Preview: The Callisto Protocol giver minder om min første gang med Resident Evil 4

I sin stræben efter at skabe den næste generation af survival horror-spil har Glen Schofield igen og igen pointeret, hvordan du i The Callisto Protocol skal bruge alle tilgængelige ressourcer for at overleve. Efter nu at have spillet omkring 90 minutter af det tredje niveau "Habibat" på PlayStation 5, forstår jeg, hvad han mener.

Sandsynligvis spiller de tidligere niveauer mere en introducerende rolle, som en slags organiske træningsmissioner, der giver et indblik i de systemer og mekanikker, du skal forstå for at hjælpe Jacob Lee helskindet igennem Black Iron-fængslet. I hvert fald var det en smule overvældende at blive kastet på hovedet ud i spillet med kun en hurtig opsummering af styringen til at hjælpe mig på vej, men på samme tid gjorde det blot den allerede stressfyldte præmis endnu mere intens.

Du skal nemlig altid være på mærkerne, da hver en fjende skal besejres på forskellig vis. Selvom du måske foretrækker at gå i dækning og skyde monstrene fra sikker afstand, virker denne taktik langt fra mod alle typer af fjender. Det samme gælder stealth, der hurtigt kan blive til rendyrket flugt. Heller ikke nærkamp er nogen skudsikker løsning, men kan dog være effektivt på de rette tidspunkter. Kun ved at skifte mellem taktikkerne og samtidigt lære min GRP-pistol og dens Half Life 2-lignenden magnetevne bedre at kende, begyndte jeg at gøre fremskridt efter en lang række pinlige og brutale fiaskoer. Nøglen er altid at være årvågen, at improvisere undervejs. Gentager du blot den samme taktik, når spiller har genindlæst, får du næppe succes - heller ikke selvom du nu skyder mere præcist eller har lært fjendernes bevægelsesmønstre at kende.

Sigt efter tentaklerne

Lad mig komme med et par eksempler. I flere situationer, hvor jeg forsøgte at skyde mig igennem problemerne, havde jeg enten ikke nok ammunition eller tid nok til at lade mine våben. Tiden og ikke mindst pladsen til at lade mine våben var i øvrigt noget, jeg selv skulle skabe, da The Callisto Protocol sjældent giver dig et roligt øjeblik. Desuden bør du altid gemme et par ekstra patroner, hvis fjenden bestemmer sig for ikke at dø, men i stedet at gro en masse tentakler, som du hurtigt skal skyde, hvis de ikke skal forvandle sig til noget endnu større og endnu mere brutalt.

Nogle gange var jeg også nødt til at være kreativ, da jeg havde opgraderet eller 3D-printet ting, som det viste sig, jeg ikke havde brug for på den korte bane såsom en stødpistol (i bagklogskabens lys havde det kraftfulde Skunkworks "Skunk" haglgevær været meget brugbart senere i niveauet). Men der er altid en vej frem, det handler bare om at være kreativ og velovervejet. Eksempelvis kan du skyde armen af fjender, hvilket ikke nødvendig dræber dem, men gør det nemmere at undvige dem, da de nu kun kan angribe fra én side. Der er konstant små taktiske overvejelser, og selvom det ofte er oplagt at smide en fjende ned i en dyb skakt med din magnetpistol, betyder det også, at du ikke efterfølgende kan plyndre dem for værdifulde ressourcer.

De to sekvenser, jeg nød mest, var først da jeg skulle eliminerede camoufleren fjender, der kravlede langs vægge og løfte. For at købe tid til at lade min pistol og finde ny ammunition, måtte jeg konstant bruge min evne Grip til at kaste objekter (eller andre fjender) efter dem, hvilket gav en herlig kaotisk og improviseret actionsekvens. Den anden sekvens var mere nervepirrende, da jeg bevægede mig ned at en smal tunnel, og fjenderne altid dukkede op i sidste øjeblik, så jeg aldrig vidste, hvad der ventede.

The Callisto Protocol opbygger spænding ved denne konstante skiften mellem mystiske, langsomme sekvenser og hektiske kampe, og indtil videre ser det ud til, at udviklerne kan deres kram, når det kommer til at opretholde et godt spiltempo. Spillets verden føles også meget troværdighed, selvom der er tale om en sci-fi-historie, og generelt er spillet ypperligt præsenteret med glidende animationer og stemningsfulde lys- og splattereffekter. Transitionen mellem gameplay og mellemsekvenser er næsten umærkelig, og de eneste tidspunkter, hvor det virkede en smule brat, var når Jacob blev sønderflået, hvilket medfører nogle meget abrupte skift i kameraperspektiv (men på det tidspunkt har mange spillere nok alligevel lukket øjnene).

Ved at følge denne gameplay-løkke, løse nogle simple genstandsbaserede gåder og samle en masse skjulte lydfiler for at tilføje mere viden (du kan i menuen se, hvor mange du kan finde), begyndte jeg langsomt at blive opslugt af spillets univers og formåede at hjælpe Jacob fra kloaker fyldt med grønt vand til en slags botanisk (og organisk!) research station, hvor jeg mødte den første fjende, som ikke var af typen Biophage (tænk Necromorphs fra Dead Space). Det drejede sig om en slags vagtdroide, der kunne dræbe mig øjeblikkeligt, så i denne nervepirrende sekvens handlende det om at have listeskoene på.

Der var ikke meget at beklage sig over i det udsnit af The Callisto Protocol, som jeg fik lov til at spille. Jeg kunne dog godt savne en knap til at lave en hurtig 180-grader vending, og nogle gange bad spillet mig om at trykke på X, uden der reelt var nogen interaktion tilgængelig. Men det er småting, og der var også ting ved kontrollen, som imponerende, eksempelvis muligheden for at undvige angreb med venstre analogpind (højre, venstre og ned), hvilket føles naturligt og flydende.

Oven på mine oplevelser i Black Iron-fængslet kan jeg slet ikke vente med at spille The Callisto Procotol. Det virker som en fokuseret, intens og mekanisk velfunderet gyseroplevelse, der samtidig har en ekstremt imponerende visuel side. Hvis spillet formår at introducere nye elementer løbende og samtidig fortæller en interessant historie i løbet af sine 12-14 timer, tror jeg bestemt, at vi har med en Game of the Year-kandidat at gøre, når spillet udkommer den 2. december.