Aliens: Dark Descent kommer næppe til at skræmme dig, men frygt spiller alligevel en nøglerolle

Nogle personer trives under pres og kan nærmest udføre mirakler med ryggen mod muren. Men igen, de har næppe stået ansigt til ansigt med en horde af blodtørstige Xenomorphs. Ingen kan levere optimalt under sådanne betingelser - i hvert fald ikke særligt længe - og det kommende taktiske actionspil Aliens: Dark Descent fra Tindalos Interactive byder masser af horrible væsener med stor appetit på menneskekød, der nok skal sætte dit overblik på prøve.

Du kommer dog ikke til at stå ansigt til ansigt med rædslerne selv. Spillets taktiske fugleperspektiv giver en smule komfortabel afstand, men desværre ikke for de fem stakkels Colonial Marines, som du kontrollerer under hver mission. De må se døden direkte i øjnene, og når først den rammer vil ingen mængde af medicintasker eller genindlæsninger komme dem til undsætning - de er simpelthen tabt for evigt og må erstattes af en ny ung rekrut.

I modsætning til eksempelvis Xcom: Enemy Within foregår Aliens: Dark Descent i realtid. Hvilket selvsagt øger spændingen markant for både dig og dine ellers så tapre marinesoldater. Din egen puls må du selv holde styr på. Men spillet sørger for at give dig et overblik over dine soldaters stresstærskel. Overskrides denne, kan de begynde at misse deres skud, ignorere dine ordrer eller endda sabotere din mission.

Heldigvis findes der metoder til at dæmpe stressen. Ved at svejse metaldøre sammen, kan du holdene rumvæsener, lejesoldater og andre fjender på afstand og give dine soldater et lidt tiltrængt pusterum. Andre smarte værktøjer inkluderer kanontårne og monterbare scannere, som kan også bruges til at holde øje med bæsternes færden i de snævre gange og klaustrofobiske rum, som udgør den store månestation. Sidstnævnte dæmper frygten for det ukendte og giver dig samtidigt det nødvendige taktiske overblik til at planlægge bagholdsangreb. Holder du selv hovedet koldt og udnytter de taktiske muligheder, er der nemlig en vis sandsynlighed for, at dine soldaters hoveder fastholder kontakten med de øvrige kropsdele ved missions slutning.

Det er ikke kun dine soldater, som har en lidt længere hukommelse, end hvad der er standard for en genre, hvor den meste kanonføde sjældent husker meget mere end deres seneste ordre. Spillet holder på, hvilke døre du åbnende, samt hvor du placerede dine kanontårne og scannere, så de forbliver samme sted, næste du vender tilbage efter en af de uundgåelige evakueringer. Det samme gør dog også ligene af dine faldne soldater, hvilket minder dig om at være mere forsigtig næste gang.

Enhver samvittighedsfuld kommandør vil selvfølgelig ærgre sig over denne slags memento mori. Men fælder du også en tåre skyldes det nok primært tabte opgraderinger. Aliens: Dark Descent indeholder fem karakterklasser med hver deres specialiseringer, som giver adgang til unikke våben og evner. Men der desværre ikke meget, som tyder på, at du vil knytte et reelle bånd til dine rå tinsoldater, der alle er pakket ind i metal fra top til tå.

Nu er dette ikke Fire Emblem: Three Houses, og jeg forventer selvfølgelig ikke, mellem missioner at skulle tale barndomsminder med mine holdmedlemmer, mens vi holder i hånd og ser på stjerner. Men fik vi chancen for at lære soldaterne bedre, ville det utvivlsomt føles endnu mere forfærdeligt at se ham eller hende blive forvandlet til proteiner af glubsk Xenomorph.

Samtidigt ville en mere menneskelig dimension give et ekstra taktisk lag - afvejningen af personlige interesser mod missionens endemål. Mon ikke de fleste ville tage risikable eller ligefrem uovervejede beslutninger, hvis det handlende om at redde en karakter, du havde opbygget et personligt bånd til? Men det ser altså ikke ud til at blive tilfældet, og jeg tvivler på, at jeg vil have noget problem med at ofre en ansigtsløs fodsoldat eller to for at opnå mine mål.

I det hele tager er personlighed noget, Aliens: Dark Descent godt kunne bruge mere af. Selvom spillet fint genskaber æstetikken fra universet, så har vi efterhånden set de ikoniske monsterdesigns så mange gange, at ikke rigtigt har den store effekt længere. Måske er det derfor, reaktionerne på trailerne indtil videre har været noget blandede.

Personligt forstår jeg heller ikke, hvorfor de fleste udviklere insisterer på, at lave spil, der læner sig op af James Camerons Aliens og de mange actionprægede efterfølgere, mens det som de fleste fans sukker efter, er en tilbagevenden til Ridley Scotts karakter- og horrordrevne mesterværk. I det mindste virker Aliens: Dark Descent, som udkommer i 2023 til PS5, Xbox Series X og PC, til at låne en del elementer herfra.