Rayman Legends

Indeværende konsolgeneration blev, af en eller anden årsag, den hvor 2D-platformeren for alvor gjorde comeback. Efter i årevis at have stået i skyggen af 3D-platformerne fik genren pludselig ny vind, både på indiescenen og hos de store udgivere. Vi fik alt fra Super Meat Boy til New Super Mario Bros..

Og Ubisoft gav os Rayman Origins. Den arm- og benløse helt startede sin karriere i 2D, havde et par mere eller mindre vellykkede eventyr i 3D, og vendte nu tilbage til rødderne i en smuk, håndtegnet stil. Resultatet var et af de sjoveste, flotteste og mest charmerende platformspil, generationen har budt på.

Læs lige den forrige sætning igen, og bid så mærke i det jeg skriver nu: Rayman Legends ser ud til at slå det på samtlige punkter.

Ganske vist har jeg kun prøvet et lille udsnit af spillet, en lille håndfuld baner spredt på tværs af de fem distinkte verdener, men for pokker, hvor har folkene fra Ubisoft Montpellier dog lagt sig i selen.

Grundkonceptet er det samme som altid - Rayman skal løbe, hoppe og svømme gennem et utal af verdener, give monstre nogle flade, og samle uanede mængder af de små, gule, lysende Lums. Det er altså mere af samme skuffe, men her er nye mekanikker og tiltag, og visse elementer fra Origins, der er blevet droppet.

For eksempel er de baner, hvor man satte sig på ryggen af en myg og Origins nærmest blev til en shoot'em'up, tilsyneladende droppet - der er i hvert fald ingen af dem blandt preview-banerne. Til gengæld er her en ny figur, med rødder i Legends' oprindelige status som Wii U-eksklusiv, der har et par nye koncepter med sig.

Han er lille og grøn, og jeg skal blankt indrømme at jeg ikke har fanget hans navn. Men han kan blandt andet gøre ting som at klippe reb over, der ellers holder platforme oppe, eller dreje på kæmpestore roterende platformkonstruktioner, så Rayman kan navigere gennem dem. I en af de senere verdener kan han også spise af de kager, som alting er bygget af, så man kan skabe nye ruter gennem terrænet og bane vej til hemmeligheder - eller spærre vejen til dem endegyldigt, hvis man bliver for grådig.

Og netop hemmeligheder er en vigtig del af Rayman Legends. Som i forgængeren er her masser af collectibles, altså ting der skal samles, hvis man vil have hele oplevelsen med. Gemt rundt omkring i hver bane er 12 tilfangetagne Teenies (de små blå gutter med de store næser), der alle skal befries, hvis man vil score det meget attråværdige guldtrofæ. Nogle af dem ligger på ens naturlige rute, andre skal man tage omveje eller risici for at nå, og nogle er skjult i de små og klygtige bonusbaner.

Preview-udgaven byder også på en bane, hvor Rayman bliver tryllet om til en and. Bare fordi.

Grafikken er bedårende smuk. Stilen ligner meget den fra Origins, men hvor forgængeren lignede en klassisk håndtegnet tegnefilm, så ligner Legends snarere et levende oliemaleri. Her er endnu flere farver og nuancer, og det bliver det bestemt ikke mindre interessant at se på.

Det rammer plet på en måde, så man simpelthen ikke kan lade være med at storsmile - og i nogle tilfælde nærmest skrige af grin, som når man suser gennem en bane, hvor alt fra hop til slag af monstre til lums er timet perfekt til en udgave af Ram Jams Black Betty på Rayman-volapyk. Det er fantastisk i en grad, hvor jeg halvvejs gennem den ret udførlige preview-demo besluttede at lægge spillet fra mig, og gemme resten af oplevelsen til jeg kunne få det hele med. Kære Ubisoft, giv mig Rayman Legends nu, nu, nu!