Vi har prøvet Star Wars Battlefront II's kampagne

Til trods for den chokerende mangel på en dedikeret singleplayer-kampagne, som kom som resultat af en tidspresset udviklingsperiode, så var Star Wars Battlefront et succesfuldt multiplayer-skydespil, og har løbende trukket millioner af fans ind i løbet af de seneste par år. Nu er den meget eftertragtede efterfølger lige om hjørnet, og denne gang er der ingen undskyldninger - udgiveren må lave en "Titanfall 2", og ekspandere mængden af indhold, og levere den ønskede kampagne. Lad os bare håbe, at det går bedre end Respawn Entertainments forsøg.

Selvom kernen af spiloplevelsen er blevet konstrueret af DICE ved hjælp af Frostbite-grafikmotoren, så har både Criterion og Motive hjulpet til på dette gigantiske projekt, hvor det britiske Burnout-studie har fokuseret på køretøjerne i Starfighter Assault, og det canadiske hold har leveret et filmisk touch til kampagnen. Art Director Chris Matthews og forfatter Mitch Dyer rejste hele vejen fra Montreal til Madrid på en pressetur, for at fortælle mere om historien, og vi fik desuden lov til at spille to timer af kampagnen.

Selvom få af de sekvenser vi spillede var en kende kedelige i forhold til aktiviteter og aktion, og til trods for en række små tekniske fejl vi håber bliver rettet i den endelige version, så nød vi vores tid med singleplayer-delen, og den tilbyder både en interessant tilgang til Star Wars-universet, og et dejligt anderledes tempo sammenlignet med multiplayer-delen.

Først og fremmest føles det fantastisk at spille på den mørkere Imperie-side af begivenhederne. Historiens begivenheder kører parallelt med Return of the Jedi, og lige efter at Dødsstjernen eksploderer, og Palpatine dør (... spoilers?). Det er et ganske forfriskende perspektiv, hvor rebellerne er skurkene så at sige, og hvor du skal undslippe som helten fra Invicible Faith-skibet, modsstandsstyrkens flagskib, som Iden Versio fra Inferno Squad.

Prologmissionen, kaldet The Cleaner, bruges som introduktion til kampagnens diverse mekanikker, og disse evner udvikles på tværs af historien. Det starter som et ganske standard korridorbaseret skydespil, men vi trivedes ganske fint med designvalget, for i dette specifikke tilfælde, er det bundet ret godt op med Star Wars-universets rumskibsinteriører. Det giver meget god mening. Men, før du træder ud i Iden Versios sko, så leger spillet lidt med dig ved at lade dig styre en robot kaldet ID-10 i starten. Denne svævende, taktiske robot ligner den nok så kendte Viper Probe Droid, og den kan flyve rundt omkring og scanne sine omgivelser, og endda hacke terminaler ligesom R2-D2. Når ja, den kan også fastgøre sig til Idens ryg som hendes rygsæk, og dens evner kan frit bruges af hende i kamp.

Denne introduktionssekvens er fyldt til renden med stil, og der en slags filmisk kvalitet over samtlige scener, om så det er at skyde på rebeller, åbne døre, overvære mellemscener eller at bruge ID-10 til at hacke terminaler. Vi fik ikke den mytiske Jedi-følelse, men det var stadig ganske effektivt sat op.

Hvad vi dog virkelig ikke satte pris på, og dette skete igen og igen på tværs af de tre missioner vi prøvede, er at man klart kan spore spillets multiplayer-rødder i kampagnen. I en kampagne forventede vi virkelig ikke at se billige animationer (både blandt fjender og din egen karaktermodel i tredjeperson) og mærkeligt sammensatte hitboxe, og slet ikke en rimelig dum kunstig intelligens.

Alt imens rebellerne planlægger deres endelig angreb på og over Ewok-bjørnernes skovplanet Endor, så begynder det første kapitel, The Battle of Endor, og her åbner mekanikkerne op en kende, men strukturen antager stadig en skikkelse der ligner multiplayer. Nu skal du virkelig nærstudere og lære at jonglere flere af Idens evner samtidig, og desuden arbejde som en del af et hold. Derudover skal du vælge de våben du bruger med omhu.

De frodige skove på planeten ser endnu en gang fantastiske ud, og kampagnen giver dig lidt mere pusterum til at nyde disse detaljerede omgivelser, men kun en smule. Der er situationer her du ikke finder i multiplayer, såsom at snige dig ind på en rebelbase, og lede efter gemte steder fyldte med samleobjekter. Samtidig kunne vi afprøve masser af de nye våben. Derudover kunne vi også benytte de kendte Star Cards, hvor den højt elskede evne Barrage fra originalen har gjort comeback, og den kombinerede vi med vores nye yndlingsevne, Killstreak Vanguard. Denne evne fungerer ligesom Beserk i Doom, hvor du konstant affyrer en kraftfuld shotgun, og evnen bliver ved så længe du rammer fjender.

Udover samleobjekter ligger der nye og spændende våben rundt omkring, og nye Star Cards kan også findes i særlige kasser. Denne feature er selvfølgelig kontroversiel, da disse også kan købes direkte fra hovedmenuen, men her fremstår de ganske afbalancerede, og hjælper kampagnen med konstant at introducere nye variationer. Disse kasser var ikke frembrusende eller aggressive, så der er en klar kontrast her til offline-oplevelsen. Dog gjorde det ikke tempoet nogen tjenester, at man konstant skulle ind i sin karaktermenu for at lave om på Idens Star Cards.

Det var i slutningen af Endor-missionen at det hele blev meget interessant, da Dødsstjernen eksploderede oppe på himlen af rebellerne, og herfra bliver dit hold tvunget til at forlade planeten hurtigt. Dette betyder at holdet må benytte en af de sidste Tie Fighters på planetens overflade, og i en meget filmisk sekvens flyver I ud blandt vragresterne i atmosfæren.

Det er interessant, fordi overgangen imellem kampene til fods og dem i rumskibet fungerer ganske fortrinligt, men den næste overgang imellem rumkampe og videre til fods var det absolutte højdepunkt. I det andet kapitel, Dauntless, skal du først flyve igennem de førnævnte vragrester, og derefter skal du bekæmpe rebellerne i et altafgørende slag i rummet.

Men, du får faktisk lov til at gå om bord på en af disse massive rebelrumskibe, og det sker ved at "parkere" sin Tie Fighter på en landingsplatform, og derefter træde ud af dit køretøj, som var det Grand Theft Auto. Disse overgange er så bløde og dynamiske, at det er som at være med i en interaktiv film.

Det er netop derfor at vi virkelig håber på at spillets kampagne kan levere, og den vil den gøre hvis de resterende sekvenser håndteres med samme sans for detalje. Faktisk ville denne kunne ekspandere spillets appel for rigtig mange spillere. Desuden var kampagnen også udfordrende, selvom den er mere tilgængelig end spillets multiplayer-suite. Vi døde flere gange, og det gjorde vi med et smil på læben.

Vi har afholdt os fra at inkludere flere detaljer om selve plottet, fordi vi ikke ønsker at ødelægge mere af din kommende oplevelse. Men konceptet omkring Inferno Squad som agenter for det faldende Imperie er ganske interessant, og fyldt med uudforskede afkroge af Star Wars-universet. Vi ser meget frem til at se Iden Versios historie til ende d. 17 november.