The Legend of Zelda: Twilight Princess

Nintendo har mere end nogen anden udvikler altid kunnet hvile på nogle af spilindustriens stærkeste serier, men selv den mægtige blikkenslager Mario synes i nyere tid at have mistet noget af sin status som trækplaster i spilverdenen. Mario har dog altid kun været en del af det trekløver, der foruden den højthoppende blikkenslager, også består af Metroid og Zelda.

GameCuben har allerede én gang huset et Zelda-spil, men hvor mange valgte at ignorere et af denne generations bedste spil, grundet grafikken af alle ting, synes Nintendo denne gang at have arbejdet ekstra hårdt på at opnå et nyt højdepunkt for serien.

Med hvad der synes at blive den mest dystre historie endnu fortalt i et Zelda-spil og en grafik, der, i forhold til Wind Waker, vil tilfredsstille de mange fans, der savnede det mere realistiske udseende, virker det til, at Nintendo denne gang er parat til at give spillerne præcis det Zelda-eventyr der i så lang tid er blevet efterspurgt.

I det første af de fire områder vi så af spillet, blev vi introduceret til Link som fårehyrde, der med en Epona-lignende hest fik til opgave at drive kvæg ind i en stald. Den situationsbestemte kontrol betød her at et tryk på A-knappen resulterede i et "Yee-Haw", med hvilket det var muligt at skræmme kvæget ind i stalden. Herfra gik turen mod den nærmeste by, hvor vi efter at have fået en mindre verbal lussing fik frataget vores hest af en pige ved navn Ilia. Med muligheden for at snakke med byens forskellige indbyggere, blev den næste tid tilbragt med at udforske byen, hvilket ledte os til det sted, hvor vi var blevet fortalt, vi kunne hente vores hest igen.

Spillets første fjende gjorde sin entré og kidnappede Ilia samt en baby fra landsbyen, mens han gjorde kort proces med Link. Heldigvis væltede Link dog over det helende springvand, som også vores hest havde nydt godt af, og herfra fik vi spillets kampsystem fra hesteryg at prøve.

I jagten på tyven blev vi pludselig angrebet af hans lakajer, der i modsætning til os var ridende på, hvad der lignende muterede vildsvin. Med et par sving med sværdet, formåede vi at overmande tyven, hvilket resulterede i demoens lækreste scene. Efter at tyven havde taget flugten og flygtet mod et tilsyneladende forladt slot, befandt vi os pludselig i en middelalderlig omgang chicken, hvor vi ridende mod hinanden udkæmpede en kamp på liv og død.

Demoen sprang herfra over i mere velkendte rammer, hvor vi fik lov til at udforske to af spillets baner og genopleve store dele af det velkendte Zelda-gameplay. Med sværdet og skjoldet kæmpede vi os igennem horder af monstre, fandt items og løste puzzles, ganske ligesom i de tidligere spil.

Twillight Princess kan meget vel blive det kapitel i serien, der én gang for alle tager tronen fra Ocarina of Time, som seriens bedste spil. Alt hvad vi så i demoen strålede af opfindsomhed og den helt unikke blanding af gameplay-elementer, som tilsammen udgør Zelda oplevelsen. Grafikken er et kapitel for sig selv, og synes selv med sit mere realistiske design stadig at indeholde referencer og effekter taget fra Wind Waker. Et spil som kun Nintendo kan lave det.