Watch Dogs

"Vi vil give spilleren mere end bare frihed, vi vil give spilleren magt", siger en ydmyg men selvsikker Jonathan Morin. Han er kreativ direktør på Watch Dogs, det åbne hacking-centrerede tredjepersons-actionspil, der konsekvent blæste folk bagover ved dets debut under E3 2012. "Det lyder næsten for godt til at være sandt" siger jeg skeptisk til mig selv, og kigger rundt på de andre journalister, der er til stede ved det lukkede pressevent hos Ubisoft Montreal. De tænker det samme. For Watch Dogs nægter at markedsføre sig selv som en almindelig sandkasse. Nej, det vil være mere end det. Åbne sandkasser er ellers efterhånden blevet fast inventar i spilindustrien, men Watch Dogs vil ikke lade sig nøjes med frihed, det vil give spilleren absolut kontrol. Det ønsker at fortælle en historie om teknologiens hurtige udvikling, og hvordan informationskrige føres under overfladen, og gennem denne historie lade spilleren styre byen, såvel som borgerne.

"Jeg kan ikke se hvordan de nogensinde skulle kunne holde det løfte", hvisker min sidemand til mig, og jeg er enig. Det virker for ambitiøst. Kontrol i den grad som Jonathan Morin forklarer, i en dynamisk åben verden der reagerer på din mindste bevægelse? Det er simpelthen for godt til at være sandt. Det er derfor med rystende hænder og et brændende ønske om at Morin ikke har oversolgt sit spil, at jeg sætter mig med PS4-controlleren i Ubisofts Montreals playtest-rum, og begynder min rejse som Aiden Pearce i Watch Dogs' udgave af Chicago.

Vandet glinser i den kolde efterårssol, og en kold blæst glider gennem træerne. Vinden blæser igennem min trenchcoat, og jeg beslutter mig for at finde en bil. Jeg vandrer uskyldigt ind på en forladt parkeringsplads, og ser en bankmand dreje ind fra hovedvejen ved siden af. Nu handler det bare om at være tålmodig. Han låser bilen og går tilbage ud på fortovet. Jeg trækker min smartphone, mit våben, op ad lommen og hacker bilens centrallås. Bildøren glider nemt op, og uden besvær har jeg nu et transportmiddel. Jeg drejer ud på vejen, men bankmanden, der lige har hentet sig en kop kaffe, ser mig og ringer efter politiet. Opkaldet opsnappes gennem min telefon, og nu ved jeg, at jeg er opdaget. To politibiler svinger rundt om hjørnet nede for enden af hovedvejen, men de aner ikke hvilke kræfter jeg er i besiddelse af. De kommer drønende mod det største trafikkryds på vejen, og med et klik på min telefon giver jeg grønt lys på alle sider og skaber et gigantisk harmonikasammenstød. En af politibilerne får lige præcis manøvret uden om, og nu drøner han efter mig. Med et elegant træk i håndbremsen svinger jeg bilen rundt om et hjørne, og blæser mod en af Chicagos mange broer. Jeg kører over, og med endnu et klik aktiverer jeg et hack, så broen går op. Politibilen må frustreret give op, og jeg er nu sluppet væk, uden at få sved på panden.

Bare dette lille scenarie repræsenterer den enorme magt, spillets hovedperson Aiden Pearce er i besiddelse af, og hvordan denne magt kan bruges i en række forskellige situationer. Chicago er styret af et centralt computersystem kaldet CtOS. Dette system står for næsten alle vigtige dele af Chicagos infrastruktur, såsom trafik, byggeri, information og alarmer. Hvis en person udefra fik adgang til alle disse informationer og værktøjer, ville han være en gigantisk trussel mod systemet, men det er præcis hvad Aiden Pearce har, ubetinget adgang og derfor ubetinget kontrol over Chicago. Denne magt udøves gennem Aidens telefon, hans adgangspunkt ind i systemets mainframe, og derfra kan han få information om alle beboere og bruge hele byens infrastruktur mod den. Selvom denne magt er spillets centrale feature, er Aiden også en god skytte, og enormt adræt, så hans fjender skal ikke kun frygte hans hacking-evner, men så sandelig også hans modificerede politistav og løbet på hans pistol. Både hacking, adræthed og pistolen kommer i brug ved min næste destination. Mit mål er at stjæle information fra en unionsboss, som er godt beskyttet ved et nærliggende bebyggelsesområde.

Jeg parkerer roligt min bil et par gader væk, og går anonymt hen mod bebyggelsesområdet. Inde i en gyde overfor finder jeg en stige, der giver mig adgang til taget. Deroppe fra spotter jeg et overvågningskamera, og med et smil på læben hacker jeg det, og ser nu gennem det. Jeg vender kameraet, så jeg kan se ind på bygningens øverste etage. Kameraet kortlægger cirka fem vagter, og finder samtidig mit mål, der står inde bag ved alle vagterne, den kujon. Nu har jeg planen over hele etagen, og kan nu planlægge mit angreb. Telefonen viser sig igen nyttig, da jeg hacker en lift, der let transporterer mig opad. Inden jeg når den ønskede etage, sprænger jeg en sikringsboks på væggen i den anden ende af rummet, så al opmærksomheden fra vagterne er i den modsatte ende. Jeg går i dække, og finder en lille mobil højtaler frem fra lommen, som kan klæbe til enhver overflade den rammer. Med et elegant kast rammer højtaleren den bagerste væg, og med et enkelt tryk på telefonen spiller den nu ekstremt høj elektronisk musik. Alle vagterne vender sig mod den, og løber fortvivlede ned og forsøger at få den til at stoppe. I forvirringen kaster jeg mig frem mod mit mål, som nu er ubeskyttet. I farten får jeg foldet min stav ud, og rammer ham i hovedet med al min kraft. Jeg fisker informationen ud af lommen på den nu forholdsvist forslåede unionsboss, men slaget har givet for meget lyd fra sig, og jeg er nu opdaget. Min pistol flyver ud af inderlommen, og jeg rammer en af vagterne i siden. Han styrter mod gulvet, men der er for mange af dem. Jeg springer ud på liften, men har ikke tid til at aktivere den, så jeg springer videre ned på jorden, og flygter ned af gaden mod min stjålne bil. Vagterne spæner efter mig, men før de ved af det, er jeg inde i min bil og ude af deres synsfelt. Missionen fuldført.

Da Watch Dogs blev fremvist ved E3 2012, var det største fokuspunkt blandt fans spillets eminente grafik. Regnen gled ubesværet ned fra de skinnende biler, befolkningen virkede levende og ægte, gnisterne fra pistolskud og eksplosioner var som at være der selv, og karaktermodellerne var så detaljerede, at de let kunne være taget direkte fra en animationsfilm. Senere blev det dog tydeligt, at selvom at Watch Dogs så fantastisk ud, var demoen ved Gamescom 2013 i Köln temmelig grov i filten, og virkede umiddelbart ikke som et spil, der snart var på vej i trykken. Heldigvis traf udvikleren den beslutning, at der skulle bruges mere tid til at polere spillet, og specielt AI'en skulle bruge mere tid på at virke mere realistisk og dynamisk. I dag fremstår Watch Dogs heldigvis helt modsat sin E3-debut, som en ikke helt lige så detaljeret, men langt mere stabil oplevelse. Watch Dogs blev vist frem på en PS4 til dette preview-event, og så fantastisk ud med sit virkelighedstro vejrsystem og kæmpe åbne verden, der er befolket af realistiske mennesker med baggrundshistorier.

Men hvis du i forvejen er bekendt med next-gen versionen af Assassins Creed IV: Black Flag, har du nok en solid idé om, hvordan Watch Dogs ser ud. Det er smukt og detaljeret, men ikke banebrydende. Heldigvis er billedehastigheden nu utrolig stabil, og jeg har aldrig oplevet en så levende verden, hvor man får fornemmelsen af individualitet og liv, som man gør i Watch Dogs. Selvom spillet ikke længere er nær fotorealistisk, er det en utrolig storslået oplevelse at bevæge sig rundt i Chicago, observere og overvåge befolkningen og gå en tur i det hårde regnvejr. I den forbindelse præsenterede Jonathan Morin netop dette aspekt, den levende befolkning, som værende en af de centrale årsager til spillets omtalte udskydelse. "Det er rigtig vigtigt at folk omkring dig reagerer dynamisk og realistisk på den hacking af omgivelserne, Aiden foretager. Vi havde brug for ekstra tid til at sikre, at folk reagerede korrekt". Dette betyder at folk eksempelvis ikke automatisk ved, at det er Aiden der forårsager de mærkelige ting som skiftende trafiklys, der sker rundt omkring dem. Han kan forblive anonym. Dette betyder enormt meget, når spilleren ikke ønsker at være flamboyant, men bare ønsker at være en stille og overvågende beskytter.

På vej væk fra bebyggelsesområdet får jeg en notifikation på min telefon. Der er en anden hacker i området, og det er muligt for mig, hvis jeg kommer tæt nok på og forbliver uset, at installere en backdoor-virus på hendes telefon, for at så at trække information ud af hende. Denne anden hacker er faktisk en af de andre journalister i playtest-rummet, og nu får jeg endelig demonstreret en del af spillets multiplayer-funktion. Jeg beslutter mig for at tage imod udfordringen, og parkerer min bil i en sidegade, der er belagt med brosten og har en masse butikker og cafeer. Det fremgår tydeligt på min telefon, at min modstander er i nærheden, så jeg beslutter mig for at hacke mig ind i et overvågningskamera, så jeg lettere kan finkæmme området. Oppe på et af hustagene sidder min modstander og gemmer sig, men via overvågningskameraet er hun let at spotte. Min installation af backdoor-virussen går i gang, og det er nu min rivals job at identificere og stoppe mig, før installationen er færdig. Nede for enden af gaden er en gyde jeg kan gemme mig i, og her midt på hovedgaden er jeg alt for udsat, så jeg sætter i løb. Min rival tænker dog hurtigere end mig, og har både identificeret mig og stjålet en bil. Hun drøner ned mod mig, og jeg når med nød og næppe at springe til siden. Jeg rejser mig op, tiden stopper, jeg trækker min pistol og med et perfekt skud punkterer jeg rivalens bagdæk. Bilen smadrer ind i en lygtepæl, og med en installeret backdoor-virus sprinter jeg ned ad en sidegade og forsvinder uset væk fra rivalen.

Dette er bare en af flere dynamiske multiplayer-dele af Watch Dogs, der sætter dig op imod andre spillere i en hacking-dyst. De dukker ganske naturligt op som en lille notifikation i højre side af skærmen, og ved at udføre dem får du XP-point, som du kan bruge på nye evner. Der er nemlig et gigantisk skill-tree i Watch Dogs, hvor du, efterhånden som du udfører opgaver og hacker befolkningen, kan åbne op for nye evner. Dette skill-tree har forskellige grene, hvor du kan specialisere Aiden i blandt andet hacking, køreevner og skuddueller. Det giver spillet en væsentlig dybde, og giver spilleren noget at stræbe efter, når du kan finde nye måder at kontrollere Chicago på. Samtidig har Aiden Pearce adgang til en række forskellige våben. Med et enkelt klik gennem et overskueligt weapon-wheel kan du hurtigt vælge de værktøjer du ønsker at bruge. Dette er repræsenteret gennem det genkendelige sorte og elektriske interface, der ligger over hele miljøet som et ekstra lag af information. Tilgængelige hacks viser sig dynamisk i Aidens synsfelt, og fremstår nærmest holografisk, ligesom holo-kommunikationen i Star Wars. Gennem dette interface kan Aiden hacke, og derigennem få flere XP-point. På denne måde bliver han gradvist stærkere, og kan tackle hårdere opgaver som spillet skrider frem, men Aiden er ikke kun magtfuld, han er også en plaget mand.

Aiden Pearce er nemlig et af de mere mystiske aspekter af Watch Dogs, og heller ikke ved dette event gik Ubisoft ned i specifikke detaljer vedrørende hans personlighed, og hvordan han har opnået sine eminente hacking-evner. Det der dog kom til udtryk ved eventet, var Aidens tosidede morale. "Vi prøver i høj grad at skabe en gråzone med moralske valg, og ikke fremstille Aiden som hverken engel eller røvhul", fastlår Jonathan Morin, og dette fremgår tydeligt, når man endelig er i Aidens sko. Han ønsker ikke at CtOS har en for stor og altafgørende magt i Chicago, men bruger det selvsamme system til at overvåge hans familie for at beskytte dem. Han er både imod systemet, men bruger det samtidig til at ramme de mennesker, der truer ham og hans familie. Historien og Aiden Pearces sande motivationer er dog stadig kun løst defineret, og det bliver spændende at se hvorvidt historien bliver en central del af oplevelsen, og om Aiden Pearce bliver en lige så interessant og nuanceret karakter, som Ubisoft så brændende ønsker at han skal være. Historien bliver trukket mere frem i lyset i demoens eneste kampagnemission, der hedder "Open your world"

Jeg skal endelig møde en af Deadsec-agenterne, den store anti-CtOS gruppe i Chicago, der har bekæmpet overvågningssystemet fra starten af. Brugernavnet er Badboy17, og jeg har arbejdet med ham før. Men overraskende nok viser han sig at være en hende. Hun præsenterer sig selv som Clara, og hun ønsker at hjælpe mig med at gøre en ende på de ubehagelige opkald, som min søster bliver udsat for af en anonym hacker. Hun ønsker at "åbne min verden", at se tingene fra Deadsecs synspunkt. Jeg spiller med, for nu.

Informationen bliver holdt på en server i en nærliggende bygning, og jeg vælger at køre hen til lagerindgangen, der ligger under jorden. Med et klik på telefonen aktiverer jeg en bilalarm, og lokker den patruljerende vagt væk. Uset sniger jeg mig indenfor, og hacker et nærliggende overvågningskamera, for på den måde at danne mig et overblik, og markere vagternes positioner i det dunkle lager. Fem vagter. Det bliver svært. Med telefonen leger jeg lidt med en gaffeltruck i den modsatte ende af rummet. Vagterne vender sig alle om, men jeg har ikke i sinde at gå stille med dørene. Med et let svirp forlader en sticky-granat min hånd, og lander lige ved væggen hvor vagterne står. Eksplosion. Gnisterne står ud til alle sider. En enkelt vagt er stadig i live, men jeg sprinter hen til ham, og rammer ham midt i ansigtet med min stav. Det var det. I det næste rum er vagterne stadig ikke klar over, at de bliver invaderet af en mester-hacker. Denne gang bruger jeg kun overvågningskameraerne. Ved at danse rundt mellem de forskellige kameraer får jeg lynhurtigt opsnappet krypteringskoden, og ved nu at serveren er ovenpå i et aflåst rum. Samtidig ser jeg, at en af vagterne nærved har et lille ekstra kamera monteret på sin skudsikre vest. Med lidt finesse får jeg hacket mig ind i dette kamera, og bliver nu båret rundt af den uvidende vagt. Efter et stykke tid patruljerer han i server-rummet, og jeg hacker ubesværet og uset serveren lige for øjnene på vagten. Men denne gang er selve hacket ikke så let. Jeg bliver præsenteret for et lille minispil, hvor jeg skal bane vejen for mit eget signal ved få informationsstrømmene til at vende de rigtige veje. Det tager et øjeblik, og så er jeg igennem. Hacket er færdigt, og nu er det tid til at undslippe, men vagterne ved besked og søger nu efter mig. Jeg spæner tilbage til lagerrummet, men laver alt for meget larm i farten, og nu flyver projektilerne om ørene på mig. Min exit er de store lagerdøre, som jeg hurtigt låser via et hurtigt hack, og drøner væk på min motorcykel til vagternes store frustration.

Og nu er min demo slut. Jeg læner mig bagover i stolen, og reflekterer en smule over Jonathan Morins ord. Ikke bare frihed, men også magt. Om hvorvidt Aiden Pearce formår at repræsentere denne grå og nuancerede morale er uvist, og om fans bliver for skuffede over spillets fokus på stabilitet snarere end grafik vides heller ikke, men én ting er sikkert: Watch Dogs har muligheden for at fuldstændig ændre vores opfattelse af den åbne sandkasse. At lade spilleren lege med miljøet lige såvel som beboerne i det er uhyre ambitiøst, men efter halvanden time i selvskab med Watch Dogs er jeg tilbøjelig til at sige, at det er lykkedes. De ekstra måneder, det har taget at polere oplevelsen, er godt givet ud, og jeg sidder her i stolen i Ubisoft Montreals playtest-rum med følelsen af at have spillet noget, der både er ekstremt innovativt og forbandet godt skruet sammen. Watch Dogs virker som et must-buy for alle next-gen ejere, da det både er kontekstuelt relevant gennem dets fokus på information og teknologi, men er heldigvis samtidig et forbandet sjovt spil, og det var netop den bekymring, der blev plukket fra hinanden efter min halvanden time i selskab med Aiden Pearce. Jonathan Morin sagde, at da konceptet om Watch Dogs blev født i 2009, vidste de at de havde fat i noget stort. Jeg er glad for kunne give ham ret.