Dansk
Gamereactor
previews
Hogwarts Legacy

Preview: Hogwarts Legacy er et fuldbyrdet rollespil

Selvom at den begrænsede interaktivitet bekymrer, så er der her tale om et gigantisk rollespil af magisk kvalitet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Selvom det måske ikke helt tryllebinder ved første øjekast, så synes Hogwarts Legacy alligevel netop til at være værdig nok til at bære den "legacy".

Zeit Für Magie (Magiens sted) står der på skiltet på betonsøjlen. Set udefra kunne dette ikke være længere fra sandheden, da "Mehr! Theater am Großmarkt" ligger på en trist industriplads tæt på Hamborgs hovedbanegård. Men når først dørene åbnes, bliver det hurtigt klart, hvorfor folk fra hele verden rejser hertil for at se Harry Potter and the Cursed Child, selv om stykket udelukkende spilles på tysk. Gulvtæppet er prydet med Hogwarts-symboler, hver enkelt dekoration, såsom gargoylerne på hovedscenen, er håndlavet med unikke træk, og fra loftet skimtes mere end 3000 pærer, hvor de små kobbertråde er bøjet, så de ligner forestillingens logo. Det føles imponerende. Storslået endda. Og også meget tomt, da stykket i øjeblikket er på pause, da det er ved at blive forkortet og omarbejdet til næste række af forestillinger.

Alt dette for at sige, at stedet er passende til den første praktiske fremvisning af det længe ventede Hogwarts Legacy. For ligesom det tyske teater føltes det Hogwarts, som vi fik lov at udforske under preview-sessionen, både imponerende og, hvis ikke direkte livløs, så i hvert fald en smule sterilt.

Dette er en annonce:
Hogwarts Legacy
Hogwarts LegacyHogwarts Legacy

Hypen har forståeligt nok været enorm omkring Hogwarts Legacy. Spillet er et open-world RPG, der foregår i Harry Potter-universet, og har til formål at opfylde barndomsdrømmen om at blive ført væk til den magiske skole for trolddom og hekseri. Det er også det første Harry Potter-spil i mere end et årti, der ikke involverer Lego-klodser, bevægelsesstyring via en mobiltelefon eller AR, og udvikleren understreger mange gange, at der er tale om en helt ny oplevelse, der foregår i det velkendte univers.

I forhold til spørgsmålet om hvorvidt nogle af de tidligere titler, eksempelvis filmspillene, har påvirket Hogwarts Legacy, svarer Narrative Director og Advanced Game Writer Moira Squier blot "nope", før hun uddyber lidt. "Denne historie er helt ny. Det er en ny tidsperiode, nye omgivelser og nye professorer. Det hele er bare helt nyt."

Dette er en annonce:

Ligesom i filmtrilogien om Fantastic Beasts foregår Hogwarts Legacy i 1800-tallet, mere end et århundrede før Harry, Ron og Hermione satte deres fødder på det fjerntliggende slot. Fans, der er velbevandret i universets historie, vil måske stadig kunne genkende nogle af de figurer, du møder i spillet. Men for det meste handler Hogwarts Legacy om dig. Et punkt der blev understreget mange gange af Game Director Alan Tew under en lille videopræsentation før den egentlige hands-on.

For at hjælpe med at skabe fordybelse har Avalanche Software inkluderet en omfattende character creator. Jeg gik hurtigt igennem de mange muligheder for at justere hudfarver, stemmens pitch og antallet af fregner for at få mest muligt ud af vores alt for korte spilsession på en time, men jeg var alligevel ret imponeret over, hvad der blev tilbudt. Du skal bare ikke forvente, at dine ar (hvis du vælger at tilføje dem) afspejler nogen dramatisk baggrundshistorie, som det var tilfældet med Harry i romanerne.

"Under udviklingen blev der talt meget om hvorvidt vi skulle give jer [spillerene] en baggrundshistorie. Og vi besluttede at lade spillerene komme ind med den baggrundshistorie, de ønsker at fortælle, eller lade dem udvikle deres egen baggrundshistorie, mens de spiller, for deres egen skyld." siger Lead Designer Kelly Murphy. Selvom baggrundshistorien foregår i dit eget hoved, afslører Squier at forfatterne stadig har givet spillerkarakteren en vis personlighed, som kan være både klog, sjov, modig og måske lidt spydig afhængig af dine dialogvalg.

Hogwarts Legacy
Hogwarts LegacyHogwarts Legacy

Efter at have skabt min egen karakter bliver jeg endelig sluppet ud på Hogwarts' område. Selv om jeg ikke er helt blæst væk af teksturkvaliteten - det er trods alt et spil, der udkommer til alle moderne konsoller, herunder senere Xbox One, PlayStation 4 og Nintendo Switch - ser haverne stadig imponerende ud med eleverne, der myldrer rundt på udhuggede stenfliser, mens de kunstfærdige buskfigurer bliver passet af flyvende haveredskaber.

Fra mit kosteskaft har jeg en fin udsigt over de blå damme og græsbevoksede bjerge i horisonten. Disse er ikke kun til skue, da de fleste af de omkringliggende områder, herunder berømte steder som Hogsmeade Village og Forbidden Forest, kan besøges. Desværre advarer en deltager mig om ikke at flyve for langt væk under denne fremvisning, og derfor begiver jeg mig ind i selve slottet, hvor jeg møder talende malerier, bevægelige trapper, levende bøger og alle mulige andre magiske remedier. Men da jeg for det meste bare observerer seværdighederne føles det hele en smule kedeligt, som om jeg vandrer rundt i et digitalt museum.

Så går det op for mig, at jeg går rundt med en tryllestav i hånden, som måske kan sætte liv i stedet. Så jeg kaster et standardangreb på en elev, der bærer på en stor bunke bøger. Da han er iført en Slytherin-kappe, regner jeg med at han måske er med på min lille spøg, men han ignorerer mig fuldstændig, og han rører sig ikke engang. Udenfor ser jeg en gigantisk bikube og må undertrykke et grin ved tanken om alt det kaos, som min Incendio-besværgelse vil udløse. For at være fair så står teksturerne kortvarigt i brand, men desværre dukker der ingen vrede bier op. Der er fred og ro på Hogwarts. I det mindste for nu.

Da jeg konfronterer udviklerne med mine destruktive lyster, fortæller de mig, at de har begrænset interaktiviteten på selve Hogwarts, og at deres definition af rollespil ikke omfatter at brænde skolen ned. "Hvordan du udvikler din karakter, hvordan du ser ud, hvad du har på, de valg du træffer. Disse ting havde forrang frem for at sige, at du skal være en fast karakter, eller at vi skal have en virkelig dyb simulation som GTA med årsag og virkning overalt," forklarer Murphy.

Det er altså ikke Bully. Og heller ikke Persona 5, selv om Murphy afslørede, at det var en tidlig inspiration. Dit eventyr følger ikke skoleåret, som i de første par romaner, og selvom du deltager i timer i Herbology, Quidditch og Defence Against the Dark Arts, tjener de mest som en tutorial, der lader dig lære spillets mekanikker at kende. Der er heller ikke nogen løbende House Cup, hvilket måske er en god ting, da mine forsøg på narrestreger nok allerede ville have sat mit hus ned med omkring 1000 point. Når det er sagt, ville jeg stadig ønske, at der var mere interaktivitet, og ikke kun af den ondskabsfulde slags.

Ved hjælp af den mest kraftfulde besværgelse af dem alle - debug mode - bliver jeg overført til et senere tidspunkt i spillet, en mission kaldet Of Fire and Vice. Og det er her, at RPG-inspirationen virkelig skinner igennem, da Hogwarts Legacy pludselig føles meget som Dragon Age: Inquisition eller The Witcher 3: Wild Hunt.

Hogwarts Legacy
Hogwarts LegacyHogwarts LegacyHogwarts Legacy

Jeg taler med en ung Huffelpuffer ved navn Poppy Sweeting, der fører mig tværs over en sneklædt bjergside med en stor svævende tekst over hendes hoved, hvor der står; "YOU'RE STRAYING TOO FAR AWAY FROM POPPY", der dukker op, når jeg tager et par skridt for meget i den forkerte retning. Jeg samler materialer, plyndrer kister med farveinddelt loot og udforsker en tom lejr, som giver mig ledetråde til placeringen af et stjålet drageæg. Da jeg nærmer mig fjendens skjulested, bruger jeg en usynlighedsbesværgelse, hvilket får Poppy til begejstret at udbryde; "Åh, det er en genial idé!".

Uanset om det var hendes råb eller mine klodsede skridt, er vi pludselig involveret i en hektisk troldmandskamp, hvor magi flyver som fyrværkeri tæt langs jorden. Endelig får jeg chancen for at slippe mit arsenal af besværgelser løs, og hold da op hvor er det destruktivt! Eksplosive tønder kan kastes magisk mod fjender eller endda andre genstande, og det lykkedes mig at ødelægge en bro, der kastede en uheldig sniper ned i en kløft. Endnu bedre er det, at du også kan gribe fat i fjender og svinge dem gennem luften eller ned i jorden med små ryk med din tryllestav. Mens jeg går rundt som en vanvittig dirigent af en voldelig symfoni af skrig og knoglebrud, må jeg undre mig over, hvilken trolddom der skulle til for at få en PEGI 12-klassificering.

Det er svært at være uenig med Squier, der beskriver kampene som "katartisk og underholdende, selv om jeg ikke fik set "de mere komiske finishers", som Murphy lovede. Efterhånden som jeg kommer længere frem i missionen, lærer jeg også at kampene er overraskende dybe med forskellige besværgelser, der modvirker andre, og muligheden for at udføre kombinationer som eksempelvis at trække en fjende tæt på med en besværgelse og sætte ild til ham med en anden. Under missionens sidste opgør tog jeg mig selv i allerede at bruge potions, gøre brug af både et magisk skjold, og elegant benytte det allestedsnærværende dodge roll. Missionen sluttede med, at vi slap en fanget drage løs, som straks begyndte at tygge og grille sig vej gennem sine få tilbageværende plageånder.

Med det store forbehold at en 15-minutters mission på ingen måde er nok til at vurdere den overordnede kvalitet, fik jeg alligevel en følelse af at rollespilsgrundlaget i Hogwarts Legacy er solidt på plads. Hvilket er en god ting, da vi har at gøre med et ret langt eventyr på op til "40 timers spilletid", ifølge Murphy. Og det er kun for hovedhistorien. Avalanche Software kunne sagtens have begrænset spillet. og udelukkende have sat sin lid til Harry Potter-brandet for at sælge det, men Hogwarts Legacy virker som et fuldgyldigt AAA-action-RPG på egen hånd.

Min største bekymring er så, hvor meget man egentlig vil kunne påvirke oplevelsen. Selv om interaktiviteten på skolen indtil videre virker ret begrænset (men hvem ved, hvilke hemmeligheder der gemmer sig i den store skole og de omkringliggende områder), forsikrer Avalanche Software mig om, at dine valg har betydning. Du skal bare spille lidt længere for at finde ud af hvordan.

"Den overordnede historie er generelt den samme hovedhistorie," forklarer Squier. "Men i løbet af den kan du som spiller træffe forskellige valg. Nogle er små, nogle er måske bare en enkelt quest, eller hvordan du interagerer med en NPC senere i spillet. De vil huske, hvad du valgte at gøre i de her situationer. Andre er meget større. Du kan træffe nogle meget mørke valg. Hvis du har lyst til det, er du ikke tvunget til det. Og hvis du træffer disse valg - jeg vil ikke spoile - så kan du definere den person din karakter bliver."

Uanset hvordan du vælger at spille det, udkommer Hogwarts Legacy den 10. februar til PlayStation 5, Xbox Series X og PC med andre versioner, der følger senere.

HQ
Hogwarts LegacyHogwarts LegacyHogwarts Legacy

Relaterede tekster

Hogwarts LegacyScore

Hogwarts Legacy

ANMELDELSE. Skrevet af Jonas Mäki

Næsten to år efter at spillet skulle have været ude, får vi endelig muligheden for selv at blive elev på Hogwarts. Har det været ventetiden værd?



Indlæser mere indhold