Dansk
Gamereactor
previews
Gravel

Vi har prøvekørt rally-spillet Gravel

Claus har fået muligheden for at brænde dæk af i Milestones nye, ambitiøse bilspil - Gravel.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det var en kedelig onsdag på arbejdet, da en preview-kode til Gravel dumpede ind i min inbox. Jeg tænkte; "Gravel, det må være noget med rally-kørsel", da det jo er det mest populære underlag, så jeg tog hjem, smed mine ting på gulvet og tastede koden ind i Steam, for at afprøve dette mystiske spil, som indtil nu er drevet under min radar.

Jeg har altid godt kunne lide at køre hurtigt i diverse bilspil, men rally har bare altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg elsker de ujævne veje, og naturen som kommer meget tæt på, mens man drøner igennem Finlands skove, eller kører på små tyske skovveje. Der er en naturlighed i det, noget råt som tiltaler mig. Gravel e,r ud fra den prøveversion som jeg har leget med, et spil der kan stille min sult efter hårnålesving og insekter mellem tænderne.

Det skal for god ordens skyld lige nævnes, at jeg kun havde adgang til en lille bid af spillet, og derfor tager dette preview kun begrænset bestik af den samlede spiloplevelse. Det jeg havde adgang til var "Off-Road Masters", som er en slags kampagne, hvor man igennem sin placering får tildelt stjerner, som man så kan låse op for nye baner og udfordringer med. Når man så har stjerner nok, kan man udfordre en såkaldt Off-Road Master, som man så kører mod i tre løb. Der er, ifølge traileren som man ser når man starter denne del af spillet, fem af disse mestre, som man kan udfordre.

Dette er en annonce:

Den anden mode som jeg havde adgang til var Free Race, der er ganske ligetil. Man kan her vælge imellem alle de baner man har låst op for, og køre på dem som man ønsker. Der er egentlig ikke mere at sige om denne del, da banerne også er de samme, som man kører i den tidligere nævnte Off-Road Masters-del. Derfor er det også denne jeg vil fokusere mest på i dette preview.

Gravel
GravelGravelGravel

Så snart man kommer ind i Off-Road Masters-delen er det meget tydeligt, at det ikke nødvendigvis er realismen, som er i højsædet. Om ikke andet er menuerne simple, og løbene man kan begive sig ud på er delt op i episoder, med navne som Season Debut og Offroad Mixtape. Der er lige så meget fokus på stil som på realisme i hver fald. Foroven på skærmen er der en bjælke, hvor man kan se hvor langt man er nået i spillets kampagne. Så det er ikke ligefrem det mest avancerede menusystem jeg har set. I starten har man kun adgang til den første episode, og her kan man så vælge mellem fire løb, som hver har nogle krav man skal leve op til for at få de stjerner, som låser op for nye baner og episoder. Eksempelvis får man tre stjerner hvis man ender i top 3 på den første bane og to hvis man ender i top 5. Der er også krav der er mere ekstraordinære, og her kommer det kraftigt an på smag og behag, om du kan lide at blive udfordret lidt hver gang, eller om du bare vil køre uden forstyrrelser. Så der er ikke andet for end at vælge den bane man nu skulle have lyst til og komme i gang med. Inden man starter skal man dog vælge sin bil og dens opsætning. Her er der en masse muligheder for at lege med alle mulige indstillinger. Alt fra bilens støddæmpere til hvor svær banen skal være. Så, hvis man er til at nørde med sådanne ting, så er der rigeligt at lege med. Har man så gjort det, kan man begynde og lege med spillets gameplay. Indstillingerne afslørede at Milestone måske ønsker at præsentere en simplificeret bilsimulator, men at de aldrig glemmer de mere hårdkogte fans.

Dette er en annonce:

Dog er identiteten en kende forvirret, for ligesom du har fiflet med indstillingerne, så får du adgang til det første løb. Her er det første man opdager nemlig, at det ikke nødvendigvis er det mest seriøse rally-spil, der nogensinde er lavet. For det første har man ikke en co-driver, som råber diverse svings sværhedsgrad ind i hovedet på en, som i mere realistiske spil i genren. Derudover er nogle af banerne fyldte med gejl, såsom flyvehop og fyrværkeri når man rammer dem. Styringen er ganske præcis, og giver en en god fornemmelse af at man har styr på bilen. Jeg synes dog at de forskellige kameraer på bilen kan være lidt trælse, da de eksempelvis viser for meget af motorhjelmen, hvilket godt kan gøre at man ikke kan se banens hældninger og de andre biler. Dog er der en del vinkler, man kan beskue banen og modstanderne fra, og jeg tænker at man relativt hurtigt bare skal finde den der passer en bedst, og som man kan leve med, og det gjorde jeg også til sidst.

Der er en god følelse af fart når man drøner igennem de meget forskellige baner, og nogle af dem er også meget forskellige fra hinanden. Den første man kan vælge er eksempelvis placeret på en tropestrand, og den næste foregår indenfor, hvor man kører rundt i et otte tal. Det der var fælles for banerne i den preview-version jeg fik lov at lege med var at banerne var ret korte. Det føltes tit som om man var igennem dem før man vidste af det, og de varede sjældent mere end cirka fem minutter. Om det forholder sig sådan i det fulde spil kan jeg ikke sige, men jeg fandt det forfriskende at kunne klare banerne inden de blev kedelige. Nu nævnte jeg før at menuerne var arkadeagtige. Det må man også sige mekanikkerne og strukturen er, da man alt efter hvor vildt man kører har en pointtæller øverst på skærmen, som giver en point baseret på hvad du kan bedrive. Kommer du op på to hjul, eller kører du super stærkt, tæller den point. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad disse point bidragede med, men måske er de en del af en større helhed, som vil åbenbare sig når det fulde spil udkommer, hvem ved? Hvorimod spillet fremstod en kende ufokuseret i løbet af den første time, bliver det hurtigt gjort klart at Milestone ønsker at præsentere spilleren for en mere useriøs rally-oplevelse, og det er fint for mig.

Gravel
GravelGravelGravel

Spillet har desværre bare en "ok" grafisk præsentation, men ikke noget man behøver råbe hurra for. Det er set bedre, men også værre. Især var der en af banerne, hvor man kørte igennem vand, og her tog jeg mig selv i at tænke, at det her simpelthen ikke så godt nok ud. Dog er stemningen og lyseffekterne fine, og farten er som nævnt ganske god, og det er det vigtigste, tænker jeg. Lyden er dog også ganske arkadeagtig, og minder en del om de gamle Need for Speed-spil. Faktisk er det lidt som at lytte til et hvilket som helst EA Sports-spil, man kan komme på. Det er generisk rock, også i banerne, hvilket igen understreger arkadefornemmelsen. Musikken kan heldigvis slås fra, og jeg tænker en del spillere vil gøre det, for det er ikke ligefrem den mest inspirerende musik, man nogensinde har hørt.

Er det så værd at vente på Gravel, eller er der bedre og mere lovende Rally-spil ude i horisonten? Jeg vil nok sige, at den lille bid jeg har spillet ikke nødvendigvis har fået min puls op at ringe. Jeg kan sagtens leve med arkadefølelsen, men det hele føles lidt budgetagtigt og middelmådigt. Men falder man for spillets ret unikke identitet, så er Gravel måske noget for dig. Det kan også være at det fulde spil har en meget mere tilfredsstillende helhed, som kan gøre Gravel til et mere spændende bekendskab. Jeg havde eksempelvis ikke adgang til multiplayer eller Weekly Challenges, som er i startmenuen, og det kan jo være disse der giver spillet en dimension, som jeg har svært ved at se på stående fod.

Gravel udkommer den 24. februar til Xbox 1, PlayStation 4 og PC.

HQ

Relaterede tekster

4
GravelScore

Gravel

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Milestone forsøger sig med et mere løssluppent tag på en bilsimulator, og Claus har anmeldt.



Indlæser mere indhold