The Witcher 3: Wild Hunt

The Witcher 2: Assassins of Kings var et kampfokuseret fantasi-rollespil, der foregik i forskellige afgrænsede områder, men trods deres størrelse var de groft sagt ikke meget mere end bare pænt dekorerede lineære korridorer. Dette ændrer sig dog nu, når serien endelig bliver fuldstændig blæst åben med The Witcher 3: Wild Hunt. I løbet af presseeventet fik vi ikke lov til at se verdenen i al dens pragt, men i stedet fokuserede vi vores hands-on tid på to specifikke områder. Det var en prolog-sektion der kulminerede i en kamp med en vred grif, og en opdagelsestur på den nordiske ø Ard Skellig.

Lad os starte med prolog-området, som er et sted hvor spillere vil få mulighed for at tage støttehjulene af, og øve sig lidt på styringen og de forskellige mekanikker. Før kampene begynder, får vi en kort introduktion til styringen i en lille tutorial-video. Geralt of Rivia, vores hovedperson, opholder sig på sit værelse. Vi skal ud af rummet, og ved et enkelt tryk på en knap kan vi bruge Witcherens sanser, og derved afsløre interessante ting i rummet med en pulserende rød farve. Vi finder nøglen til døren, og begiver os ud for at finde en anden Witcher, Vesemir, der sidder sovende i en stol. Udenfor hopper en pige imellem nogle træstolper, mens hun øver sig på at håndtere sit sværd.

Kort efter møder vi pigen Ciri, en karakter vi allerede ved vi kan styre senere i spillet, og sammen løber vi om kap ned til træningslejren, og på vejen får vi bedre fat om styringen. Derefter er der nogle kampøvelser, og der går ikke længe før vi er tilbage i den velkendte rytme fra Assassins of Kings.

Vi springer nu et par år frem. Vi er i et gæstehus og spørger værtinden, om hun har set en person, som der er gået nogle rygter om på det seneste. Hun foreslår at vi taler med nogle af stamkunderne, og efter at have hygget os med et nyt kortspil kaldet Gwent, har vi fået nogle nye ledetråde at gå efter.

Disse leder os til kaptajnen af den lokale Nilfgaad-borg, og han ved hvor vi skal hen, men vil kun give os informationen i bytte for hovedet af en besværlig grif. Afsted i hurtigt tempo går det, udforskning af lokalområdet, en lille snak med de lokale, en tvist eller to med vildtet i området og et par sidemissioner på vejen. Det er igennem disse mange små ting, at vi bliver blæst bagover af mængden af detaljer. På et tidspunkt noterer vi, at byboerne selv lapper deres tøj når det går i stykker, og i næste øjeblik undrer vi os over hvor mange udviklingstimer der er gået i at give Geralts hestedale dets realistiske svaj.

Når vi nu er ved sidemissioner, er der en dejlig mængde variation, i det mindste i det fire timer lange stykke vi er vidne til. Vi hjælper en ældre dame der mangler en stegepande, og i en anden mission skal Geralt finde den skyldige bag en nylig brandstiftelse. Begge sidemissioner er interessante af forskellige grunde. Den ene er rimelig ligetil men med en ganske interessant afslutning, og den anden er mindre fast og stringent. Den tragiske baghistorie giver stof til eftertanke, og lige meget hvilket valgt, der bliver truffet, vil nogen komme i fare. Det er allerede nu ret tydeligt, at ingen beslutninger, du kommer til at træffe, vil blive lette.

Vi tygger os gennem både historie- og sidemissioner (der var flere end vi havde tid til at prøve af, men en snak med andre journalister afslørede et stort antal), og der gik ikke længe før vi er i gang med at sætte fælder op for griffen, der kulminerer i en farlig kamp med vores bevingede fjende. Witcher-fans vil nikke genkendende til angrebs- og undvigelsesproceduren. De gigantiske fjender er magtfulde, og i en direkte konfrontation vil de uden tvivl sejre over dig. I stedet skal du angribe, bevæge dig hurtigt, undvige og bruge Geralts besværgelser, kaldet "signs", til at lamme og skade dine fjender.

Før fælden klapper, giver Vesemir os et nyt værktøj, en armbrøst, som vi derefter bruger til at skyde griffen ned fra himlen. Griffen skriger og dykker ned på jorden, og gennem en kombination af pile og sværdslag lykkes det endeligt. Efter en hård sejr, begiver vi os ind for at aflevere griffens hoved på den lokale borg, og her slutter den første del af demoen. Men CDP har mere at vise os, for nu går turen til Skillege.

Øen Ard Skillege ligner meget en Witcher 3-udgave af The Elder Scrolls: Skyrim. Det er blæsende, øde, smukt, sneet til og fyldt til randen med småsure jarler. Accenterne er anderledes (irsk i virkeligheden), men meget er det samme. Det er kun en af flere øer, men denne er klart den største, og det ser samtidig ud til at være større end hele Assassins of Kings. Demoen starter med at Geralt, der er finere klædt i denne omgang, og som står udenfor en gigantisk fæstning med sne dalende ned fra himlen. Vi går igennem de store bevogtede døre, og begynder en quest der er blevet forberedt for os.

Denne gang er Geralt mere hårdfør takket være hans nye level 15-status, og noget tid efter, efter endnu en svær kamp, kan vi enten gennemføre questen på fysisk maner, eller efterforske sagen yderligere, og følge sporet tilbage til de skyldige. CSI Wild Hunt. Vi vælger den sidstnævnte mulighed, og efter questens udførelse, får vi frie hænder til at udforske øen.

Monstrene du vil opdage i The Witcher 3 skalerer ikke efter Geralts level, så da vi nåede en lille lysning, der var hjem til et level 30 jordmonster, kunne vores sværd ikke engang kradse i bæstets enorme samling livspoint. Efter flere perfekte slag, gjorde det slet ikke indtryk, og efter bare ét slag fra den enorme skabning, røg halvdelen af vores liv. Vi havde ikke brug for endnu en invitation til øretæver, og kaldte straks på vores hest Roach, der ankom kort efter og hjalp os ud af kattepinen.

Vores udforskning af Ard Skellig er afslutningen på vores hands-on tid med demoen, og for det meste er vi meget imponerede over hvad vi så. Mellemscenerne, der skabes inde i grafikmotoren, har et filmisk twist, og stemmeskuespillet, der flyder henover, er af meget høj kvalitet. Visuelt er der meget at bifalde, lige fra karakteranimationerne til farvepaletten af verdenen (den lokale flora har et cel-shaded finish, der nok er en løsning på et memory-problem, der er opstået andetsteds, men alligevel imponerende). Når det så er sagt, så er der ét område hvor de fremviste konsolversioner falmer i forhold til PC-versionen: screen-tearing. Udover et lille tekstur pop-in, så var PC-versionen overlegen på det visuelle område.

Studiet har dog stadig tre måneder til at finpudse og udbedre disse tekniske kvaler. Der er andre mindre problemer, såsom linjer af dialogen der forsvinder, og en anden journalist ødelagde demoen ved at udføre opgaverne i en forkert rækkefølge. Bevægelse på hesteryg kan til tider være frustrerende, når Roach hænger fast i terrænet og nægter at hoppe (hesten følger automatisk vejen meget af tiden, men går du off-piste kan det blive besværligt). Kamerabevægelse var sommetider en smule desorienterende. Fra tid til anden føltes kampbevægelserne lidt kantede.

Dog er alle disse problemer små, og det forstærker troen på beslutningen om at forsinke spillet. Der er stadig lidt vej endnu, hvis The Witcher 3: Wild Hunt skal kunne levere en oplevelse, der er lige så findpudset som den er ambitiøs. Der er ingen grund til, hvorfor dette ikke skulle kunne blive tilfældet.

Vi tog hjem fra vores fire timer lange demo med et yderst positivt indtryk. Efter alt vi har set, som jo ikke er særlig meget, hvis man tænker på størrelsen af den samlede oplevelse, lader det til at denne trilogi virkelig bygger sin forbedringer på baggrund af sine forgængere. Den åbne verden føles som en naturlig forlængelse, og det komplekse kampsystem, der gjorde de tidligere spil så populære er fortsat intakt. The Witcher 3: Wild Hunt kunne gå hen og blive et af 2015's bedste spil, og vi ser meget frem til at se det færdige produkt, når CDP har fjernet de sidste småproblemer.