Dansk
Gamereactor
previews
Gerda: A Flame in Winter

Vi har prøvet det danskudviklede Gerda: A Flame in Winter

Det kommende RPG-lite, der foregår i Sønderjylland under den tyske besættelse, leverer et lovende førstehåndsindtryk med sin unikke stil og svære valg.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Når de danske filmselskaber begynder at producere film som De forbandede år 2 og Hvidstensgruppen - de efterladte, er det måske nærliggende at spørge, om der efterhånden ikke er kogt kreativ suppe nok på modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig? Det har dog ikke hindret den danske udvikler Portaplay i at udvikle spillet Gerda: A Flame in Winter, der omhandler præcis samme emne som de fantasiforladte filmefterfølgere. Og godt det samme! For hvad der virker slidt og fortærsket på biograflærredet, fremstår i spilbranchen som et frisk pust.

Jo, ganske vidst har vi da skudt utallige tegneserienazister, siden B.J. Blazkowicz besejrede Hitler i Wolfenstein 3D. Men kun få gange har krigens rædsler været fremstillet som andet end adrenalinpumpende underholdning ved frontlinjen eller generalers strategiske spil foran udspillede landkort. Her er Gerda: A Flame in Winter langt mere unikt, da vi befinder os milevidt fra slagmarkerne ved den franske kyst eller på forfrosne sovjetiske stepper. I stedet foregår spillet her til lands, nærmere bestemt i den sønderjyske by Tinglev, blot 10 kilometer fra den tyske grænse. Året er 1945, og den tyske okkupation af Danmark synger efterhånden på sidste vers. Det lysner altså så småt i horisonten, men over spillets hovedperson Gerda hænger stadig mørke, tunge skyer. Som datter af en tysk far og en dansk mor har hun besættelsen igennem kæmpet med en splittet loyalitet. En skæbne hun i øvrigt deler med mange andre borgere i Tinglev, da byen, og store dele af det øvrige Slesvig, fra 1864-1920 havde været en del af Tyskland.

Gerda: A Flame in Winter

De mange overvejelser og moralske dilemmaer, som et liv i grænselandet med dobbelt statsborgerskab fører til, står i centrum for både spillets historie og mekanikker. Måske ikke så overraskende, når man tænker på, at Gerda: A Flame in Winter udgives af franske Dontnod, der er bedst kendt for det narrative eventyr Life is Strange. For nyligt fik vi lov til at prøve spillets to første timer, og allerede i løbet af de første par minutter konfronteres vi med svære valg, da Gerda har venner og familie, hvis sympatier går i diametralt modsatte retninger. Ved at give din mening til kende og træffe beslutninger, ændrer du forholdet, ikke blot til de enkelte karakter, men også til befolkningsgrupperne, tysk og dansk, og de to faktioner, besættelsesmagten og modstandsbevægelsen. Du kan også være heldige at optjene point inden for evnerne vid, medfølelse og indsigt - point du senere kan bruge for at anvende særligt effektive dialogmuligheder eller passere skill checks, som vi kender det fra CRPG-genren.

Dette er en annonce:

Og dilemmaer er der som sagt nok af. I arbejdslivet, hvor Gerda som klinikassistent, skal forsøge at få de knappe medicinske ressourcer til at række til både byens borgere og besættelsesstyrkerne. Og i privatlivet, hvor rationeringskort og sortbørshandel begge er nødvendige for at klare til dagen og vejen. Selvom det nok er ganske realistisk, med alle disse praktiske gøremål, så må jeg ærligt indrømme, at den første halve time føltes en anelse triviel. Det var dog heldigvis blot stilhed før stormen. Hurtigt vikles Gerda nemlig ind i en større sag, da hendes mand Anders arresteres af det tyske politi under mistanke for at have medvirket til sabotage. Uden kendskab til sin mands skyggetilværelse tvinges Gerda nu til at finde modstandsbevægelsen og forsøge at redde trådene ud med Gestapo. Det hele kulminerer i en spændende sekvens, hvor vi skal bryde ind på en lægeklinik og stjæle morfin. Her står valget at stjæle morfinen til en ung jødisk pige, en såret modstandsmand eller den tyske soldat Reinhardt, der lover at gøre livet lettere for Anders i fængslet.

Gerda: A Flame in Winter
Gerda: A Flame in WinterGerda: A Flame in WinterGerda: A Flame in Winter

Næsten alle situationer kan løses på forskellig vis, og udfaldet kan ofte have konsekvenser for senere begivenheder. Takket være min måske lidt for gode relation med besættelsesmagten og et par heldige dialogvalg, var det lykkes det mig på forhånd at sikre Anders en bedre behandling i fangenskab. Jeg kunne derfor tillade mig at være lidt mere idealistisk i mit afgørende valg og besluttede i sidste ende at stjæle medicinen til modstandsfolkene. Sekvensen hvor man sniger sig ind på klinikken, illustrer meget godt, hvordan de mange valg ikke kun behøver at handle om dialog. Hver gang jeg valgt at gennemrode et skab eller en kommode, skulle jeg igennem et skill check, og lidt manglende held med den virtuelle terning, betød pludselig, at der ikke var råd til flere fejltagelser, hvilket ledte til en række nervepirrende beslutninger. Heldigvis lykkedes det mig at stjæle morfinen uden at den residerende læge, men der lå andre overraskelser i vente, som dog ikke skal afsløres her.

Dette er en annonce:

Udviklerne beskriver Gerda: A Flame in Winter som et "narrativt RPG-lite", og det har de ramt meget godt. Vurderet ud fra dette preview indeholder spillet hverken komplicerede gåder eller reflekspræget gameplay. Alligevel tørstede jeg ikke efter flere udfordringer, da den svære balancegang mellem de forskellige faktioner konstant holdt mig på tæerne. Lidt ligesom i Telltales Walking Dead-serie føles hvert fald ikke som en multiple-choice eksamen i etik og moral - det har nemlig sin pris at være idealistisk. Og valgene føles endda endnu sværere her, fordi de tyske soldater ikke fremstår som hjernedøde zombier eller tegneserieskurke, men snarere som normale mennesker ledt på afveje af historiens luner.

Gerda: A Flame in Winter

Mange narrative eventyr er blevet ofre for kluntede animationer og stive karaktermodeller, der spænder ben for stemningen. Ganske klogelig har Portaplay derfor valgt en mere stiliseret fremstilling, hvor det næsten føles som om, at du klikker Gerda rundt på et oliemaleri. Det er dog kun set i distancen, for i sekvenser hvor kameraet zoomer mere ind, afsløres en ikke-mindre charmende PS1-pixelmosaik. Spillets stemningsfulde soundtrack underbygges endvidere af grammofonplader og spillemænd i selve spillets univers, der giver smagsprøver på ægte danske viser som eksempelvis Jens Vejmand. Det er tydeligt, at Portaplay har lagt meget arbejde i at skabe en autentisk og medlevende atmosfære baseret på masser af research. Du kan således i spillets kodeks læse om alt fra alt fra opskriften på leverpostej og det sønderjyske kaffebord til forfølgelsen af jøder og kommunister under den danske samarbejdspolitik, hvilket igen understreger spillets nøje blanding af små og store aspekter ved livet under besættelsen.

Skal jeg dog alligevel sætte nogle fedtede fingre på det lovende kanvas, så kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over den lidt primitive præsentation af dialogbokse og andre menuer. De dukker op ofte nok til, at man lægger mærke til det lidt fantasiløse design, der ikke rigtigt harmonerer med spillets øvrige gennemført stil. Samtidigt virker det også mærkeligt, at Gerda for eksempel kan få en negativ reaktion hos en faktion, uden at de har hverken øre eller øjne stilstede i den konkrete situation. Men ellers var jeg nu ganske glimrende underholdt af Gerda: A Flame in Winter, der udover at være noget så sjældent som et spil sat her til lands, og virker til at have kvaliteten til at appellere til et større internationalt publikum. Vi må dog vente til den 1. september, hvor spillet udkommer til PC og Nintendo Switch, før vi finder ud af, hvordan det kommer til at gå for Gerda og de andre borgere i Tinglev.

Gerda: A Flame in WinterGerda: A Flame in Winter

Relaterede tekster

1
Gerda: A Flame in WinterScore

Gerda: A Flame in Winter

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Selvom vi befinder os langt fra de berømte kamppladser som Normandiet og Stalingrad, leverer nyt dansk spil alligevel en gribende fortælling sat under Anden Verdenskrig.



Indlæser mere indhold