Dansk
Gamereactor
previews
My Time at Sandrock

My Time at Sandrock er uambitiøst men underholdende indtil videre

Pathea Games er næsten klar med en efterfølger, der godt nok ikke satser hele butikken, men leverer det som fans forventer.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg elsker de der spil, hvor man bare skal bygge ting og skabe en hverdag. Jeg brugte dage og timer på at høste og socialisere i Stardew Valley, og jeg var både byggemester, og fik mig sågar en kone i My Time at Portia, hvilket jo ikke er så ringe, har jeg ladet mig fortælle. Det spil var jeg i øvrigt ganske glad for generelt, da jeg anmeldte det for lidt over tre år siden. Nu er der så kommet et nyt kapitel af My time-serien, og dette kapitel hedder My time at Sandrock, og spillet er i lukket beta lige nu. Den beta har jeg så haft adgang til de sidste dage, og nu vil jeg fortælle lidt om min oplevelse med spillet. My Time at Sandrock er udviklet af Pathea Games, og man vil kunne spille det på Steam senere i denne måned.

Der findes en ganske åbenlys formular for hvordan en spil som My Time at Sandrock, og Stardew Valley, skal være. Denne formular er, at man får en gård, hus eller værksted. Denne er måske overgroet eller meget lille, og man skal så få styr på stedet, og få ens ejendom til at fungere, så man kan blive rigere, og måske også få flere og flere venner. Så primært skal man arbejde på sit sted, men der er tit en by i nærheden, hvor man kan få nye venner, eller måske finde den eneste ene, som så kan flytte sammen med en. Man får venner og kærester ved at udføre opgaver for dem, eller ved at give dem gaver. Der er selvfølgelig variationer af denne formular, men i de spil i genren jeg har prøvet, holder man sig generelt til det jeg har nævnt foroven. Det gør My Time at Sandrock også. Faktisk synes jeg ikke der sket ret meget siden My Time at Portia på godt og ondt.

My Time at Sandrock
Dette er en annonce:
My Time at SandrockMy Time at SandrockMy Time at SandrockMy Time at Sandrock

My Time at Sandrock starter med, at man laver en lille mand eller kvinde, som bliver ens avatar i spillet. Der er ekstensive muligheder for at udfolde sine kreative sider, når man skaber sin karakter, men det betyder ikke det store synes jeg, for det gælder jo bare om at komme i gang med spillet, men der er muligheder for at indstille hver eneste lille rynke, hvis man vil.

I gang kommer man dog lige efter, da man ankommer til Sandrock, som er en lille ørkenby, der er bygget om en stor sø, som byens beboere får deres postevand fra. Byens byggemand vil gerne prøve noget nyt, og har derfor forladt hans værksted, som man skal overtage efter ham. Værkstedet er ganske lille, og for at komme i gang med at udvide, skal man ind i byen og have tilladelser fra byens administration, og den stedfortrædende borgmester. De giver så små missioner, som skal klares for at få lov til at bygge løs. Man skal bygge en genbrugsmaskine, som kan omforme det skrald man samler op til byggematerialer, der i sidste ende kan bruges til at skabe et byggeimperie. Der er nemlig en masse skrald rundt omkring, eftersom at den verden som Sandrock foregår sig i, engang blev domineret af en meget avanceret civilisation, der dog siden er gået under. Ovenpå dets skellet eksisterer spillets verden altså. Der er et klart miljøbudskab i spillet, som handler om at spare ressourcer og genbruge så meget som muligt, og det er jo ganske fint at overlevere de ideer. Så efter at have klaret de opgaver gælder spillets byggedel bare om at bygge mere og mere indviklede maskiner og strukturer, som kræver at man skal længere og længere væk fra sit værksted for at finde dem. Man skal for eksempel grave efter mere ædle metaller, og der er også farlige kryb, som man skal kæmpe med, derfor er der også et ret simpelt kampsystem, så man kan lave våben til sig selv, for ikke at dø.

Når man så har fået fat i de ressourcer man har brug for, kan man lave maskiner, som kan lave ting, så man kan hjælpe sine medborgere i Sandrock. Der er nok tyve til tredive mennesker i byen, som alle kan gøres til ens ven, hvis man hjælper dem, eller giver dem de rigtige gaver. Man kan som sagt endda finde sig en kone blandt byens mange singler, og når man gør det, flytter de ind i ens hus, og skulle bien og blomsten komme forbi, så gør storken også, hvorefter man får en arving til ejendommen. Det er nok det jeg synes er mest kritisabelt i Sandrock indtil videre, nemlig at min beskrivelse af spillet kan overføres en til en på My Time at Portia også. Der er selvfølgelig små nye tilføjelser i forhold til spillets indhold, men i bund og grund er det akkurat samme formular. Noget af det eneste nye jeg fandt i spillet, var at ens karakter har noget der minder om en rollespilskarakterskærm, med våben og armeringer som man kender det fra Diablo. Dette giver spillet et rollespilaspekt som er ret sjovt, og der er også muligheder for at opleve områder som i Diablo, hvor man kæmper mod diverse kryb, som giver loot. Der var også kampe i Portia, men det er blevet udvidet her. Der er også nye minispil, ala dem man finder i Mario Party-spillene, og de er da meget nuttede, men ikke min kop te. Hvis man elsker formularen, som My Time at Sandrock følger, så vil man også elsket spillet her, men lidt mere innovation kunne have været fedt.

Dette er en annonce:
My Time at Sandrock
My Time at SandrockMy Time at SandrockMy Time at Sandrock

Hele spillet kører på en kalender, hvor der er begivenheder, som man kan deltage i hvis man vil. Disse er ligesom i Portia generelt sjove, da de er et afbræk fra dagligdagens arbejde, og søgen efter ressourcer, men man kan lave det man vil, og udforske spillets store kort som man vil. Der er dog områder, som ikke er tilgængelige fra starten, men de åbner op som historien i spillet udfolder sig. Og verdenen er flot og meget stilistisk gennemført. Hele den grafiske stil er meget tegneserieagtig, og nuttet er vist et godt ord for den. Der er dog en masse grafisk lir man kan slå til, og på maksimum indstillinger ser spillet superflot ud. Specielt er solopgangen, og så vidt også nedgangen, noget der skal opleves. Musikken i Sandrock er dog rigtig "det vilde vesten"-agtig, og generelt er den super hyggelig, ligesom Portia også var det. I det hele taget er stemningen lige i skabet, og jeg tænker "hyggeligt" beskriver spillet på alle punkter meget godt.

Den version af spillet jeg prøvede, havde ikke noget stemmeskuespil, og jeg tænker ikke jeg spiller My Time at Sandrock igen, før det bliver implementeret. De mange nuttede karakterer mangler lidt den charme som stemmeskuespillet gav i Portia, men kan man leve med at skulle læse al dialog, så er My Time at Sandrock lige det man forventer af et spil i byggesimulationsgenren. Der er en stor verden at udforske, og en masse sjove karakterer at lære at kende. Alt er dog ikke implementeret endnu, og jeg venter tålmodigt på, at de manglende ting kommer med i spillet, men har mit lille preview givet smag på mere My Time at Sandrock, så starter den tidlige adgang den 22. maj.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold