Vi har spillet flere timers Total War: Warhammer III

Med kun en måned til at Total War: Warhammer III endelig udkommer var det særdeles spændende at få lov at prøve kræfter med spillet efter månedsvis med små videoer fra Creative Assembly, og det var derfor en kæmpe skuffelse da spillet ved udskudt i sidste sekund. Men vi kender jo allesammen Miyamoto-citatet, ikke sandt? Det er bedre at spil aktivt forsinkes, end at de lanceres halvfærdige. Forgængeren Total War: Warhammer II viste os trods alt at det tager en masse småjusteringer for at ramme balancen fra figurrollespillet.

Dette relativt korte preview startede med en stor overraskelse da journalisterne fandt ud af at man ikke skulle spille som bare én af de kendte fraktioner som lovet, men at man nu også skulle spille som en ny fraktion ved siden af den semi-kendte Grand Cathay-nation. Formuleringen skyldes at denne race formelt ikke eksisterer som spilbar race i spillet som udgives af Games Workshop, men i mange år har været en del af det udvidede univers. Creative Assembly har dog vist sig ret gode til at kigge på baggrundsmaterialet, også det mindre kendte, og har gjort det med andre mindre kendte fraktioner også. Det gør at man ikke kan mærke forskel på de racer der har været en del af universet fra start for over 30 år siden, er kommet sent til, eller slet ikke findes officielt.

Grand Cathay er bygget over et heftigt kinesisk tema, en slags Total War: Three Kingdoms på amfetamin, de har en mur de beskytter imod mongolske horder, undskyld, Chaos-dæmoner, deres ledere er drager i menneskeskikkelser (og jeg er overbevist om at Blizzard har ladet sig inspirere kraftigt herfra i forhold Onyxia og Nefarion) og både hære og byer bruger et ying-yang harmoni-system, der kraftigt påvirker den samlede ydelse og synergi. Der er terrakotta-krigere, jadekrigere, rigeligt med sortkrudt, alkymister, selv en silkevej til at handle med andre, har de. Og grundet den måde de er designet på er spilleren tvunget til en mere afblanceret strategi end en specialiseret hær eller region, men det giver også mange fordele.

Den nye race gav mig et kortvarigt håb om at spille Chaos Dwarfs, endelig, Dawi-Zharr er her, og de er klar til at slå alt og alle ihjel. Men nej, udvikleren har valgt en anden vej, og har valgt at introducere en femte Chaos-fraktion, Daemon Prince of Chaos Undivided. Denne race kombinerer alle troppetyper fra alle fire Chaos-guder, og man låser så op for hver type ved at få gude-specifikke point fra kampe og bygninger. Man kan så specialisere sig i at dække det hele, eller rette sit fokus imod en enkelt gud. Det gør desværre at Skill Point-systemet primært omhandler at indsamle disse point, men for at balancere dette låser man konstant op for nyt grej, ikke ringe eller sværd, men haler, horn, vinger og alt hvad man ønsker, og som kan ændres fra kamp til kamp, hvilket giver en enorm fleksibilitet til din general. Der er også et relativt komplekst korruptionssystem der følger med.

Hvor andre racer ikke kan skifte kropsdele, så er brugerfladen gået igen i den måde magiske genstande og følgere distribueres til dine generaler for andre fraktioner. I det hele taget har alt fået en ansigtsløftning med kraftig inspiration fra Total War: Troy særligt, og Total War: Three Kingdoms. Personligt finder jeg at der er alt for mange brune nuancer, men mere irriterende så er farverne kraftige, blanke og slet ikke i den pæne og kunstværkslignende farvepalette som Total War: Warhammer II mestrede til fulde. Diplomatiet er blevet opgraderet og giver langt flere og mere avancerede funktioner. Generelt har det hele fået en større overhaling, og jeg er ikke enig i alt, men det giver absolut et nyt og friskt udtryk.

På trods af det ser jeg meget frem til at kortet fra dette spil integreres med de to andre i den endelige "Mortal Empires"-kampagne. Til stadighed glædes jeg over hvor forskelligt de to racer vi denne gang fik lov at lege med spiller. Naturligvis har dette været et begrænset indblik, men alligevel virker det som om at der er har været fokus på dynamisk adskillelse af den måde de forskellige fraktioner føles at spille på.

Rent mekanisk er der faktisk sket en del ændringer også, særligt da man nu kan invadere Chaos-verdenen, men nok vigtigere, så er belejringsdelen blevet noget mere avanceret. Jeg har det dog lidt blandet, da mange byer ikke længere har lukkede porte og vagttårn der skyder, men er helt åbne, og kun har vagttårn hvis forsvaren vælger det. Jeg savner næsten at knuse mure og borgporte, men jeg må indrømme at det at man er tvunget til at kæmpe inde i byen giver forsvaren bedre chancer, og giver kampene meget mere kaos.

Flyvende enheder er også blevet ændret lidt, tør man håbe på at det mon er i forberedelse til en Warhammer 40,000-udgave af spillet inden at jeg skal på pension? De kan nu tvinges til at holde sig på jorden eller flyve, og findes nu også i mere infanterilignende udgaver. Hertil kommer ting som energibarrierer, reflektioner af indkommende projektiler og tilbagekast af besværgelser. Alt i alt, lugter det af et meget avanceret spil, der, og det er absolut realitisk, forarbejder til en 40K-udgave.

Spillet er gjort mere intenst, der er langt kortere vej til alt, langt flere ikke-spilbare fraktioner og klaner, bedre vegetation i terænnet, og hele verdnen kommer rigtigt til live, eller, ja, dæmoner er teknisk set ikke levende, men manifesterede magiske energier, men du ved hvad jeg mener.

Hvad der dog imponerer mest er hvor forskelligt dæmoner af forskellig type og gudetilhørsforhold spiller, det giver både strategisk og taktisk forskellige angrebsvinkler, og gør det forkromede overblik noget vigtigere. Jeg forventede at Grand Cathay var svage up front, men kombinationen af ying-yang harmoni og dertilhørende specialskole indenfor magi var virkelig god, og gjorde mig i stand til at besejre en klart overlegen modstander der havde overfaldet min konvoj. Jeg huskede dog også de vise ord fra den berømte general Kenobi, omkring altid at sikre sig slagmarkens højeste punkt, hvilket bringer mig til det sidste punkt, terrænet, der nu for alvor skal tages med i de taktiske overvejelser mere end nogensinde, og hjalp mig til en sejr over en flok Ogre, som jeg egentlig ikke burde have vundet.

Det bliver et dejligt og poleret spil vi ser om en måned, og jeg glæder mig virkeligt til 17. februar. Venligst ikke udskyd igen...