Assassin's Creed IV: Black Flag

Vi ser den seneste demoversion af Assassin's Creed IV: Black Flag som del af et særlig pre-E3 pressevent mindre end 24 timer før de første pressekonferencer bliver skudt i gang. Udviklerne har rigeligt at vise, men det, der imponerer mest, er hvor sømløs spilverdenen ser ud. Vi troede ikke rigtig på Ubisoft, da de dengang lovede en sammenhængende verden uden afbrydelser, da de afslørede spillet tidligere i år, men det løfte har de indfriet.

Faktum er, at vi ser en jagtsekvens hvor Edward Kenway først forfølger sit mål gennem en fiskerlandsby, inden jagten skifter kurs mod havet, da målet løber mod havnen og flygter til søs. Kenway bryder ikke sit trav, da han springer ombord på sit skib Jackdaw, der ligger for anker, og sætter sejl. Herefter følger et søslag - resultatet er, at det flygtende skibs sejl bliver ødelagt, og Jackdaws besætning border det ramte fartøj sammen med deres kaptajn. Da målet er dræbt, står valget mellem at hverve besætningen for at erstatte de døde fra Edwards side, eller at tilføje skibet til Kenways voksende flåde.

Det sker alt sammen uden antydningen af en loading-skærm. Udviklerne sørger også for at hive oversigtskortet frem igen og igen for at demonstrere hvilken skala, spillets verden er i. Og den er enorm. Her er tre hovedbyer, og mellem dem store have fyldt med flåder, adskillige øer og skjulte skatte. Det er Far Cry 3 med sørøvere. At tage det stærkeste element fra ACIII og gøre det til omdrejningspunkt for gameplay og historie? Det lød godt på papiret. Det ser fantastisk ud på skærmen.

PS4-versionen ser yndig ud. Men selvom en smuttur til Havana viser en pulserende by, der vækker minder om ACII's bud på Italien, så er det ikke et så visuelt stort spring fra havnebyerne i ACIII, som du måske havde forestillet dig - nærmere som en high-end PC-udgave af serien.

Det virkelige udtryk for de ekstra hestekræfter under motorhjelmen ses ikke i de travle gader, men i løv, blade og planter. Den busk, Edward på et tidspunkt skjuler sig i, mens han infiltrerer et Azteker-tempel, har individuelle grene og blade, der reflekterer lyset på virkelighedstro vis. Som om nogen helt afslappet smed en tech-demo ind i Assassin's Creed. Det samme gælder det eksploderende fort, der bliver smadret af Jackdaws kanoner senere i demoen. Det bliver revet i stykker i skyer af grus, småsten og røg, der ser langt mere detaljeret ud end tidligere. Turbulente bølger ser, ja, ægte ud. Udviklerne sejler skibet gennem et forbløffende tordenvejr. Det er ude i naturens verden, og ikke i den menneskeskabte, at spillet virkelig viser forskellene på den nuværende og næste konsolgeneration.

At skubbe de visuelle grænser er et nøglepunkt for next-gen, men ikke det eneste. At være forbundet er en anden. Vi får to smagsprøver denne dag. En mobil-app og indholdsdeling i spillet. Førstnævnte lader dig gennemse verdenskortet på tablet og udstikke waypoints, der automatisk dukker op i spillet. Det virker lidt overflødigt ud fra det, vi har set, men løftet om at pille ved det økonomisystem, der er bygget op omkring din voksende flåde, kan måske give det lidt relevans (og nok grund til at lege med app'en i stedet for at se en film i bussen hjem).

Den anden er mere kontroversiel. Områder og events som du opdager i spillet vil blive delt med venner i deres spil. I demoen ser vi hvaler bryde havets overflade, og de bliver permanent markeret på kortet. En lille besked på skærmen fortæller, at oplysningerne er blevet delt, og herefter kan vennerne finde dem på deres eget kort. Det fjerner lidt af mystikken i verdenen, og eftersom udforskning og opdagelse er så stor en del af spillet, håber vi at der er en mulighed for at slå det fra for dem, der vil lege pirater for sig selv.

Hele verdenen er låst op fra start, så du kan frit sætte kurs mod ethvert verdenshjørne. Men strategisk placerede fæstninger skal nedkæmpes, før du har fri passage til de områder, de beskytter. I den forlængede demo ser vi Jackdaw nedkæmpe netop en af disse tungt bevæbnede fæstninger, og sekvensen slutter med at Kenway og mandskab hopper af skibet og bestiger de rygende ruiner for at ryde op blandt de sidste overlevende. Igen uden loading.

Friheden til at udforske er forfriskende, og de uopfyldte håb fra ACIII ser ud til endelig at blive realiseret her. Med alle distraktionerne og sidemissionerne - alt hvad der viger fra den etablerede formel - tegner ACIV til at blive en enorm åben verden hvor man kan glemme alt om Templar/Assassin-krigen og bare have det sjovt.

Vi ser galeoner kæmpe mod hinanden i horisonten. Delfiner springer forbi os, mens vi svømmer fra en lille sandbanke (der indholdt et romfyldt lig og en heftig mængde rov) tilbage til skibet. Vi lister os gennem en klippeø, stealth-myrder spanske soldater, redder fængslede sejlere og finder begravede skatte. Udviklerne gør brug af choke holds og sværd i hver hånd. De demonstrerer det nye sigtesystem til skydevåben. Vi ser dem bruge et nyt våben, pusterøret, til at skyde en berserkerpil i nakken på en fjende, hvis gift gør ham splittergal og tvinger hans kammerater til at håndtere ham, mens Kenway sniger sig forbi. Man kan finde og låse op for sømandssange, som besætningen kan synge mens de passer skibet.

Det er et stort eventyr. At der inde bag alt dette ligger en mere traditionel AC-oplevelse, med free-running, kamp og stealth, der tilsyneladende er kopieret direkte fra ACIII, er måske spillets svageste side. Men i Black Flag kunne det måske være en lille nok del af en meget større og varieret oplevelse, til at det ikke trækker ned i et meget lovende liv til søs.