Batman: Arkham Knight

30 minutter, fem missioner. Der holdes en stram tidsplan for vores hands-on af Arkham Knight, som også er sidste gang vi får lov til at prøve spillet, inden vi går ind i anmeldelsesfasen af Rocksteadys store afslutning på deres populære serie. Historiemissioner og samtale er ikke en mulighed, og selvom hele Gotham by ser ud til at kunne udforske, er demo-specifikke usynlige mure blevet placeret, som får Batman til at skifte retning, når han rammer dem. Det sker et par gange under vores halve time med spillet, hver gang efterfulgt af en stemme i vores øre, der forklarer, at de ikke er klar til at vise den del af spillet frem endnu.

Som det var tilfældet med vores første hands-on med spillet ved sidste års Gamescom, har vi også denne gang en andenpilot til vores demo. En repræsentant fra Rocksteady sidder ved siden af os og forklarer spilmekanikker, peger os i de rigtige retninger og giver os generelle tips. Han er der ikke så meget for at styre demoen i den retning, som udviklerne måtte ønske det, men mere for at forklare ændringer og hjælpe med styringen. Vi er Asylum og City-veteraner, og selv vi er overvældede af, ja, stort set det hele. At have vores egen Alfred ved vores side er derfor velkommen.

Det tager et par svæveture over byen og en bandekamp, før muskelhukommelsen træder til. Som i de tidligere spil, er selv de mest basale kampteknikker flydende, og ser enormt seje ud. Denne gang er det dog ikke nok med at kæde komboer sammen for at optjene points til en karakter, når støvet har lagt sig. I Arkham Knight bedømmes man nemlig på alt hvad man foretager sig, og ens points bliver automatisk lagt op på et online leaderboard, som samtidigt er spillets eneste sociale element, hvilket også er nok. Sådan cirka.

Rocksteady har fortsat med at uddybe Batmans alsidighed, når det kommer til kamp. Vi har allerede set evnen til at skyde sig ud af batmobilens cockpit, og muligheden for at springe gennem ruder for at overraske fjenden, men under dagens gennemspilning prøver vi to gange at angribe gennem loftet. Første gang udvikler det sig til et fear-takedown af flere fjender, hvor tiden går i slowmotion, med glasskår der svæver i luften. Herfra tager vi styringen af kameraet, og bruger det til at finde frem til de fjender vi vil nedlægge. Når først fjenden er fundet, trykker vi på en knap, og Batman smadrer ind i dem. Før animationen overhovedet er færdig, har vi allerede linet kameraet op ved vores næste offer, og vi beslutter os for at prøve at bruge omgivelserne til at slå den næste fjende ud med. Et gult skær på en sikringsboks antyder en mulighed, og rigtigt nok hamrer vi fjendens hoved i den.

Kampen var nødvendig for at redde et medlem af brandvæsenet, der sammen med GCPD er de eneste venligtsindede personer man møder i Gothams gader. De er der for at rydde op i byen, men ender som regel med at skulle reddes af den kappeklædte brigade. Under vores gennemspilning ser vi blandt andet en politibil blive jagtet af en gruppe fjendtlige køretøjer, og vi får at vide at gadeoprør også vil finde sted på tilfældige tidspunkter. Selvom det var kort tid vi havde med spillet, kunne vi allerede fornemme byens femdobbelte størrelse i forhold til de tidligere spil, såvel som en tilsvarende skalering af trusler. Heldigvis har skaleringen også berørt heltenes evner.

Batman får selskab af den tidligere Robin, som nu går under navnet Nightwing, den nuværende Robin Tim Drake samt Catwoman i løbet af spillets historie. Som vi forstår det, arbejder man sammen med de andre figurer i specifikke scenarier og historiepunkter, men det introducerer også dual play-mekanikken, der endnu en gang understreger spillets flydende kampsystem.

Ifølge Rocksteady-repræsentanten, var samarbejdet med de andre figurer, der inkluderer tomands-takedowns og evnen til at skifte styringen mellem figurerne, en ide der opstod helt tilfældigt. For et par år siden havde holdet nemlig smidt en computerstyret Batman ind i en kamp med en stor gruppe, bar for at se hvad der ville ske, og de besluttede sig for at hjælpe til med en spillerstyret version. Resultatet var så tiltalende, at de bestemte sig for at gøre det til en feature i det endelige spil.

Mens vi spiller går vi sammen med Nightwing, for at udrydde en af Penguins ammuntionslagre, da alt tyder på, at han er manden, der skaffer våben til Arkham Knights hær. Efter at have nedkæmpet gruppen af fjender, sprøjter vi sprængfarlig gel på kasserne, som står skjult i en bankboks, og lukker den massive metaldør, for at begrænse eksplosionen, hvilket er et eksempel på de små touches, der giver spillet dybde. Efter at have prøvet dual-play på egen hånd, kan vi fortælle at systemet fungerer lige så flydende og gnidningsfrit som resten af kampene.

Vi har ikke besluttet os for, hvordan vi har det med batmobilen endnu, da vores tid med køretøjet var yderst begrænset under vores korte gennemspilning. Den er uden tvivl alsidig, med evnen til at sprænge tank-droner i luften i combat-mode, ødelægge turrets så man kan fortsætte til fods og bruge dens stålvejre til at rive døre ned.

Men selv da demoen lakker mod enden, har vi stadig svært ved at dreje om hjørner med bilen ordentligt. I stedet ryger vi ind i vægge eller ender i et spin. Gothams gader er den rene labyrint, og selvom der er nogle få lange og lige stykker vej, hvor man kan gøre brug af boosterne, brugte vi det meste af vores tid i de små sidegader med masser af sving, i en af sidemisisonerne, hvor vi jagter en jetpack-udstyret Firefly. Som et resultat af vores manglende køreevne, slipper han fra os blandt skyskraberne og de lave broer.

Det er et raketdrevet projektil i forhold til den rolige og kontrollerede svæven, som vi har lært at styre gennem de sidste par spil. Det førstnævnte har vi kun haft knap en halv time til at lære, og det er tydeligt vi har brug for mere tid, før vi rigtigt kan få fornemmelsen af køretøjet.

Tingene går lidt bedre, når vi skal køre en prøvetur i batmobilen i en kloak, som er en del af de nye Riddler Challenges. De kæmpe rør er blokeret af døre, og man kan krydse store huller ved hjælp af broer, og det at åbne den ene og sænke den anden kræver begge et tryk på en knap på det helt rigtige tidspunkt. Den store udfordring består så i, at der findes forskellige farveversioner af tingene, og de forskellige farver er som regel placeret lige efter hinanden. Det betyder, at mens man åbner en dør, vil en anden dør længere fremme lukke, og det samme gælder broerne. Derfor er det vigtigt med hurtige og korrekte tryk på knapperne, mens man styrer bilen rundt om hjørnerne, og det er nok det tætteste Batman kommer på et rytmebaseret mini-game.

Den sidste mission vil Rocksteady ikke fortælle os noget om. De peger os bare i den rigtige retning. Kort efter står vi og kigger på et medtaget lig, som hænger fra en bro pakket ind i stof og med en flænset pose over hovedet. Vi aktiverer Detective-mode, og scanner flere lag af liget, såsom hud, muskulatur, knoglestruktur, i et forsøg på at identificere det.

Vigtige elementer lyser op i guld, og vi holder en knap inde for at analysere det. Et deformt øre stikker ud. En vielsesring i tyndtarmen. En kunstig hofte. Kombinationen giver os et muligt navn. Vi fanger hentydningen af, at der ligesom i Arkham City vil være mystiske mord, som skal løses rundt om i byen.

Det er endnu en gameplay-del, som gør brug af Batmans mange forskellige evner til at opklare forbrydelser.

Man forventer et historiedrevet eventyr, og før du får set dig om har du to. Vi venter stadig på at se den endelige version af spillet, men da spillet kun er få uger fra udgivelsen, og ud fra hvad vi har set i demoen, som kørte på PS4, tvivler vi på, at Arkham Knight kommer til at lide af de samme optimeringsproblemer, som vi så med The Witcher 3. Rent visuelt er det en imponerende titel. Det havde været meget svært at præstere på de gamle konsoller, og Rocksteady ligner at have gjort det smart i, at fokusere på de nye maskiner under udviklingen af dette spil. Vi er i hvert fald klar til at påføre os kappen og patruljere gaderne en sidste gang.