Dansk
Gamereactor
previews
The Last Guardian

Hands-On med The Last Guardian

En af de mest spændende og elskværdige karakterer nogensinde på spil kommer snart på PS4.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Vi fik mulighed for at spille en 45 minutters demo af The Last Guardian, og ud fra det vi så, kan vi sige, at spillet er noget helt specielt. Det synes at være en blanding af nogle af de sidste par års bedste indie-spil, og de mest smukke japanske spildesign fra de sidste par generationer af hardware. Oprindeligt var Team Ico's projekt tiltænkt PS3, men nu er det så endelig (næsten) klar til PS4'eren, og vi er sikker på det vil fascinere fans.

The Last Guardian handler om fantasi og venskab, og det er et eventyr fyldt med atmosfære, baseret på forholdet imellem de to hovedkarakterer, hvilket også kommer til udtryk i styringen, som ikke blot går ud på at kontrollere dem, men også om at sende signaler.

Spillets åbning er både smuk, men også foruroligende. Den viser et gammelt levn, som er begravet i sandet på en strand, og et bestiarium med tekniske tegninger. Alt sammen pakket ind i fortryllende musik. Man flyver også rundt en mørk drøm, hvor man kan hører en stemme som er alt for indtrængende og dyb til at være en drengs, men der er heltklart et barn til stede.

HQ
Dette er en annonce:

Både barnet, som ingen ide har om hvad der er foregået, og det fjerbeklædte væsen Trico er fanget i en grotte. Trico er bundet og såret. De skal nu lære at arbejde sammen, og her bliver styringen vist som en essentiel forbindelse imellem de to. R1 bliver brugt til at gribe fat i ting, og man bliver bedt om at trykke den hele tiden. Med firkanten kan man smide objekter, med trekanten kan man hoppe og klatre, og man kan kalder på Trico med cirkel.

De første femten minutter af The Last Guardian føles kluntet og sløv, men det er med vilje. Team Ico vil have dig til at føle den fysiske forbindelse imellem de to karakterer, og det reflekteres i styringen. Nogle spillere vil blive skræmt væk af dette, men grundet vigtigheden af forholdet de to imellem, forstår man hurtigt tanken bag systemet, og det føles næsten forfriskende i en verden fyld med scripted action. Det her er ikke noget Uncharted eller Call of Duty.

Trico er som sagt såret, og det tager lidt tid, før man vinder dens tillid. Det sker ved at fodre den og trække de smertefulde spyd ud, som sidder i den - selv hvis det betyder, at man får en over hovedet en gang imellem. Trico bliver dog vist på skærmen fuld af liv, og den begynder hurtigt at overskygge drengen. Folk med kæledyr vil opleve et hav af følelser, og genkende tegnene på kærlighed og beskyttelse. Selv hvis Trico virker agressive og en smule frygtindgydende, elsker man den øjeblikkeligt. Nu siger jeg den, fordi udviklerne er hemmelighedsfulde omkring væsenets køn, og det er med et stort smil på læberne.

The Last Guardian
Dette er en annonce:

Fra starten af opfordrer eventyret dig til at udforske et hvert rum efter spor, som kan hjælpe en med at komme videre. Nogle gange er platforme osv. ikke så åbenlyse, som man kunne håbe på, og man kan nemt overse en ellers åbenlys løsning. Inden længe begynder udfordringerne at kræve samarbejde imellem de to, hvor Trico måske skal smadre en dør, eller drengen dirigere lys der, hvor Trico skal gøre noget.

Efter man har forladt de første par baner, kommer man til et rum med en dyb sø i midten. Igen var styringen en smule forvirrende. Grotterne er flotte, men spillet begynder for alvor at skinne i sit kunstneriske udtryk, når man kommer ud under åben himmel. Efter startsektionen kan man både se frem til The Den of Beasts og vindmøllerne i horisonten, men desværre var det her vores demo sluttede.

HQ

Vi følte noget specielt imens vi spillede The Last Guardian, hovedsageligt på grund af den fysiske forbindelse imellem en selv som spiller og den fantastiske karakter, Trico. Det er en særlig fornemmelse at presse knapperne hårdt ned, når man griber fat i dens fjer og håber på ikke at flade af. Men hvad er der sket med dens vinger, og hvor er resten af dens horn? Det er nogle af de spørgsmål, man er efterladt med. Vi blev også rørt af spillets skønhed, dets miljøer og Tricos hypnotiske tilstedeværelse.

Med det sagt, lader det til at spillet stadig har svært ved at forlade dets åbenlyse PS3-rødder. Det er noget man lægger mærke til en del steder, specielt i lyset, og det er endnu mere åbentlyst i drengens udseende. Han er ikke så godt intregreret. Spillets puzzles er gode, men vi er lidt bekymret over den forvirring miljøerne kan skabe, og det store sprørgsmål er, hvor langt designerne kan trække det ellers stærke samarbejde imellem karaktererne. Derudover er det underligt, at udviklerne viser åbningssektonen igen, selvom det er hands-on, når det er så tæt på udgivelsen. Men alle bekymringer til side, så ser vi frem til at spille, hvad der forhåbentligt bliver et smukt eventyr, som vi vil huske i lang tid.

HQ
The Last GuardianThe Last GuardianThe Last Guardian
The Last Guardian

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold