Pokémon Legends Arceus: De sidste betragtninger

Lige dele spænding og frygt. Det er vist sådan, man bedst kan beskrive stemningen blandt Pokémon-seriens fans her i månederne op til lanceringen af det længe ventede Pokémon Legends: Arceus. For nu får vi endelig, hvad mange længe har skreget på - en stor, sammenhængende verden, som frit kan udforskes i alle ender og kanter. Spørgsmålet er så bare, om Game Freak kan levere varen? Efter at have set lidt mere til spillet, tør jeg endnu ikke spå om, hvorvidt det bliver tilfældet. Men en ting er sikkert. Pokémon Legends: Arceus kommer til at stå som et markant nybrud i den ellers så konservative serie.

Pokémon Legends: Arceus foregår i regionen Hisui. Har du tidligere spillet Pokémon Brilliant Diamond/Shining Pearl (eller originalen til Nintendo DS) har du allerede været på besøg her, da det drejer sig om Sinnoh, blot et århundrede eller to tilbage i tiden. Væk er derfor magnetjernbaner, højhuse og elektroniske Pokédex. Mennesket har endnu ikke tæmmet hverken naturen eller de mange Pokémon, der frit boltrer sig i de variede økosystemer. Kun byen Jubilee Village står med sine træhuse og vandrevne møller som et løfte om, hvad der senere skal komme.

Ude på den anden side af byens afgrænsninger er alt på en gang velkendt og fremmede. Pokémon er der nok af (mere end 100 forskellige), men de gemmer sig ikke længere i det høje græs. I stedet vandrer de frit omkring på brede sletter, svæver gennem den uspolerede luft eller boltrer sig i bølgerne blå. Spillets smukke trailer, der fremviser alle herlighederne, virker nærmest som en BBC-naturdokumentar. Når det kom til de såkaldte Wild Areas i Pokémon Sword/Shield, virkede de synlige Pokémon sjældent som en naturlig del af habitatet, men mere som tilfældige fjender drysset ned af en eller anden skjult algoritme. Det ser bedre ud her, men før jeg selv får lov til at udforske verdenen, tør jeg ikke med sikkerhed sige, om serien reelt set har fået det præsentationsløft, som længe har været tiltrængt.

Men nu er det her trods alt ikke New Pokémon Snap, vi beskæftiger os med. De mange Pokémon skal ikke blot betragtes, men også fanges. Som vanligt anvender du den ikoniske Poké Ball, som nu er sirligt udført i træ for at matche periodens teknologi, men virker ellers til at fungere på vanlig vis. Det samme kan til en vis grad siges om spillets kampe. Dine Pokémon kan som sædvanligt lære op til fire forskellige evner med hver sine styrke og svagheder alt afhængig af deres element. Som noget nyt kan du nu også vælge mellem to overordnede angrebsstile - Agility og Strong. Sidstnævnte uddeler mest skade, mens at førstnævntes manglende styrke til gengæld opvejes af en høj fart. Systemet fører til, at Pokémon ikke længere altid angriber skiftevis; rækkefølgen afhænger nu af fart og angrebstype. Lignende mekanikker anvendes ofte i taktiske rollespil, hvor stribevis af karakterer duellerer samtidigt, men vil det fungere her, hvor man blot kæmper mod én Pokémon ad gangen? Igen føler jeg mig ikke helt overbevist.

Uanset om du forsøger at fange en simpel Voltorb (som er en af de Pokémon, der har fået et mindre ansigtsløft) eller en af de opflammede Alpha Pokémon, hvis røde øjne signalerer, at nu vanker der ballade, så foregår kampene i spillets verden - ikke på en separat arena. Personligt tror jeg, det vil hjælpe på indlevelsen, at man ikke længere hives ind i en alternativ dimension, fordi man tilfældigvis strejfer en omflakkende Ponyta. Det betyder også, at det kan betale sig at planlægge sin adfærd, inden kampene begynder. Lister du om bag et monster, kan du lave et overraskelsesangreb, og lidt mere interessant, er det også muligt at lave simple fælder ved for eksempel at lokke en Pokémon i et baghold med duftende bær.

Dette er i meget grove, nærmest geologiske træk, de vigtigste gameplayjusteringer i Pokémon Legends: Arceus, men frygt ej! Nyskabelser er der som sådan nok af. Du kan crafte eliksirer og genstande, Jubilee City kan løbende opgraderes, der er masser af tilpasningsmuligheder for din karakter, og du kommer endda til selv at skulle "slås" mod særlige Pokémon som i et tredjepersons actionspil - har du spillet noget som helst andet spil i denne genre, ser det dog ikke ud til, at du bliver blæst bagover af nogle af tilføjelserne.

Og det er måske heller ikke meningen. Inden jeg skrev dette preview, snakkede jeg med chefredaktøren om, hvordan Pokémon Legends: Arceus så ud til at mangle en overordnet vision. Inventaret ligner Monster Hunter, malingen dufter af The Legend of Zelda: Breath of the Wild, og på bagsiden af dørmåtten står der stadig Pokémon Let's Go. Men efter at have set mere til spillet, begynder der sig at tegne sig et klarere billede af Game Freaks visioner.

Det virker i mine øjne til, at Game Freak forsøger at vende tilbage til seriens rødder. Helt tilbage, vel og mærke, til dengang, at serien ikke var mere end en spirende ide i hjernen på dens skaber, Satoshi Tajiri. Inspireret af sine barndomsminder ønskede Tajiri at skabe et spil, der kunne give en ny generation den samme fascination af at samle og studere insekter, som han i sin tid oplevede. Det endelige spil, der her til lands udkom i 1999 under titlen Pokémon Red/Blue, indeholdt så meget mere end det - Team Rocket, Gym Leaders og rivaliserende trænere - og siden da har serien (som hurtigt blev et kommercielt fænomen) aldrig rigtigt forsøgt at genskabe den originale version. Indtil nu.

I Pokémon Legends: Arceus står den rene oplevelse i fokus. De missioner, vi ser i traileren, ligner noget fra et offline-MMO. Fang denne Pokémon, saml disse planter. Men det giver også mening i spillets univers, hvor du som en del af det såkaldte Survey Corps har til opgave at kortlægge Hisui-regionens lokale natur og Pokémon. Fraværet af traditionelle elementer såsom indsamlingen af emblemer, udforskningen af nye byer, kampe mod konkurrerende trænere og meget andet, kan være det nødvendige offer for, at vi for alvor kan blive opslugt af den tilsyneladende omfattende verden.

Men der er selvfølgelig også en risiko for, at Game Freak har skyllet babyen ud med badevandet. På trods af spillets åbenlyse kvaliteter, så endte det Pokémon-lignende Monster Hunter Stories 2: Wings of Ruin alligevel med at blive en lidt ensformig affære. Og her var der tale om et spil med langt flere karakterer, større byer, dybere mekanikker, en sandsynligvis langt mere udførlig historie og ikke mindst en mere gennemført præsentation i form af for eksempel stemmeskuespil. Pokémon Legends: Arceus har tilsyneladende langt mindre at læne sig op ad, så grundpillerne skal være af rigtig, rigtigt høj kvalitet, hvis spillets visioner for alvor skal realiseres. Jeg har min tvivl, men potentialet til noget stort kan bestemt også skimtes i den for Pokémon-serien helt friske horisont.