Zombi U: Hands-On

Zombi U trænger til polering. Der bliver hurtigt lagt en dæmper på spændingen og begejstringen over spillets flotte E3-debut, da vores hands-on med London-banen plages af følsomhedsproblemer med den højre styrepind. Den lagger i en grad, der gør præcisionsskud temmelig svære.

Og præcisionsskud er det vigtigste af alt i dette zombie-survival horror-spil. Sparsom ammunition, skydevåbens sjældenhed og overvældende odds betyder, at et misset headshot kan være den afgørende forskel på liv og død i Zombi U's apokalypse. Og så bliver besværlig sigten et problem, der gør det svært for enhver at holde sig i live i mere end fem minutter.

Ved siden af hver demostation står en hjælper klar med notesblok, og stiller spørgsmål til spillerne og tager noter efter hvert spil. Blokkene ser ud til at være fyldt med "konstruktiv kritik" - formodentlig den samme feedback gentaget utallige gange.

Det er det umiddelbare problem, men vi ved at det er et, der ikke varer ved. Spillet er stadig tidligt i udviklingen, og alt andet ved titlen udviser for stort potentiale til, at man kan afskrive hele projektet på baggrund af en tidlig udgaves problemer med sigtet.

Visuelt stavrer Zombi U forbi Valves to Left 4 Dead-udgivelser, der nok er den serie som minder mest om Ubisoft Montpelliers udspil og sandsynligvis er den, spillet vil blive sammenlignet mest med. Vores tur gennem en kontorbygning viser et tæt virvar af små detaljer - skriveborde fyldt med personlige egendele, en vuggestue fyldt med aflagt legetøj - men der er også en sterilitet i omgivelserne, der giver minder om Valves duo. Detaljerne pakkes også tæt andre steder - et glimt af et stormhærget Buckingham Palace med brandende vrag og livgarde-zombier beviser af Zombi U og Wii U ikke ligger på den lade side, når det kommer til storslåede kulisser.

De renskårne baggrunde er til for at gøre de hjernehungrende fjender lettere at se i lyset fra din lommelygte, og lettere at ramme med skud eller slag. De optræder i små antal, og er en blanding af de klassiske vaklere og fremstormende moderne typer. De udøde er utroligt dødbringende, hovedsageligt på grund af spillets livsudregning: ét bid er lig med døden.

Du har en livreddende kanyle, der kan bruges en enkelt gang til at undslippe udødens klamme hånd, men ellers er den bedste taktik uden tvivl at trække sig tilbage og tynde ud i flokken. Melee-våben såsom et cricketbat lader dig blokere, skubbe og svinge, men du vil blive overrendt hvis du ikke tilgår udfordringen med videnskabelig præcision frem for varmblodet iver. Shaun ville ikke holde fem minutter her.

Dør du - og det kommer du til - respawner du tilbage i en midlertidig lejr som en ny overlevende. Spillets taglinje, "hvor længe vil du overleve", handler mindre om marketing og mere om en af gameplayets centrale præmisser. Når du dør, viser en timer hvor længe du holdte stand. Et kig rundt på skærmene denne eftermiddag viser, at de færreste når længere end fem minutter. Her er ingen indikation af hvad end game't bliver, eller om der overhovedet er et. Vi har svært ved at forestille os, at man til sidst bliver reddet - spillet tenderer alt for meget mod deprimerende hjernedød til at byde på sådan et glimt af håb.

Men det kommer der en fed ide ud af: når du er død, bliver din figur i spillets verden med sin fyldte rygsæk. For at få fingrene i de indsamlede godter er du altså nødt til at finde dit gamle jeg, slå det ihjel, og plyndre liget.

Her ser vi en af de væsenligste mekanikker i spillet i effekt. Når du skal interagere med noget i spilverdenen - om det så er kodelåse eller som her at gennemrode en rygsæk - foregår det via skærmen på Wii U Game Pad'et, uden at spillet går i pause. Du har sikkert set det øjeblik i Nintendos pressekonference, hvor man hektisk forsøger at afkode en lås på skærmen, mens man konstant har et halvt øje på tv-skærmen for at se, om nogle kødhungrende masser nærmer sig.

Det er en utrolig potent ide. Vi kunne mærke spændingen selv når vi bare så andre spille. Den første gang, vi selv blev overfaldet, mens vi brugte for meget tid på at undersøge indholdet af en tidligere overlevendes rygsæk, gippede det i os af overraskelse.

Minispil som disse plejer at bryde tempoet og giver måske spilleren tid til at få pusten igen i andre titler. Hvis Zombi U udfører ideen rigtigt, skal det måske have advarsler mod hjerteanfald på æsken. Vi håber bare at variationen i brugen af tabletten modsvarer konceptets råhed.

Ja, det trænger til polering. Ja, vi er nødt til at se og spille meget mere for at vurdere hvordan og om rædslen vedligeholdes gennem længere tids spil. Men det er Zombi U, der sammen med Rayman Legends understreger Nintendos grunde til at tilføje tablet-funktionalitet til deres nye maskine.

Smarte koncepter der giver ekstra og unikke tilføjelser til vores nuværende spiloplevelser. Det bliver disse, og ikke festspil, træningsplaner eller brug som selvstændig spilenhed, der vil gøre Wii U til en must-have oplevelse.