Dansk
Gamereactor
previews
Dishonored

Dishonored

Arkane Studios har gang i noget virkelig, virkelig lovende med deres overnaturlige hvalpunk-snigmorderspil Dishonored.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

FPS-genren bliver ofte kritiseret for at mangle nye ideer og bare genbruge de samme koncepter igen og igen i en uendelighed. Lineære baner og scriptede rutsjebaneture, hvor man egentlig ikke er herre over meget andet end hvilken fjende, man vil skyde først.

Efter de første fem minutter med Dishonored har jeg allerede set flere friske ideer, end jeg mindes at have set de sidste fem år. Jeg er snigmorder, og min mission er lige nu at trænge ind i et hus, kidnappe dets gale videnskabsmand af en ejer, og slippe ud med begge vores liv i behold.

Dishonored

Eller det vil sige, lige i dette øjeblik er jeg en rotte. En ækel lille gnaver, der uset og ubemærket kan kravle gennem luftkanaler og afløb, min normale form knap ville kunne få armen gennem. Som en anden poltergeist har jeg besat det lille utøj, og udnytter dets størrelse til at snige mig forbi en flok vagter, der ellers kunne gøre livet surt for mig.

Dette er en annonce:

At besidde rotter (og mennesker, hvis man opgraderer tilstrækkeligt) er blot én af de forbløffende nyttige evner, jeg har i mit arsenal af superkræfter. Jeg har mit Dark Vision, der lader mig se fjender gennem vægge. Jeg har et dobbelthop, der lader mig nå høje afsatser. Et kraftigt vindstød, der kan slå fjender omkuld eller ud over hustage og rækværk. Mit tidsstop, der lader mig fryse tiden omkring mig. Og bedst af alt har jeg blink, en slags teleport med kort rækkevidde, som jeg bruger til alt fra at hoppe fra dækning til dækning, fra hustage til brandtrapper til vinduer, eller til lydløst at bevæge mig op bag fjender og skære halsen over på dem.

Dishonored

Men lige nu er jeg altså en rotte, og det er jeg mest for sjovs skyld - på dette tidspunkt i præsentationen har jeg allerede gennemført demo-banen to gange, og løber mest af alt rundt for at undersøge hvor mange tilgange til missionen, der egentlig er.

I mit første forsøg valgte jeg den mest stille og lette rute. Sneg mig forbi de første par vagter, kravlede op af svalegange og aircondition-anlæg, indtil jeg begav mig henover hustage, skød en vagt med en bedøvelsespil, blinkede over til en brandtrappe på huset, jeg skulle infiltrere, og fandt mit offer i sit store drivhus på bygningens tag.

Dette er en annonce:

Han får endnu en bedøvelsespil i ryggen, og jeg smider hans tunge korpus over skulderen. Kravler ud igen, samme vej jeg kom ind, og sætter kurs mod min makker, der venter i en båd. Støder på en høj kamprobot, en såkaldt tall boy, der patruljerer det havneområde, jeg død og pine er nødt til at passere. Jeg venter på taget til den har ryggen til, blinker ned til noget gods, der lige præcist rager højt nok op til at jeg ikke tager skade fra faldet, og sniger mig hurtigt ned af trappen til vandet under broen, hvor min makker venter. Puha. Endelig i sikkerhed.

Dishonored

Anden gang går jeg mere direkte til værks. Sniger mig atter forbi de første vagter, men vælger denne gang at trænge ind i huset gennem en stor og bevogtet altan. Venter til den ene af de to vagter er ude af den andens synsfelt, og bedøver ham med en pil. Blinker ned bag den anden og stikker ham i ryggen med mit sværd.

Inden for døren venter der flere vagter, men de er alle for travlt optagede til at bemærke mig. Jeg sniger mig op ad en trappe, dolker en vagt i ryggen. Lister videre til en form for mødelokale, hvor en rengøringsdame går og støver af. Jeg skåner hende med et ikke dødeligt kvælertag, og undersøger lokalet for godter. Der er bonus. Jeg finder både health- og mana-flasker, samt guldmønter, jeg senere kan bruge til at opgradere og købe nye evner for. Men i al min grådighed overser jeg den anden rengøringsdame, der kommer ind af en dør i lokalets modsatte evne, og så er fanden løs. Vagter kommer stormende. Jeg skyder hovedet af en med min pistol, blokerer en andens udfald med mit svær, og hugger ham ned mens han er ude af balance.

Dishonored

En fjende med en underlig lirekasse blokerer for mine magiske evner, men efter at have ekspederet ham med en granat, kan jeg koncentrere mig om de sidste to fjender. De lider en krank skæbne, i det jeg fremkalder en sværm af glubske rotter, der flår kødet fra deres knogler på få sekunder. Klamt. Og åh, så tilfredsstillende.

Et energifelt spærrer min videre færd. Jeg spotter heldigvis en rotte, jeg kan besætte, og finder kort derfra en luftskakt, der fører mig ind i det ellers blokerede rum. Senere finder jeg ud af, at der er mindst to alternative ruter herind, udover en mulighed for at vende energifeltets polarisinger, så det lukker mig igennem i stedet for vagterne, og gør vagterne til mos, hvis de forsøger at gå gennem. Hvilket listige sjæle nok skal finde ud af at udnytte.

I rummet finder jeg en dør, der lukker mig videre ud på den svalegang, jeg tidligere brugte til at komme op på taget, og snart er jeg ved mit bytte igen. Denne gang opdager jeg, at han holder en kvinde fanget - hende befrier jeg, og får en lille smule guld som belønning. Videre ned mod havnen - denne gang støder jeg på nogle vagter, der opdager mig. Et par hurtige skud sender dem i jorden, og larmen tiltrækker den store tallboy - og mens den undersøger al balladen, kan jeg i ro og mag smutte bagom, ind af et vindue, gennem en forladt lejlighed, ned på kajen, og spankulere henover pladsen til trappen ned til min makker. Sikker igen.

Dishonored

I mine sidste minutter med spillet overtager producer Julien Roby controlleren, og viser tre yderligere ruter ind i huset, samt et par skjulte hemmeligheder på vejen, jeg ikke selv nåede at opdage. En af dem involverer en svømmetur i havnebassinet og et lift fra en stor vandmølle.

Dishonored virker som noget helt særligt. Som hvis Bioshock og Deus Ex havde en hed og intens elskovsaffære, og fik et barn født af kærlighed ud af det. Det understreges af en tidligere mission i spillet, som jeg fik demonstreret, inden det var min egen tur med controlleren. Her skal man infiltrere et bordel og dræbe to brødre. Igen er der rigeligt med muligheder. Man kan rotte sig inden gennem kloakken, og overhøre to ludere snakke om hvor målene befinder sig, hvorefter de markeres på ens HUD. Eller brage ind af et vindue med rygende pistoler og eksploderende armbryst-pile, og kæmpe sig vej til hvor end brødrene nu befinder sig - hvilket i øvrigt afgøres tilfældigt, og således skifter fra gennemspilning til gennemspilning.

Dishonored

Banerne, jeg ser, udgør tilmed kun den afsluttende del af længere missioner, og creative director Raf Colantonio forsikrer mig om, at beslutninger og sidemissioner fra tidlige dele af spillet får indflydelse senere hen. I bedste Deus Ex-stil.

Styringen sidder lige i skabet, og man skifter let og elegant mellem de mange våben, gadgets, fælder og overnaturlige evner, man ligger inde med. Samtidigt er den visuelle side fantastisk. Det victorianske look minder ikke om noget andet, og figurernes let karikerede udseende er også med til at give spillet sit helt eget særpræg.

Jeg er overbevist. Helt og fuldstændigt. Dishonored udkommer til oktober, og hvis der er nogen retfærdighed til i verden, så bliver det et af årets største actionspil. Få spil tør at bryde med konventioner og gå nye veje på den led, og det fortjener at blive belønnet. Indtil da vil jeg savne mit liv som rotte.

Dishonored
DishonoredDishonoredDishonoredDishonored
DishonoredDishonoredDishonoredDishonored
DishonoredDishonoredDishonoredDishonored
DishonoredDishonoredDishonoredDishonored

Relaterede tekster

DishonoredScore

Dishonored

ANMELDELSE. Skrevet af Mika Sorvari - GR FI

Efterårets snigmordersæson skydes i gang med et brag, når Dishonored blander superkræfter med steampunk.



Indlæser mere indhold