Miasma Chronicles: Vi har prøvet det kommende taktiske RPG til Gamescom

Der er sikkert gode grunde til, at mange taktiske, turbaserede RPG-spil foregår i postapokalyptiske, eller i det mindste krigshærgede, verdener. De færreste ville jo nok bruge tid på minutiøst at planlægge et bagholdsangreb, hvis man kunne smadre fjender med luftstøtte eller fylde depoterne i det lokale supermarked oven en særligt ressourcekrævende kamp. Så jeg har forståelse for, hvorfor Bearded Ladies, udvikleren af Mutant Year Zero: Road to Eden, endnu engang har valgt en postapokalyptisk verden til deres kommende spil, Miasma Chronicles. Alligevel føler jeg, efter at have prøvet spillet ved Gamescom, at de godt kunne have tænk bare en smule mere ud af boksen.

I Miasma Chronicles spiller du som Elvis. En kløgtig og eventyrlysten ung mand, der voksede op i minebyen Sedentary under opsyn af sin metalliske "storebror." I løbet af spillets åbning kommer du til at kommandere med begge karakterer, mens du udforsker et fremtidigt USA, der er sønderrevet af en mystisk kraft kendt som Miasma. Det er desværre ikke verdens mest originale præmis, og under min tid med dette preview build fik jeg flere gange en fornemmelse af deja-vu - ikke noget godt tegn i betragtning af, at jeg ikke tidligere havde hørt om spillet.

Den primære årsag hertil var sandsynligvis karaktererne og omgivelserne. Elvis ligner enhver anden glatbarberet, Tom Holland-agtig spilhelt, og af en eller anden årsag råber han begejstret hver eneste replik, hvad enten det giver mening eller ej - nok ikke den bedste vane, når du forsøger at snige dig rundt i et fjendtligt miljø. En smule bedre er hans robothjælper, men det føles stadig som om, denne karakter er tyvstjålet fra Borderlands, både når det kommer til design og den lidt overfriske personlighed.

Ærlig talt kunne jeg ikke få øje på et eneste originalt element i forhold til det overordnede design. Sedentary ligner enhver anden Fallout bebyggelse, minus de skøre karakterer og de humoristiske referencer, og Western-atmosfæren med rå, skæggede mænd i cowboyhatte virker også en kende slidt efterhånden. Det skal dog siges, at sidemissioner ikke var aktiveret under denne fremvisning, og det kan være at spillet gemmer noget mere personlighed her. Det håber jeg virkelig.

I forhold til gameplay vil spillet også føles meget velkendt for dem, der har prøvet kræfter med Mutant Year Zero: Road to Eden. I mine øjne er det straks mere positivt. Det spil imponerede med intuitiv taktisk kontrol samt en god portion taktisk dybde. Miasma Chronicles virker til at være baseret på det samme system, helt ned til enkeltelementer i forhold til spillets interface og visse skud- og dækningsanimationer.

Om spillet så også bygger videre de eksisterende systemer, er endnu for tidligt at sige, da de kampe, jeg klarede mig igennem, reelt set kun udgjorde spillets læringsdel. Igen har vi at gøre med to overordnede tilgange til kampe. Du kan enten komme buldrende med høj pistolføring eller forsøge at snige dig ind på dine fjender og dermed opnå en fordel. Den listige metode er for det meste den foretrukne, da du på denne maner typisk kommer igennem kampene uden at skulle bruge særlig mange ressourcer.

Når det første skud er affyret, fungerer kampene dog ens. Endnu engang er nøglen til succes at indtage de rette positioner på kamppladsens gitter, finde tilstrækkelig dækning og udnytte muligheder i miljøet såsom eksplosive olietønder (af den slags der altid flyder allevegne i denne type spil). Våben har forskellige styrker og svagheder, når det kommer til afstand og fjendetype, og de enkelte fjender anvender unikke taktiker og bevægelsesmønstre - under demoen kæmpede vi primært mod nogle slimede frømennesker, der også ledte tankerne tilbage mod udviklerens forrige spil.

Intet af dette er specielt banebrydende, og jeg savner eksempelvis muligheden for at bruge nærkampsangreb, når jeg har listet mig ind på en fjende. Men det flyder dog glimrende og føles yderst intuitivt at styre, selv med en controller. Spillet skifter hurtigt mellem kamp og udforskning, og at kunne søge efter brugbare genstande og hemmeligheder mellem kampe giver et tiltrængt pusterum, ligesom det bringer verdenen til live. Hvis så bare den verden, var en smule mere interessant.

Jeg har nok lydt en anelse negativ, så lad mig understrege, at jeg skam havde en fornøjelig tid med spillet. Det er bare svært at slippe følelsen af, at Miasma Chronicles blot er mere af det samme. Som sådan er der ikke noget i vejen med dette, da Mutant Year Zero: Road to Eden var et overraskende godt spil. Men det havde også en mere unik verden fyldt med antropomorfe dyr og livrige, farverige omgivelser. Miasma Chronicles mangler virkelig noget at skille sig ud med, og heldigvis har spillet stadig en stor muteret kanin i den slidte cowboyhat.

Det drejer sig selvfølgelig om selve the Miasma. Den mystiske kraft står i centrum for både spillets verden og dets fortælling, og udvikleren lover, at vi vil komme til at lære mere om den opgav, samt få at vide, hvordan vores hovedkarakter er forbundet hertil. Jeg blev endda fortalt, at vi kommer til at lære, hvorfor han hedder Elvis, hvilket for mig personligt, er spillets helt store mysterium. The Miasma vil ligeledes influere kampene og vores evner, hvilket måske kan give spillet det friske islæt, det så desperat behøver.

Selvom det ikke udkommer før i 2023, virker Miasma Chronicles allerede til at være i en solid teknisk tilstand. Hvis du var fan af Mutant Year Zero: Road to Eden eller blot kan lide genren, er det derfor værd at holde øje med, også selvom det mangler lidt originalitet. Men skal der også trækkes nye spillere til, har den mystiske Miasma bare at være lige så underlig og magisk, som det virker til i trailerne.