Vi har spillet et helt kapitel af A Plague Tale: Requiem ved Gamescom

Det er svært at fornægte sige at årets Gamescom-messe manglede sværvægtere. Activision, Take-Two, Sony, Nintendo, mange valgte nemlig at skippe årets messe helt, men bare fordi at disse virksomheder glimrede ved deres fravær, så betyder at det ikke at der ikke var spændende spil at opleve, og et glimrende eksempel på dette er A Plague Tale: Requiem, et spil der i min optik let kan betragtes som en GOTY-contender.

Jeg bliver dog nødt til at starte med at indrømme, at det først var for nylig at jeg endelig fik taget mig sammen til at få spillet forgængeren, A Plague Tale: Innocence, som efterlod utrolig, utrolig spændt på den kommende efterfølger, Requiem. Måske var det derfor at jeg, på vej ind til en preview session sammen med Asobo hvor jeg fik lov til at spille hele det sjette kapitel, ikke rigtig anså skuffelse som en reel mulighed. Det her spil skulle bare være godt. Og selvom at det spiller lidt anderledes end det første, så lad os da bare sige at det var det så sandelig også. Lad os dykke lidt ned i hvorfor.

Allerførst, som forventet af et spil skabt til PC og de nyeste konsolplatforme (og en aflysning af en PS4- og Xbox One-version), så er der en syndflod af tekniske opgraderinger i forhold til forgængeren som virkelig forbedrer indtrykket af Requiem fra start af. Banerne er større, og det gør først og fremmest livet mere besværligt for Amicia og Hugo. Der er flere fjender, flere hemmeligheder at opdage, og mere tætpakkede grupper af dødelige udfordringer. Samtidig med det er der alt det åbenlyse, bedre lyssætning, højere opløsning og alle de andre grafiske tricks der skaber et mere prangende visuelt indtryk. De teknologiske opgraderinger er tydelige fra start af, bare i forhold til ansigtsanimationer, eller volumen og densitet på de planter man bevæger sig igennem. Og vi er slet ikke kommet til det centrale endnu; rotter.

Efter min tid med spillet tog jeg en snak med instruktør Kevin Choteau. Her fortalte han mig at den skarpere teknologi, som er kernen af Requiem, tillader spillet at individuelt rendere op til 300,000 rotter på samme tid, som er en drastisk forøgelse sammenlignet med de cirka 5000 som var muligt i Innocence. De horder virkede allerede gigantiske, så det her er virkelig en helt anden skala. Og rotter er der mange af, så mange så det er svært at beskrive med ord.

Men tilbage til spillet, og mere specifikt tilbage til hvorledes gameplay er blevet forbedret. Det er blevet sagt nogle gange i forbindelse med de forskellige trailere, men denne gang er både Hugo og Amicia altså lidt ældre. Det er ikke meget, skal jeg lige tilføje, men du kan dog se vægten af de beslutninger de bliver nødt til at træffe, og hvordan det ændrer dem. Amicia er ikke længere en passiv beskytter, men et individ der bliver mærket hver eneste gang hun føler sig tvunget til at gøre skade på andre. Hun har en armbrøst, som tillader hende mere direkte kamp mod fjender. Der er dog en ret præcis økonomi i forhold til ammunition, så hun kan ikke gå ind "guns blazing". I stedet skal man fortsat være ret præcis i forhold til hvordan man håndterer udfordrende situationer. Hun har også nogle fancy nye værktøjer, som kan sætte ild i forskellige ting og meget mere.

Hugo har nogle rotterelaterede evner, såsom at kunne kontakte horderne af rotter hurtigere, og guide dem til at angribe fjender i en præcis retning, eller sågar få et overblik over hvor fjenderne er henne. Det betyder at du har flere værktøjer helt generelt, men mit indtryk er at de her evner matcher udfordringen ret godt.

A Plague Tale: Requiem er større, flottere og mere mekanisk alsidigt end sin forgænger, og sammen med mere imponerende teknologi og mere udfordrende gameplay, så er der for alvor tale om noget ganske særligt her. Jeg er ikke i tvivl om at spillet bliver stort.