The Legend of Zelda

Hvor befinder det sig på tidslinjen? Hvorfor ser vi det fra oven i stedet for rigtig 3D? Hvorfor dette spil frem for et remake af Majora's Mask?

Du har misforstået emnet, hvis det er disse spørgsmål, du stiller. Det eneste vigtige spørgsmål er: præcis hvor godt kan dette nye håndholdte Zelda blive?

Efter at have tilbragt 20 minutter med spillet, og besøgt den dungeon, der optrådte prominent i Nintendo Direct-afsløringen, er vi en smule nervøse. Blot fordi det var så imponerende sjovt, og det kan have stor betydning for det endelige spil.

Vi er stadig tidligt i spillets udvikling, men alene ud fra disse tidlige indtryk ligner dette en af de mest mesterlige moderne genfortolkninger af en klassiker. Det føles lige så sublimt som A Link to the Past gjorde, og den nye stil og de nye mekanikker gør kun oplevelsen bedre.

For det meste er gameplayet nøjagtigt det samme som A Link to the Past. Der er blå/røde kontakter til at åbne nye områder, og man er udstyret med bue, hammer og sværd (der kaster bølger af energi, når man har fuldt helbred, og kan lades op til et 360 graders svingangreb).

Skeletter hopper over ens sving med sværdet, mens røde skildpadder skal vendes på ryggen, inden man slår dem. Der er endda et warp-punkt, der låses op når du er langt nok inde i dungeonen, som tager dig tilbage til indgangen.

Det virker alt sammen fantastisk godt, og den visuelle stil giver perfekt mening, når du ser det i 3D. 3D-effekten er subtil, og giver omgivelserne en følelse af højde, mens du går henover snævre gangbroer over etagerne under dig. Gittergulve med fjender nedenfor er et fantastisk syn.

Som før er du nødt til at lade dig falde ned til nedre etager, da klassiske dungeon-items såsom nøgler, kompasser og boss-nøgler ligger gemt i afskårne områder.

Våbnene fungerer som altid, men hammeren bliver nu ikke kun brugt til at svimle eller vende fjender på ryggen, men også til midlertidigt at slå fjedermonstre i gulvet, så man kan klatre op på dem og bruge dem som katapult til at nå øvre etager.

Nogle puzzles kan løses med flere værktøjer. På en af etagerne skal vi ramme fire kontakter i træk. Vi kan enten skyde dem med buen fra afstand, eller suse rundt i rummet i Merge-form.

Merge-evnen er en ny tilføjelse. A-knappen er kontekstfølsom (du kan stadig samle potter op), så når du står op mod en mur, kan du morphe Link til en 2D-kridttegning (der tilfældigvis ligner mange af vægmalerierne fra Wind Waker), og kameraet skifter til en pseudo-vinkel fra siden.

Vi kender ikke forklaringen på denne nye evne, men i denne form kan du ikke tage skade, og du kan bevæge dig til højre og venstre, så længe der er en mur. Merge varer kun så længe som du har magi til - måleren fyldes automatisk op efter en kort stund.

Det er et trick, der skal bruges ofte for at komme gennem denne dungeon. Man kan glide gennem tremmer for vinduer til ydre balkoner, og da man ikke kan falde ned (men man kan heller ikke kravle op eller ned), kan man bevæge sig fra den ene bevægelige platform til den anden - dungeonen er én stor labyrint af svævende platforme og roterende pigge - og glide rundt på dem til den anden side. Du kan også bruge tricket til at nuppe en tur på en stigende platform til den næste etage.

Den nederste skærm bliver ikke brugt så meget: kort, Rupee-pung og placering af items på X/Y-knapperne foregår her (B styrer som udgangspunkt sværdet). Hjertebeholdere og magimåleren befinder sig i nederste venstre hjørne på den øverste skærm.

Link styres med den analoge pind, og D-pad'et bliver (i øjeblikket) ikke brugt. Der er ikke nogen "snige"-animation, når man kun giver styrepinden et let skub, Link går bare langsommere. Måske bliver det nødvendigt senere hen.

Vi får ikke at vide hvor langt inde i spillet, denne dungeon befinder sig - vi er ikke engang sikre på om det overhovedet er reelt med i spillet - men det er sjovt og ikke for stressende. Der er også øjeblikke, hvor vi må lægge hovedet i blød for at komme videre, hvilket lover godt for det færdige produkt (da det er en følelse, der er helt i trit med originalen).

Demoen slutter abrupt, efter vi har besejret den sidste boss, et stort ormevæsen der ligner en visuelt overhalet udgave af det dyr, hvis hale vi angreb i SNES-spillet.

Dette Zelda-spil, der stadig ikke har en formel titel, foregår inden for samme tidsramme som A Link to the Past, men vi ved ikke hvordan eller hvorfor - og vi er egentlig også ligeglade. Det, der betyder noget, er at det spiller fantastisk, og baseret på denne korte demo kan det fulde spil ikke udkomme hurtigt nok.