Dansk
Gamereactor
previews
Grand Theft Auto V

Grand Theft Auto V

Rasmus besøgte Rockstar for at se nærmere på Grand Theft Auto V. Læs det hele her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Spørger du en tilfældig fan af Grand Theft Auto IV hvad hans yndlingsmission i det spil var, vil han formodentlig svare Three Leaf Clover. Her skulle man, i selskab med en flok vanekriminelle af irsk afstamning, røve en bank fyldt med mafiapenge og kæmpe sig vej gennem gader, gyder og undergrundsbane for at slippe væk fra politiet. Kugler og granater fløj gennem luften, larmen fra sirenerne var nærmest konstant, og patruljevogne eksploderede til højre og venstre. Det var et klart højdepunkt i et spil fyldt med mindeværdige øjeblikke, og nok den mission, der vil stå klarest i de fleste spilleres hukommelse.

Hvis du også var Three Leaf Clover-fan, så er der gode nyheder: Ideen om det store, perfekte kup er nemlig central i Grand Theft Auto V. Eller rettere, det handler ikke bare om det store kup, men snarere en lang række af dem. Og som noget nyt skal de både planlægges, forberedes og eksekveres, i et omfang så man blandt andet selv bestemmer, om fordøren skal sparkes ind med aftrækkeren i bund, eller om man vil forsøge en mere listig vej. Om man vil udføre kuppet alene med vores tre hovedpersoner, eller om der skal hyres ekstra hjælp (og i så fald hvor mange og hvor dyre/kompetente folk, der er brug for).

Grand Theft Auto V

Men før vi kommer så langt, skal vi måske tage et enkelt skridt eller to tilbage, og få det store overblik. Grand Theft Auto V foregår i byen Los Santos, GTA-seriens svar på Los Angeles, og i oplandet Blaine County, der blandt andet byder på tørre ørkener, høje bjergtinder og snørklede kløfter. Til sammen udgør de et areal, der er større end noget Rockstar tidligere har lavet - større end GTA IV og Red Dead Redemption tilsammen.

Dette er en annonce:

Det er i Blaine County, at den demo Rockstar har inviteret os forbi deres kontorer for at se, starter - en kilometer over havets overflade, bag i en helikopter, i skikkelse af Franklin, der er på vej ud for at Skydive. I det fjerne kan vi skimte byen Los Santos. Under os er der bjerge, floder og strand. Et stort transportfly letter fra den militærbase, der ligger i nærheden, og den er blot en af spillets lufthavne.

Franklin svæver ned mod jorden i sin faldskærm, og vi ser rovfugle, bjergløver og dådyr bevæge sig rundt i landskabet under os. Grusveje og stier snor sig gennem terrænet. Vi møder fiskere og vandrere, efter han er landet. Rockstar siger, at de har proppet spillet med nye sideaktiviteter, og vi ser en af de større tilføjelser undervejs i demoen - nemlig muligheden for at iføre sig dykkermaske og iltflaske, og udforske havets bund. Blandt andet støder vi på et sunket containerskib og kommer ubehageligt tæt på et par hajer.

Grand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Som sagt er her tre hovedpersoner, og udenfor missioner kan man frit skifte mellem dem som man lyster. De to figurer, man ikke spiller som på et givent tidspunkt, vil begive sig rundt i spilverdenen og foretage sig ting, der er i trit med deres personlighed, interesser og omgangskreds. Hvilket vi får det perfekte eksempel på, da perspektivet skifter fra den bilglade adrenalin-junkie Franklin til den både stofmisbrugende og -sælgende Trevor, der har en skrue eller to løs.

Dette er en annonce:

Han vågner på en strand. Har tydeligvis tømmermænd. Er ikke iført andet end underbukser og sko. Brystkassen er smurt ind i blod. Og rundt om ham ligger en flok enten døde eller bevidstløse medlemmer af en biker-bande, som Trevor åbenbart ligger i konflikt med. Mere får vi ikke at vide. Tilsyneladende er det en helt normal morgen for den tidligere forsvarspilot.

Grand Theft Auto V

Vi hopper videre til Michael, den sidste del af spillets triumvirat af hovedpersoner. Han er tidligere bankrøver, der nu er gået på pension, og er fanget i et dødsygt ægteskab med en kone, han ikke elsker, og to børn, der hader ham. Han er ved at gå til af kedsomhed, og går jævnligt til psykoterapeut. Vi møder ham i filmbyen Vinewood, hvor vi også får set, at seriens satiriske stil stadig lever i bedste velgående. På gaden får vi nemlig et gensyn med figurerne fra Republican Space Rangers-serien, man kunne se på tv i GTA IV, og møder deres nye liberale superheltemodstykke, Impotent Rage. Jotak.

Michael render ind i et Red Dead Redemption-agtigt dynamisk event, da han ser en flok paparazzi-fotografer, der ligger på lur. Nede af en sidegade gemmer en filmstjerne sig fra de snagende linser, og beder os om hjælp til at komme væk. Michael savner som sagt spænding, så han hopper gladeligt om bag rattet på hendes bil og forsøger at ryste paparazzierne af (de er omtrent lige så aggressive som seriens politifolk), hvorefter han kører hende hjem.

Grand Theft Auto V

Hver af de tre figurer har deres egne omgangskredse, forretningskontakter, boliger, interesser og så videre. De har også deres egne stats. De tæller blandt andet kategorier som kørsel, flyvning, skydning, kondition og så videre, og som udgangspunkt er de forskellige fra figur til figur. Trevor er for eksempel en langt bedre pilot end de to andre, mens Franklin er en haj bag et rat, og Michael er bedst med skydevåben. Gennem det enorme væld af sidemissioner kan man træne disse stats op, og det er nok værd at gøre, inden man beslutter for at Michael skal styre helikopteren ved det næste kup.

Og inden vi vender tilbage til kuppene, skal vi også lige nævne, at de tre figurer har hver deres særlige evne: Michael kan sløve tiden ned i kamp a la Max Payne (om end her ikke er samme grad af akrobatik). Franklin kan sløve tiden når han kører bil, og således tage sving og undvige trafik ved højere fart, end det ellers ville være muligt. Og endeligt kan Trevor give ekstra skade og tage mindre skade selv, og får samtidigt et nærkampsangreb. Disse evner skal selvfølgelig lades op, og kan ikke bruges konstant.

Grand Theft Auto VGrand Theft Auto V
Grand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Men det var kuppene, vi kom fra. De skal planlægges, der skal skaffes forsyninger, våben og værktøj, hyres eventuelle ekstra folk og så fremdeles, inden det rigtigt går løs. Det foregår blandt andet gennem en stribe optaktsmissioner, og der vil være en større grad af valgfrihed i hvordan man gør, end i noget tidligere GTA-spil. Det er i hvert fald hvad Rockstar siger, for rent faktisk ser vi ikke et af disse kup i løbet af demoen. Til gengæld ser vi en mission, der i sin struktur minder meget om det.

Vores tre antihelte har besluttet sig for at røve en pengetransport. Til det formål har de anskaffet (gennem tidligere missioner, der ikke er del af demoen) et par store lastvogne, kedeldragter, masker og skydevåben. Planen er, at Trevor agerer som udkigspost fra et tårn, Michael sørger for at spærre vejen med en skraldevogn, og Franklin skal torpedere og vælte pengetransporten omkuld med en tow-truck. Uden for missioner kan man som sagt frit skifte mellem de tre figurer, og i missionerne kan man skifte mellem de af dem, der er med på opgaven. Nogle gange skifter spillet selv som del af gameplayet, hvilket vi også får at se.

Grand Theft Auto V

I dette tilfælde starter vi som Michael, der kører skraldevognen fra mødestedet og frem til det planlagte baghold, hvor han parkerer den på tværs af vejen. Herefter skifter perspektivet i en mellemsekvens til Trevor, der sidder højt oppe og kan spotte, at transporten er på vej. Herefter er det ned til Franklin, hvor spilleren selv skal kører trucken ind i siden på pengetransporten, og derefter placerer en sprængladning på vognen. De forslåede vagter tumler ud og i dækning, mens Michael (styret af AI'en), griber byttet.

Inden længe ankommer politiet, og en større ildkamp bryder ud. Franklin - styret af spilleren - går i cover bag nogle betonafspærringer og skyder løs, mens Michael (AI'en) løber op af en trappe for at få en højdefordel. Spilleren hopper frem og tilbage mellem de to figurer og udnytter højdefordele og cover. SWAT-folk begynder at presse op af en sidegyde, så mens AI'en holder skansen med Franklin, begiver spilleren sig med Michael ned til gyden for at nedkæmpe modstanden her. SWAT sætter snipere ind, så vi skifter til Trevor, der fra sit tårn har den perfekte mulighed for at tage dem ud med sin sniperriffel, og derefter nakker politiets helikopter og et par patruljevogne med en raketkaster. Tilbage til Michael, der rydder de sidste folk i gyden op.

Presset fra politiet er nu lettet så meget, at de tre kan slippe væk, så vi hopper tilbage til Franklin, der sætter sig ind i skraldebilen og kører den væk til et stille (og spillervalgt sted), hvor han smadrer den med en håndgranat, så beviserne er ryddet af vejen. Mission fuldført.

Grand Theft Auto V

Når man ser det i aktion, er det tydeligt, at Rockstar har begået en mindre genistreg med at inkludere tre hovedpersoner. At kunne skifte mellem dem i kamp giver kort sagt en taktisk dimension, som serien - eller hele genren, for den sags skyld - ikke har budt på før. Der er også klare forbedringer til selve skydemekanikkerne: Kameraet er placeret længere tilbage, når man sigter, så man dermed kan se mere. Sigtekornet bliver rødt, når man holder det over en fjende, og et lille blinkende X markerer, at man har dræbt ham man skyder på

Når man ser hvor effektivt skiftet mellem figurer fungerer i denne lille og relativt simple mission, er det let at forestille sig hvor storslåede de kup, der udgør spillets rygrad, kan blive. Flere folk, mere komplicerede opgaver, mere valgfrihed (stealth skulle være en gangbar vej i hvert fald i nogle af kuppene). Det lover godt.

Grand Theft Auto V

Store kup betyder store indtægter, men modsat GTA IV er der rent faktisk noget at bruge sin nyvundne rigdom på. I bedste Vice City-stil kan man købe ejendomme og virksomheder, der genererer regelmæssige indtægter, og man kan style og personliggøre sine biler, både kosmetisk og ydelsesmæssigt. Snart får man brug for en større garage, der selvfølgelig også koster, og vil man købe både og flyvemaskiner, kræver det marinaer og flyvepladser, hvor de kan opbevares.

Man kan selvfølgelig købe tøj, frisurer og tatoveringer (der er flere teksturer til Franklin alene end til samtlige fodgængere i GTA: San Andreas) og besøger man gode gamle Ammu-nation, kan man købe ekstraudstyr til sine våben såsom lyddæmpere, kikkertsigter, lasersigte, større magasiner og mere til.

Rockstar selv beskriver Grand Theft Auto V som en slags kulmination på alle de erfaringer, de har gjort sig med deres øvrige spil i denne konsolgeneration. Max Payne har haft indflydelse på skydemekanikkerne. Midnight Club på bilfysikken. Red Dead Redemption på historien, fortælleteknikken og det øvrige liv i spilverdenen. Det virker alt sammen ganske imponerende.

Grand Theft Auto V

Måske lige med en enkelt undtagelse: grafikken. Ikke fordi GTA V er grimt, det er på alle punkter flottere og mere detaljeret end sin forgænger, især hvad angår lys- og fysikeffekter (glæd dig til at se solen gå ned over de nye og dynamiske bølger på havet). Men konsollerne er nogle gamle travere, der selv i de dygtigste hænder ikke længere kan levere grafik, som en PC med middel-specs ikke kan gøre bedre, og det kan altså ses. Demoen, vi så, blev afviklet på PlayStation 3, og GTA V er bestemt et flot PS3-spil - men ikke mere end det.

Det fører os selvfølgelig til spørgsmål om næste generation og en eventuel PC-udgave, men her er ingen nyheder at komme efter. Den officielle melding lyder fortsat, at Grand Theft Auto V er på vej til PS3 og Xbox 360, og jeg har så småt mistet troen på, at studiet måske også brygger på en next-gen-version (medmindre Microsoft har haft checkhæftet fremme og trækker den vildeste kanin op ad hatten til Xbox-afsløringen senere på måneden).

Rockstar pudser, sliber, klipper og filer stadig på GTA V - blandt andet er stemmearbejdet ikke færdigt endnu, og soundtracket er heller ikke endeligt fastlagt. Studiet snakker desuden om en spritny tilgang til multiplayer, som de dog først vil vise senere. Men spillet ligner på mange måder nøjagtigt dét, vi havde håbet på, og på andre (her tænker jeg på mulighederne for at skifte figur midt i missionerne) gør det ting, vi ikke vidste vi havde savnet før nu. Jeg kan dårligt forestille mig et bedre punktum for den nuværende konsolgeneration end dette her.

Grand Theft Auto V
Grand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto VGrand Theft Auto V

Relaterede tekster

Grand Theft Auto VScore

Grand Theft Auto V

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Årets ubestridt største udgivelse er landet. GTA V er angiveligt det dyreste spil nogensinde. Er pengene godt givet ud? Er det hypen værd? Rasmus fælder dom.



Indlæser mere indhold