Vi har spillet den første verden i Kirby and the Forgotten Land

Selvom at Kirby på sin vis er en platform maskot på samme måde som Mario, Luigi og Toad er, så har hans spil aldrig rigtig fået samme bevågenhed, som førnævnte karakterer har. Jo, de sælger, men om det er fordi at spillene kommer fra det separate studie HAL Laboratory, eller om han bare er mindre markedsføringsbar end de resterende, så er han ikke nær lige så profileret.

Det er tydeligt at mærke at Nintendo ønsker at ændre på det med Kirby and the Forgotten Land, for selvom at det ikke helt spejler eksempelvis Super Mario Odyssey i skala og ambition, så kan man let kalde selve ideen bag spillet, at Kirby skal have "Odyssey-behandlingen".

I brede træk, så er det lykkedes. I løbet af den første verden, som også er den der hovedsageligt er blevet vist gennem diverse trailere, så er der en bredte, et ambitionsniveau og en insisteren på løbende at introducere nye mekanikker, der virkelig får en til at tænke på Odyssey, selvom at spillet tydeligvis fortsat vil stå i skyggen af netop sin inspirationskilde.

Først og fremmest, så ja, spillet foregår i hvad der ligner vragresterne af menneskets verden. Det spiller ikke rigtig nogen afgørende rolle, eftersom spillet ikke som sådan har noget narrativ, plotmæssig kontekst eller reelt fundament. Faktisk kæmper man stadig imod karikerede, overdimensionerede fjender, traditionen tro, men møblement, omgivelser og anden baggrund synes designet efter en mere realistisk fortolkning af menneskesamfundet, som er en lidt... ja, forvirrende kontrast. Når det så er sagt, så er det hele uhyre farverigt, afvikles på teknisk gnidningsfri vis og har samme legesyge islæt som Marios seneste eventyr.

Du hopper, svæver, suger fjender ind på B for at absorbere deres evner, og alt er lidt ved det gamle. Det er ikke nogen kritik, for i det mindste her i Kirby and the Forgotten Land er der er lækkert flow, og det virker lidt som om at hele produktionsniveauet har fået et nøk op. Spillets ret så direkte pendant til Marios kasket er Mouthful Mode, der kontekstuelt giver adgang til nye mekanikker i en given bane. Kirby absorberer ikke fjender, men gigantiske genstande såsom store trafikkegler, biler eller reolsystemer, der for en kort stund lader dig bevæge dig og angribe på helt andre præmisser. Der er slet ikke samme dynamik og frihed som i Odyssey, men godt fungerer det, og du sidder ofte med et smil på læben, når Kirby får adgang til en ny Mouthful Mode-portion af spillet.

Desuden introducerer HAL Laboratory her et slags meta-spil, noget som Nintendo-spil har manglet i lang tid, hvis du spørger undertegnede. De Waddle Dees du finder i banerne kan nemlig bruges på at låse op for nye aspekter i deres egen lille landsby, som du kan besøge når du vil. At låse op for disse giver adgang til blandt andet opgraderede evner og meget, meget mere, og det er skønt at du ikke bare har det sjovt i de enkelte baner, men at der er reel progression denne gang.

Kirby and the Forgotten Land genopfinder ikke den dybe tallerken, men præsterer dog alligevel, i løbet af sin første verden, at positionere karakteren en del stærkere fremadrettet. Vi krydser fingre for at resten af spillet er lige så godt.