No Man's Sky

Internettet har på mange måder ødelagt udfordringen i spil. Sidder du fast i en gåde, kan du altid gå online og finde løsningen. Bliver du konstant dræbt af en boss, kan du let finde en metode på nettet, der udnytter en overset fejl. Jeg siger ikke, alle spillere bruger nettet på denne måde, men har man siddet fast for længe, kan det være svært ikke at udnytte muligheden. Før internettet var det nødvendigt selv at regne løsningen ud eller snakke med vennerne om det i skolen. Det var en anden måde at spille på, og på mange måder er No Man's Sky en tilbagevending til de gamle tider. Samtidig med at have en størrelse vi aldrig har set før.

Forestil dig at du sidder fast på en planet. Der er stor sandsynlighed for, at du er den første - og ganske givet eneste nogensinde - der besøger planeten. Du er frataget mulighed for at søge efter hjælp på nettet, for ingen har været der før. Du kan ikke engang sende en mail til udviklerne, for heller ikke de har set planeten tidligere. Du er overladt til din egen logik, og må prøve dig frem, for at finde sikkert væk fra planeten. Spillet lyder til at være bygget på et fundament, hvor spillerne selv skal lære af deres fejl, selv skal beslutte sig for, hvilken rolle de vil spille i universet, og selv skal klare rejsen mod universets centrum.

Når du begynder spillet, starter du på en tilfældig planet, uden ressourcer og kun med et meget dårligt rumskib, der ikke er i stand til at rejse til andre galakser. Hello Games tror ikke på tutorials, og derfor skal du ikke regne med meget hjælp i begyndelsen, andet end din egen nysgerrighed og udholdenhed. Det er et interessant designvalg, og det bliver spændende at se, om spillerne har tålmodigheden til at lære spillets mekanikker på egen hånd. Der er dog ingen tvivl om, at tilfredsheden ved at udvikle sig til at farlig rumrejsende, bliver meget større, da man har gjort det på egen hånd. Da jeg kun havde en halv time med spillet, var udviklerne flinke til at forklare, hvad jeg skulle, og inden der var gået et kvarter, fløj jeg ud af planetens atmosfære. Men lad os starte med begyndelsen af min tid med spillet.

Efter at have fulgt spillet længe var jeg spændt - og en smule nervøs - da jeg endelig fik kontrolleren i hånden. Spillet har forbløffet os alle med dens størrelse, men hvordan føles det at spille? Hvad skal man lave på de enkelte planeter? Og er skydemekanikkerne lige så dårlige, som nogle af gameplay-trailerne har givet udtryk for? Jeg starter med et primitivt rumskib og et håndvåben og ressourcer nok til at klare mig. Planeten jeg står på, befinder sig langt fra den nærmeste sol, hvilket betyder en lav temperatur, der truer med at dræbe mig, hvis jeg ikke finder dækning. I horisonten ser jeg en rumstation, og begynder at løbe derover. På min vej ser jeg røde krystaller, jeg kan bruge til ressourcer, så jeg trækker mit våben frem og begynder at skyde. Jeg når ikke at springe mange krystaller, før planetens forsvarssystem flyver hen og undersøger larmen. Maskinerne skanner området jeg står i, og straks får jeg én stjerne efter mig, hvorefter de går til angreb. Skydemekanikken fungerer fint, men forvent ikke det næste Call of Duty. Man savner en vægt til våbenet, når ens patroner endelig rammer fjenderne, da de tog imod mine skud uden at falde tilbage. Det er dog vigtigt at understrege, at jeg var forsynet med et af de dårligste våben, så måske bliver skudduellerne mere tilfredsstillende, når man skyder med stærkere geværer senere i spillet. Uanset hvad er der dog ingen tvivl om, at No Man's Sky først og fremmest er et spil om at udforske rummet og dernæst et skydespil.

Jeg går ind i rumstationen, og bliver mødt af et rumvæsen, der fredeligt står og læser. Da jeg nærmer mig, siger han noget til mig, men da jeg ikke kan forstå hans sprog, ved jeg ikke, hvad jeg svarer på. Jeg bliver præsenteret med 4 svarmuligheder, der inkluderer: "bed om hjælp til at forstå hvad han siger" og "ros hans forfædres arkitektur". Jeg vælger at rose hans forfædre, og bliver mødt med et forvirret udtryk, og en tekst der understreger, at han ikke forstår mig. Lettere ydmyget lister jeg ud af rumstationen, og håber at journalisterne bag mig, ikke så hvad jeg valgte i dialogen. Spredt over hele universet findes utallige forskellige racer, du kan interagere med. De snakker alle et forskelligt sprog, og kun ved at finde store monoliter med fremmed tekst, der gemmer sig på forskellige planeter, kan du lære et nyt ord. Nogle racer sætter pris på handel, nogen på styrke og andre på rejsende der udforsker meget. Gennem din tid med spillet, vil du ganske givet opnå en fornemmelse for, hvordan du skal opfører dig, overfor de forskellige racer. Hjælper du et rumvæsen, det kan for eksempel være at hente noget i nærheden, vil dit forhold til hele racen stige. Et godt forhold til en race kan sænke priserne på det de sælger og gøre dit liv lettere, hvis du mangler bestemte ressourcer. Det er dog endnu uklart, hvad et dårligt forhold til en race betyder. Hvorvidt de angriber dig, hvis du kommer for tæt på, eller blot har ulovligt høje priser, men det er et spændende system, jeg glæder mig til at udforske. Det er dejligt endelig at opleve, hvad man kan lave på planeterne, ud over at udforske og finde ressourcer, og mit håb er, at denne del af spillet bliver en fyldig og fyldestgørende del.

Uden for rumstationen ligger der en landingsplads til rumskibe. Jeg er forsynet med et nøglekort, som jeg sætter det i terminalen og frem kommer mit primitive, men flotte rumskib. Jeg springer om bord ved at holde firkant nede, og med at tryk på R2 letter jeg, og søger mod skyerne. At flyve føles fantastisk og friheden i at kunne rejse så langt øjet rækker, er præcis, hvad jeg havde håbet på. Da jeg er kommet uden for planetens atmosfære, finder jeg en grøn planet i horisonten, trykker R1 og L1 samtidig, hvilket starter mit jumb-drive og straks suser jeg mod planeten. Mit rumskib har det ikke godt med for høje hastigheder, så det svinger faretruende frem og tilbage, hvilket gør det vanskeligt at undvige asteroiderne. Der kommer tydeligvis til at være en mærkbar forskel på et primitivt og et opgraderet rumskib, hvilket kun gør følelsen af fremgang stærkere, når du endelig køber et nyt. Jeg kommer dog sikkert frem til planeten, og flyver ind i dens atmosfære, hvilket automatisk sænker farten. At flyve ind i en planets atmosfære, er en herlig oplevelse, da alle planetens karakteristikker langsomt tager form. Pludselig kan man se søerne under sig, det frodige skovlandskab og dyrene der hopper i græssen. Jeg finder en lysning mellem træerne, og trykker firkant, hvorefter mit rumskib standser op og langsomt synker mod jorden. Med fødderne solidt plantet på jorden igen, ser jeg fabeldyr i alle størrelser omkring mig, og med et enkelt tryk, kan jeg skanne alt på planeten indenfor en overraskende stor radius. Det viser sig at ingen af dyrene er opdaget endnu, så jeg hopper ind i menuen, og navngiver dem med det samme. Et af dyrene opfatter min tilstedeværelse som en trussel, og går til angreb. Det er heldigvis et af de mindre dyr, og selv da jeg tager pistolen frem og skyder, forholder de resterende dyr sig i ro. Det er fantastisk at se dyrene opføre sig forskelligt, da det gør universet mere troværdigt og levende. Nogen fortsætter ufortrødent med at spise græs, mens andre flygter fra kampen. Jeg når lige akkurat at dræbe det angribende dyr, før demoen slutter og jeg med ærgrelse må lægge kontrolleren fra mig.

At skulle fortælle om hele No Man's Sky, ud fra 30 minutter med spillet, er umuligt. Hvad I har læst her, er derfor kun en meget lille forsmag på en gigantisk hovedret. Hvorvidt du vil være en spiller, der handler, overlever, kæmper eller udforsker, er op til dig. Der er stadig mange spørgsmål, som hvad skal drive os mod universets centrum, og er der mere at foretage sig på planeterne, end det jeg oplevede under demoen? De forskellige racer, hvis sprog man lærer, og langsomt opbygger et venskabeligt eller fjendtligt forhold til, er et stort skridt i den rigtige retning. Der skal dog langt mere til, for at holde spillernes opmærksomhed. Spillets enorme størrelse formåede at vække vores nysgerrighed, men det er gameplayet der skal sælge oplevelsen. Efter 30 minutter med spillet ved jeg, at det er et spil, jeg glæder mig til at købe. Hvorvidt det er et spil, der kommer til at underholde mig i mange hundrede timer? Det må tiden vise.