Need for Speed: Most Wanted

Lige som deres mange sportsspil er Need for Speed blevet en af EA's årlige udgivelser, men det betyder også, at serien har været forbi mange forskellige udviklere, og at kvaliteten mildest talt har været svingende. Nu vor det seneste udspil, Need for Speed: Most Wanted kun er få uger væk, inviterede EA Gamereactor på tur for både at teste fartfornemmelsen på skærmen såvel som på en virkelig bane.

Spiljournalister fra hele verden blev fløjet til Leipzig i Tyskland for at besøge Porsches fabrik, og udover at prøve spillet fik vi også en spektakulær mulighed for at køre adskillige sportsvogne rundt på fabrikkens testbane. Ude på asfalten fik vi lov til at prøve biler som Porsche 911, 911 Carrera S og Boxster, og derefter var det tid til at prøve offroad-testbanen i den firehjulstrukne Porsche Cayenne.

At drøne rundt på testbanen var en fantastisk oplevelse, og den blev kun bedre med en professionel testkører. Det var i sandhed uforglemmeligt, og suset fra G-kræfterne mindede om en tur på den bedste slags rutsjebane. Offroad var tingene selvfølgelig ganske anderledes. Cayennen lod sig ikke mærke af de forskellige forhindringer, om det så var stejle 80 graders stigninger eller floder af næsten en meters dybde. Jeg har aldrig kørt en bil, der var så let at styre. Selv et barn kunne bogstaveligt talt klare det.

Endelig fik vi en guidet tur rundt i selve fabrikken, hvor biler og bildele bevægede sig gennem samlebåndet, mens hold af arbejdere i røde dragter samlede dem undervejs. Selvom jeg ikke interesserer mig synderligt i bilers indre mekanik eller samleprocessen, kunne jeg ikke undgå at blive imponeret over det sømløse samarbejde mellem menneske og teknologi, når disse maskiner skulle samles. Og man kan ikke benægte effektiviteten - fabrikken kan producere 500 biler om dagen.

Men Porsche-oplevelsen var stadig kun prikken over i'et i forhold til turens formål: at prøvekøre Need for Speed: Most Wanted. Vi blev budt velkommen af Criterion Games' dynamiske duo, bestående af executive producer Matt Webster og lead designer Craig Sullivan, der endnu en gang var nærmest overentusiastiske i deres præsentation af spillet. Først og fremmest introducerede de os for stedet, hvor spillet foregår. Der er rigeligt med indflydelse fra Criterions eget Burnout Paradise i Fairhaven City, men studiet vil give et helt nyt perspektiv på racing-spil:

"Vores mål var at bryde med den traditionelle lineære progression. Hver gennemspilning bør være unik, da hvert et gadekryds fører spilleren mod nye biler og opdagelser", forklarede Sullivan.

Vores første tre timer med singleplayer-delen lod til at indfri den målsætning, og følelsen af frihed var opmuntrende. Spillet guidede mig hen til den første bil (en Porsche, selvfølgelig), men derefter kunne jeg frit køre hvorhen jeg ville. Snart var der et væld af muligheder at vælge mellem. Nye biler kunne findes rundt om hvert andet hjørne, og de låser alle op for nye løb og udfordringer. Hver bil har sine egne løb og mods, der forbedrer dens evner eller gør den mere egnet til andre overflader. Selvom de fleste af bilerne er tilgængelige fra starten, skal selv det mest grundlæggende nitro boost vindes gennem et løb.

Paradokset ved frihed er altid til stede i open world-spil, og for at hjælpe på det, er her en funktion kaldet Easy Drive. Et tryk på d-pad'et åbner straks for adskillige forslag til hvad man kan foretage sig, og fortæller også når en af de andre journalister har slået mine tider. Easy Drive fungerer som en slags hovedmenu, hvorfra spillere kan vælge nye løb, skifte modifikationer og biler, men også hoppe direkte ind i multiplayer. Til gengæld pauser den ikke spillet, og alle valgmulighederne udføres med det samme. Det kræver tilvænning, og jeg har opgivet at tælle alle gangene, jeg er braget ind i en mur, fordi jeg skulle rode i menuen. Efter lidt tid viser det sig dog at være en ret praktisk måde at vælge mellem øjeblikkets muligheder. Har man Kinect, kan man også bruge Easy Drive med stemmestyring. Men med mit Kimi Raikonen-engelsk holder jeg mig nok til den almindelige controller.

Den største åbenbaring omkring Need for Speed: Most Wanted er spillets perspektiv på forholdet mellem singleplayer og multiplayer. Mens jeg spiller bliver det klart, at her ikke er meget historie, og at spillet i stedet handler om konkurrence mod ens venner via den nye og forbedrede Autolog. Hvor Autolog førhen kun holdte øje med banetider, bliver stort set alting nu sammenlignet med andre spillere. Det er umuligt at ignorere, og lokker en til at forsøge at slå andres rekorder igen og igen. Hver udfordring, fartkamera, billboard-smadrende hop, løb og væltet sikkerhedshegn bliver registreret og præsenteret i spillet. Når din vens colgate-smil pryder et stort billboard, er der ikke rigtig andet valg end at smadre gennem det og prøve at slå hans rekord. "Der er ikke noget sjovere", erklærede Matt Webster. Og han har ret.

At prøve at slå de andre journalister er berusende sjovt, og jeg havde svært ved at slippe controlleren for at tage noter. Gamereactors ære var på spil, og jeg havde ikke tænkt mig at give slip på den. Jeg kan med glæde fortælle, at da støvet havde lagt sig, lå undertegnede øverst på Speed Points-listen. Speed Points er et andet nyt tiltag i serien. De gennemsyrer hvert et aspekt af spillet, og bliver uddelt som belønning for hvert et gennemført løb, udfordring, takedown osv. Pointene er også hjørnestenen af progression i singleplayer, da man skal have et vist antal point for at kunne udfordre Fairhavens Most Wanted. Hvis du ikke gider spille alene, er det intet problem, da du også får point i multiplayer, og gennem Cloudcompete er det muligt at kæde dit spil sammen på tværs af platforme. For eksempel kan du på vej til skole eller arbejde spille spillet på en smartphone eller PS Vita, og så fortsætte med alle pointene derfra, når du kommer hjem til din hjemmekonsol.

Open World-aspektet er også en stærkt i multiplayer. I stedet for en lobby kastes spillerne direkte ud i Fairhavens gader. Criterion vil beholde spilleren bag rattet så meget som muligt, så man ikke skal vente på andre spillere i en lobby eller menu. Alt er ganske ligetil. Eftersom jeg var vært for spillet, valgte jeg den klargjorte Criterion Speed List, og i næste øjeblik var vi alle på vej til mødestedet for det første event. Man kan sige, at hele byen er én stor lobby, og mens man kører hen til næste vent kan man stadig udføre de Autolog-udfordringer, der også er tilgængelige når man spiller alene. I offentlige spil er transporttiderne mere begrænsede end i spil med venner, men spillet sørger selv for at teleportere efternølere hen til startstedet, hvis de er for langsomme.

Speed Lists er en slags miniturneringer, der består af fem forskellige events. Løb, udfordringer og fartprøver. I prøverne har spillerne 90 sekunder til at sætte rekorden for det længste drift, den højeste hastighed ved et fartkamera, længste hop og så videre. Udfordringerne består af stunts eller prøvelser, der kræver at hele gruppen samarbejder. Sidstnævnte var klart dem, jeg brød mig mest om - hvis man ikke kan få et rum fyldt med journalister til at arbejde sammen, hvordan vil det så ikke gå online?

Endelig er der løbene, hvor man konkurrerer solo eller i hold. Solo er et forholdsvist enkelt ræs mod målstregen, men i holdløb er det Speed Pointene, der tæller. Det betyder, at selv den hurtigste kører kan dale på ranglisten, hvis han ikke gjorde sit til at besejre modstanderne.

Multiplayer er til tider vanvittigt kaos, men på den sjove måde. I næsten hvert et event kan man forsøge at stoppe modstanderne i at nå deres mål. Hvis du for eksempel allerede har fået en god hoppedistance, kan du i stedet forsøge at forhindre de andre i at få god fart på op ad rampen. Nej, det er ikke et spil for gentlemen.

Styringen og fornemmelsen for bilerne følger de samme linjer. Bilerne har en vis realistisk tyngde, men ellers er det rendyrket arkadesjov, der er let for alle at samle op. Til spørgsmålet om hvorfor Criterion ikke sigtede mere realisme, svarede Matt Webster ganske enkelt: "Simulation føles for trivielt, det er bare ikke sjovt".

Efter to dage og seks timers spilletid var det tid til at runde af for Need for Speed: Most Wanted-oplevelsen i Leipzig. Jeg har aldrig været stor fan af NFS, og har følt at de årlige udgivelser har udvandet serien. Men jeg må dog indrømme, at min tid med Most Wanted har formået at vende min skepsis på hovedet. Gameplayet med den åbne by, den nye Autolog og måden hvorpå hvert aspekt af spillet bliver sin egen lille konkurrence, gør både kørsel og racing til nervepirrende sjov. Der er dele, som jeg ikke bryder mig så meget om - for eksempel virker historien underudviklet, og politijagterne optræder alt for ofte, men spillet føles stadig som en gennemtænkt og poleret pakke. Fans af arkade-racere har noget at se frem til, når Need for Speed: Most Wanted smadrer ind i butikkerne den 2. november.