Pariah

Det er bestemt ingen let sag for en ny udvikler at finde fodfæste i spilbranchen i disse dage. Pengene er som regel få og medmindre man har folk ombord, der har en legendarisk status, kan det virke urimelig svært, at få overbevist de usikre udgivere om at tage springet og smide en bunke penge efter projektet. I en verden, hvor Darwins mantra giver genlyd i hver eneste afkrog, har canadiske Digital Extremes kæmpet sig frem ved at hægte sig på den anerkendte Unreal-serie. Gennem de sidste mange har år har de leveret højt roste multiplayer-oplevelser, senest med Unreal Tournament 2004, men nu føler de sig endelig modne nok til at begive sig ud på et helt nyt og selvstændigt eventyr.

Pariah er titlen på deres første originale påfund, men ikke overraskende er spillet ligesom dets Unreal forgængere sat i FPS-genren. Hvad der imidlertid er en ny og overraskende drejning for udvikleren er den store fokus på historien i Pariah. Digital Extremes valgte tidligt at hyre professionelle manuskriptforfattere fra Hollywood til at sammensætte en historie, der ikke blot skulle være et hurtigt engangsknald, men drage spilleren tilbage efterfølgende. Pariah, som foregår i et post-apokalyptisk univers, tager udgangspunkt i hovedpersonen Dr. Jack Mason, der trods sit stofmisbrug og mangel på livslyst alligevel har valgt at tage til fængselsplaneten Jorden for at hente en fange ved navn Karine J, eller Subject B, efter ordrer fra ledelsen.

For at sikre en vedvarende interesse har man sikret sig en række twists i historien, og selvom tidlige udtalelser omkring plottet nærmest råber kliché, ville det være synd at dømme Pariah og dets historiefortællende egenskaber på forhånd, da Digital Extremes rent faktisk vægter denne side højere end multiplayer-delen.

Den logiske konsekvens af dette er naturligvis ikke, at den canadiske udvikler har valgt at negligere spillets andre elementer. Udover den efterhånden obligatoriske co-operative funktion, som dog forbeholdes to spillere offline, så barsler Digital Extremes med en ret lovende 16 personers online-del, især taget i betragtning af spillets MAP-editor. Der kan ikke herske megen tvivl om, at det er de færreste konsol- og PC-spillere, der kan benytte de ret komplicerede og næsten abstrakte redigeringsværktøjer, som visse udviklere stiller til rådighed, så Digital Extremes besluttede sig tidligt for at finde en ny metode, hvorpå alle kunne få lov til at lave deres egne baner.

Resultatet blev Make and Play (MAP)-editoren. Her vil man både være i stand til at ændre terrænet, placere bygninger og fartøjer og endog bestemme vejret næsten uden at løfte en pegefinger. Herfra kan du tage et smut på Xbox Live og dele ud af herlighederne, så du ikke er alene om at nyde dit seneste mesterværk. Målet er at skabe mere online-aktivitet på konsollerne, som gennem brugernes egne konstante bidrag til spiloplevelsen gerne burde resultere i en vedvarende interesse for spillet.

Spørgsmålet bliver i sidste ende blot, om Digital Extremes er i stand til at skabe et spil, der skiller nok ud fra mængden til at indtage en særskilt plads hos gamere verden over. På trods af spillets flotte og relativt unikke grafiske stil, så er det småt med områder, hvor det skiller sig ud fra konkurrenterne. Man mærker øjeblikkeligt Halo-inspirationen i gameplayet, hvilket bestemt ikke er nogen dårlig ting, men når våbnene ligeledes kan virke en anelse banale og AI’en en smule svag, så kan man overveje, hvor meget nyt der egentlig er at hente i Pariah. Digital Extremes har prøvet at imødekomme nogle af problemerne ved f.eks. indførelsen af de såkaldte Weapon Energy Cores (WEC), som kan bruges til at opgradere samtlige af spillets våben med eksempelvis et sigtekorn, napalm skud eller forøget skudhastighed. Selvom dette kan tilføje lidt mere variation i gameplayet, og især i multiplayer skabe mulighed for en dynamisk inddeling af klassetyper, så er det sandsynligvis ikke nok til at fastholde interessen.

Af hvad vi hidtil har set er Pariah bestemt intet dårligt spil. Der er utvivlsomt mange skydegale spillere der vil købe og spille Pariah tonsvis af timer på nettet, men alligevel sukker vi efter flere kreative og originale forsøg fra Digital Extremes. Vi kender deres kvaliteter som en udvikler, og det er en skam, hvis deres første forsøg på at træde ud af Unreal-universet blot bliver en fortsættelse af dette. Meget kan nå at ændre sig for Pariah, og den endelige dom kan næppe udstedes før vi står med den færdige version i hænderne, så vi håber de canadiske troldmænd åbner fuldstændigt op for de kreative sluser og i sidste ende hiver Pariah ud af klonernes fortabte grøft.