanter der sad med for at fremføre præsentationen var selvsikre. Ikke så mærkeligt, hvis man tænker tilbage. Spillet udkom året forinden på PlayStation 3 og Xbox 360 til storslået kritisk fanfare og salgstal på en hidtil uhørt skala, og den enorme succeshistorie var selvfølgelig krøbet ind under huden på udviklerne, der havde siddet bøjet over skrivebordet i årevis, og brugt al deres tid og energi på at skabe det næste innovative kapitel i en af verdens mest respekterede franchises nogensinde. De var beslutsomme, usårlige og parate til at svare på ethvert spørgsmål jeg kunne kaste i nakken på dem. Selv dengang kunne de ikke have forestillet sig i deres vildeste fantasi, hvor stort spillet ville gå hen og blive, at det ville sælge over 90 millioner eksemplarer på fire år, og at GTA Online ville blive et af deres mest succesfulde initiativer nogensinde.

Og hvorfor starter jeg så med at kede jer med en personlig historie som denne? Jo, forskellen imellem den Rockstar-præsentation jeg overværede for fire år siden, og den jeg for nylig gik ind til på et luksuriøst hotel i København er enorm, håndgribelig, ja selv forvirrende på en måde. Det stod klart fra første sekund at Red Dead Redemption 2, som udkommer d. 26 oktober efter mange års udvikling, og som er en kombineret indsats fra samtlige Rockstar-studier rundt omkring på kloden, næsten er som "den svære to'er" - der var spænding og nervøsitet i luften, og udviklerne på hotelværelset var noget nær undskyldende. Det lyder måske som et negativt første indtryk, at mangle den selvsikkerhed omkring produktet som var så overstrømmende for bare få år siden - men det var alt andet end negativt. Det var Rockstar der var ydmyge til trods for at GTA V og særligt GTA Online gav dem grund til at være alt andet end netop det. Én ting var helt sikkert - de var nervøse fordi de ønsker at levere noget storslået, noget mindeværdigt, noget vidunderligt.

Efter at have brugt to timer, hvor jeg både kiggede og spillede Red Dead Redemption 2, den næste episke western fra et studie det næsten er umuligt ikke at respektere for deres bidrag til moderne spildesign, så kan jeg sige med hånden på hjertet, at dette er blandt de mest imponerende demonstrationer jeg nogensinde har overværet.

Året er 1899, og det gamle vesten er et døende koncept. Landet er ved at undergå en altafgørende transformation, smedet igennem industriens flammer, og det brutale landskab, der engang var nådesløst og ubarmhjertigt ser nu introduktionen at love, strukturer og rammer, som bekæmper faren, og for nogle også friheden. Dette er ikke gode tegn for Van der Linde-banden, som stålsat holder fast i konceptet om den frie vilje udenfor regeringens kontrol. De ønsker at tage hvad livet tilbyder dem, selvom det kommer fra andres lommer.

Demonstrationen åbner, mærkeligt nok, med en ung John Marston. Han er tydeligvis såret, som indikeres af de blodige klude der sløset er bundet rundt om hans hoved. Ind stormer Abigail, hans kone, og hans søn Jack sammen med leder Dutch Van der Linde og vor nye hovedperson Arthur Morgan. På grund af et forfejlet røveri i Blackwater er de for nylig blev jagtet af lovens lange arm på tværs af landskabet op i sikkerheden af et sneklædt bjergpas, men Marston blev såret i processen, og har pådraget sig de ar vi ser i det originale Red Dead Redemption. Nu ser Dutch et togrøveri som den værende den eneste mulighed for at banden kan slippe deres kummerlige nuværende tilværelse.

Arthur, Dutch og resten af banden svinger sig i sadlen, og rider ud i det sneklædte, vilde, utæmmede landskab, og ved afslutningen af den imponerende mellemscene overdrages styringen sømløst til spilleren. Her påbegyndes en traditionel Rockstar-tur fra A til B, hvor eksposition overleveres igennem dialog karaktererne imellem. Det lyder måske lidt for genkendeligt, men det giver spilleren rig mulighed for at sætte pris på den helt utrolige sans for detalje i omgivelserne. Hundredevis, hvis ikke tusindvis, af arbejdstimer er blevet brugt på at sikre at den tykke sne bevæger sig korrekt når hestene trækker deres hove igennem den, og at små flager af is sprækker og brydes op idet vi passerer igennem en lille flod. Banden stiger langsomt ned fra de snedækkede bjerge, og her afsløres verdenens gigantiske størrelse - vi taler her om en udsigt jeg aldrig har set magen til før. Ikke bare lader ikke verdenen til at kunne beskues fra dette punkt, du kan ane små detaljer ude i horisonten herfra, såsom et oliefelt der producerer sort, tyk røg, eller solen der kaster genspejlet lys i en sø nede i dalen.

Efter at have set denne cirka 10 minutter lange rejse fra bandens lejr i bjergene ned til de rullende, græsklædte bakker, så står det klart at dette ikke bare er den største verden Rockstar har designet, den er også den æstetisk dybeste, hvor hver eneste vinkel, hver eneste afkrog er blevet rørt af en designers hænder. Verdenen føles taktil, fra det største og ned til det mindste perspektiv.

Og dette koncept om at skabe noget absolut gigantisk, men at bibeholde den håndlavede, taktile følelse er hvad der i sidste ende adskiller Rockstar-verdener fra andres, og i Red Dead Redemption 2 er dette i højsædet. Selve røveriet af godstoget viser også det taktile design - da Arthur får til opgave at rulle en spole af detonatortråd fra eksplosiverne under skinnerne til selve detonatoren nogle meter væk. Ikke bare det, Arthur skal trække en kammerat op der hænger fra siden af toget, i det eksplosionen fejler, og banden skal hoppe ned på godsvognene der brøler forbi. Disse små interaktioner føles måske trivielle, men de er essentielle former for interaktion som skaber illusionen om sand indlevelse. Spillet ønsker at du er der, at føle dig helt og holdent forbundet til din karakter. På tværs af hele præsentationen var det konstant tydeligt at interaktion og taktilt, interaktivt design var det ultimative mål. Du tager faktisk stuvning op i en skål med en suppeske i lejren, og spiser det med flere tryk på R2-knappen. Under missioner åbner du skaber og skuffer, og tager hvert enkelt genstand op i hånden og vender og drejer den for at undersøge den nærmere. Er den af værdi, så ser du Arthur åbne sin skuldertaske, for at lægge genstanden ned i. Du kan desuden samle breve og noter op på din vej, og nogle gange er der hemmelige beskeder bag på, eksempelvis.

Under selve missionen skulle vi stoppe toget med rå brutalitet og magt, og enhver der ønskede at udfordre dette og var parate til at dø for forretningsmagnaten Lividicus og hans værdifulde last, blev mødt med beskydning. Våbnene føles tunge, responsive og realistiske - de føles mere ægte end i noget andet Rockstar-spil, og ved at introducere genladning som en påkrævet handling snarere end noget der sker automatisk, såvel som det at hylstre våben via lange og avancerede animationer så overbeviser spillet dig øjeblikkeligt om at du faktisk affyrer en riffel i det gamle vesten. Du sigter stadig med L2 og skyder stadig med R2. Du tager dække imod fjendtlig beskydning med R1, og bruger Dead Eye til pumpe fjender fyldt med bly. På overfladen ser det ud som det plejer, men under kølerhjelmen har Rockstar opdateret og forbedret deres systemer, og det skaber den mest raffinerede version af deres strukturer til dato.

Efter at have stoppet toget, og at have skudt enhver der ikke accepterede at Lividucses skatte nu tilhørte Van der Linde-banden så blev denne sektion af præsentationen afsluttet. Nu var det tid for mig at tage tøjlerne, at holde controllerne for første gang. Rockstar bad mig pænt om at forlade hotelværelset imens de omstrukturerede demonstrationen, og da jeg kom tilbage var de sneklædte bjerge skiftet ud med en græsklædt prærie. Ude i periferien lå Lividucses oliefelt, og imod nord lå én af spillets mange byer, Valentine. Foran mig strakte bakkerne sig i miles omkreds, og hvad der lignede hundredevis af kvadratkilometer af verden, der bare ventede på at blive udforsket.

Jeg kastede mig i sadlen på min trofaste ganger, og mærkede øjeblikkeligt hvor skarpere selve styringen af hesten er i denne omgang. Hesten er, hvis du altså behandler den ordentligt og bygger et bånd med den på tværs af spillet, nu mere en forlængelse af din egen karakter snarere end et form for køretøj, selvom det måske føles lidt som om at man kontrollere den som en bil. Den stopper ved at man "går ned i gear", og skifter hastighed ved at "gå op i gear", om man vil, men man kan nu bevæge sig sidelæns, og skifte retning på langt mere yndefuld vis. Det er sågar muligt for hesten at slå hovene i jorden og lave noget der ligner et håndbremsesving, men det kræver megen tillid imellem dig og dyret. Derudover kan du opbevare al det grej du ikke selv har plads til såsom ekstra våben, helende drikke, skind og andet gods i hestens saddeltasker, så hesten er ikke længere bare et transportmiddel, men en sand følgesvend på landevejen, og den er langt mere involveret end før. Rockstar håber at spilleren vil forme et stærkt emotionelt bånd med ens hest, og jeg kunne føle det ske meget hurtigt.

Valentine var destinationen, men før rejsen kunne begynde uskadeliggjorde jeg en uheldig hjort ved at placere en barrage af skud i brystet på den via Dead Eye. Det at jage spiller en afgørende rolle i Red Dead Redemption 2, og denne gang kan du bruge skindet til en række forskellige ting, såsom at sælge dem til slagteren i en by som Valentine, men også at give både skind og kød til dine medmennesker i lejren. Det forvandles til tøj og mad, og det ændrer deres attitude imod dig til det bedre. Efter at have skudt hjorten på relativ uelegant vis løftede jeg den op, og placerede den over ryggen på min trofaste ganger, og begav mig imod Valentine.

Valentine er blandt de mange travle byer man støder på rundt omkring i Red Dead Redemption 2's verden, og selvom det ikke er den største spillet indeholder, så var den blandt de mest imponerende urbane miljøer jeg nogensinde er stødt på. Hvorimod andre spil giver de diverse computerstyrede karakterer daglige rutiner, så går ingen så langt som Rockstar gør her. Folk husker dig, hilser på dig, interagerer med hinanden på uventede måder. Pistolsmeden anerkender en slåskamp du befandt dig i for flere dage siden, hvor Arthur uddelte øretæver til en fuld slagsbror, og de to har så en samtale om det. Længere nede ad hovedgaden er der en række mænd i bar overkrop der er ved at bygge noget, og de bær rundt på træ, skærer det til planker med en rundsav og de bygger bogstavelig talt denne bygning foran spillerens øjne, Andetsteds fejer en butiksejer for sin dør, og hilser på en byboerne ved navn, der rider forbi i hestevogn. Red Dead Redemption 2 ønsker at kende dig, og det ønsker at overbevise dig om, at der er systemer på plads som skal sikre at du føler dig knyttet til den her verden - og hold da fest hvor det lykkedes.

Jeg steg af hesten, tog fat i tøjlerne og bandt den til en stolpe, og det nyttige ved at gøre dette er at hesten genvinder energi til når du skal ud i vildmarken igen. Slagteren var alt andet end imponeret over den hjort jeg havde taget med til ham, og gav mig bare få dollars for skindet. Dette var dog nok til lige at udforske resten af hovedgaden, og på bare få kvadratmeter var der mere at se, gøre, observere og interagere med end i helt distrikt af Los Santos i Grand Theft Auto V. Våbensmeden tilbød mig en dyb visuel og mekanisk tilpasning af samtlige af mine våben. Ikke bare det, han tilbød også at rense mine våben for at undgå at de gik i stå midt i kampens hede. Hver eneste aspekt af eksempelvis min Smith & Wesson-revolver kunne skilles ad, renses, udskiftes og tilpasses. Overfor smeden var et hotel som kan tilbyde Arthur et værelse hvor han kan sove, tage et bad og få et ordentligt måltid mad for at genvinde energi og livspoint. Der er så sandelig en ordentlig række systemer på plads der skal sikre at oplevelsen er dybere, og spilleren får nu flere værktøjer som kan bruges til at interagere med omgivelserne. Du skal rense dine våben, du skal trimme dit skæg der vokser sig naturligt langt med tiden, du skal sove for at være knivskarp når det gælder - disse parametre fremstår måske lidt fremmede i et Rockstar-spil, men de var aldrig invaderende og forstyrrende under demonstrationen - ganske enkelt så binder de dig til verdenen, og fremmer følelsen af indlevelse.

Som jeg bevægede mig igennem hovedgaden lagde jeg mærke til en mærkværdig ståldør ved siden af doktorens butik. Et nærmere kig afslørede at jeg faktisk kunne banke på denne dør, og kræve at beboerne afslørede præcis hvad der foregik inde bag. Via en kort samtale blev det afsløret, at doktoren faktisk kørte en illegal sidegesjæft i et snusket baglokale, og som enhver habil røver besluttede jeg mig for at inddrage deres illegalt indtjente skatte. Her er det værd at nævne et helt nyt system, som for nylig blev introduceret i den seneste gameplay-gennemgang. Ved at holde L2-knappen nede kan Arthur låse sig fast på en borger, og herfra har han lang række interaktionsmuligheder, og det kan være alt fra en simpel hilsen som indleder en samtale til i doktorens tilfælde at konfrontere ham med hans illegale aktiviteter, og kræve adgang til baglokalet. Hans hænder fløj i vejret, og han lovede at åbne døren, hvis jeg skånede hans liv. Jeg trak min pistol, og truede ham til at åbne døren. Hans kolleger i baglokalet var dog ikke nær så imødekommende, og de trak alle deres våben, og få sekunder efter var de døde - hver og en.

Lovens lange arm ankom, og bandt først deres heste til stolperne ude foran doktorens butik, før de efterforskede den larm skudsalverne har givet igennem byens gader. I Red Dead Redemption 2 vil lovhåndhævere ikke automatisk antage at du er skurken - i stedet er det muligt at tale sig ud af problemer, og her hjælper det hvis du hverken har bandana på eller har våbenet fremme. I denne omgang købte de dog ikke min forklaring - og jeg stod trods alt i et låst baglokale omgivet af lig, så det er vel i grunden ikke så mærkeligt. Jeg flygtede så hurtigt min hest kunne være mig, og kiggede kun bagud for at smide nogle skud fra min riffel i retning af de forfølgende lovhåndhævere. Jeg undslap, og befandt mig nu igen i vildmarken. En dusør var dog blevet placeret på mit hoved, og den ville kunne påvirke byens forhold til mig i fremtiden, skulle jeg vælge ikke at ville betale. Butikker kan lukke dørene for dig, folk flygter ved synet af dig.

Igen er det det taktile design i Red Dead Redemption 2 der imponerer mest. Det er følelsen af at alt er lavet i hånden, og som resultat føles det godt at interagere med spillet med dine. Det er subtilt, underspillet men alligevel tydeligt fra start til slut. Efter at have taget kortvarigt dække fra fjendtlig beskydning på den mudrede hovedgade var mit tøj blevet beskidt, og lige så mine våben. Min hest var blevet skudt på, og vores bånd var anstrengt som resultat. Spillet lagde mærke til mine handlinger, og responderede på overbevisende vis.

Tilbage i lejren, som i øvrigt rykker sig som historien gennemspilles, var det tid til en hurtig tour. Her er hver eneste karakter en rigtig person, og det er op til dig at beskytte dem fra fare. Hver eneste gang du vender tilbage til lejren har de nyheder at dele med dig, og du med dem. Du kan sætte dig rundt om bålet og høre historier, skifte tøj, barbere dig, og spise mad. Intet af dette er synderligt forbundet til de missioner du skal ud på, men det er snarere subtil narrativitet, en flydende fortælling som danner rammerne for den du er, og dem de er. Det giver Arthur Morgan et formål.

Det var også herfra at den sidste portion af demonstrationen blev igangsat. En mission blev sat i værk ved at låse sig fast på en person med L2 og derigennem anspore til samtale. I dette tilfælde var det en bundet, nøgen O'Driscoll-soldat, som, med frygt for at blive kastreret af Bill Williamsons rødglødende dolk, afslørede hvor O'Driscoll-lederne befandt sig. Han sagde desuden ja til at vise præcis hvor, og endnu en ridetur gik i gang. "Tryk på touchpad-knappen" sagde én af Rockstar-udviklerne blidt, og ét enkelt tryk afslørede at et komplet førstepersonsperspektiv er blevet implementeret, og dette er med fra start af. Hvis du nød at spille Grand Theft Auto V sådan, så vil du finde gensynets glæde her- Derudover kan man slå et cinematisk kamera til, der skruer op for musikken (som der er 192 individuelle stykker af), og placerer sorte bjælker over og under skærmen. Din hest bliver let guidet imens dette er slået til. Leder du efter et Ennio Morricone-øjeblik? Vi kommer det ikke nærmere end her.

Vi ankom til lejren, og her introducerede spillet os for en mere påpasselig tilgang til scenarier som dette. Rockstar har nemlig forsøgt at gøre det til en mere mere habil løsning at forblive uset et langt stykke hen ad vejen, og det føles mere helstøbt end nogensinde før. Den trofaste kastekniv vender naturligvis tilbage, og denne gang får den selskab af en bue, så du har masser af muligheder når det gælder om at snige sig ind i en lejr som denne, og uskadeliggøre fjenderne uden at starte et rabalder. Desuden kunne man i denne mission, og i den første for den sags skyld, bruge en kompagnon til at uskadeliggøre fjender. Disse hjælper naturligvis med at skyde på fjenderne når det hele går ned, men de tager også imod direkte kommandoer fra Arthur. I dette tilfælde lod vi Bill Williamson dolke en intetanende fjendtlig vagt, og det gav os tid og plads til at se situationen nærmere an.

Efter at misse et kritisk skue med buen gik skyderiet for alvor i gang. Ved at bruge Dead Eye og en blanding af kalkuleret sigte med vores repeater-riffel og skud fra hoften med revolverne formåede vi at uskadeliggøre samtlige fjender i O'Driscoll-lejren, og dermed sluttede præsentationen.

Red Dead Redemption 2 efterlod mig målløs. Detaljegraden er imponerende, den tunge og meningsfulde styring giver indlevelse, og Rockstars narrative evner er igen en milepæl for branchen takket være et stærkt manuskript og overbevisende skuespillerpræstationer over hele linjen. Min tid var måske en kende kort når alt kommer til alt, men indtrykket spillet efterlod var alt andet end det. Rockstars ydmyge attitude var overraskende når man tager min personlige historie med deres preview-begivenheder i betragtning, og i sidste ende passede dem rigtig godt - de kender deres eget talent, men de ønsker stadig at behage de ventende fans. De har haft storslået succes, men ønsker fortsat at overstråle tidligere triumfer.

I sidste ende stod deres vision krystalklart. Rockstar har skabt et image. Et image som ikke ville være nær så kraftfuldt hvis ikke de leverede hver eneste gang, men efter at have spillet Red Dead Redemption 2 blev jeg mindet om, at det gør de bare. De leverer bare hver gang.