Vi har prøvet Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin

En hybrid imellem det hårdtslående og metodiske kampsystem fra Nioh, og den storslåede fantasy-verden fra Fantasy-universet? Fans burde have været i ren ekstase, men det var ikke ligefrem det der skete, da Square Enix løftede sløret for Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin. Selvom selve konceptet modtog ros, så var der mange der var skuffede over den rent ud sagt ringe grafik, og den centrale hovedperson fik også tunge ord med på vejen. Dette blev efterfulgt af en lidt blandet lancering af spillets demo, som til at starte med var ødelagt. Det er vist fair at sige, at det ikke var den bedste afsløring, og netop derfor sprang jeg for nylig med begge ben, og sagde ja til at prøve to baner fra spillet, mest af alt for at se om hvorvidt spillet virkelig er så slemt.

Derudover fik jeg også muligheden for at tale med nogle af de centrale spillere bag scenetæppet. Der er producer Jin Fujiwara, instruktør Daisuke Inoue og Koei Tecmos Fumihiko Yasuda, som også er producer på spillet.

Strangers of Paradise har faktisk samme antagonist som det originale Final Fantasy, og derfor var der i starten mange fans der var forvirrede om hvorvidt spillet egentlig er et remake af dette første kapitel. Holdet bag fortalte mig, at der ikke er tale om en "carbon copy of the original", men at de i stedet gerne vil udforske karakteren Garlands historie, og hvad der drog ham til at blive en skurk. Jo, spillet følger originalens åbning, men derefter breder spillet sine vinge ud, og flyver i en helt anden retning. Ysadua sagde også, at det faktisk ikke er nødvendigt at have spillet tidligere spil i serien for at prøve Strangers of Paradise. Han noterede dog at der er "references that [returning fans] will be able to smile at."

Historien fokuserer på Jack, en helt ny hovedperson, som ikke tidligere har været en del af nogle Final Fantasy-spil. Du kan sikkert huske ham, og hans stemme, fra åbningstraileren, hvor han nærmest udelukkende taler om "killing chaos". I løbet af mit interview sagde de forskellige repræsentanter, at selvom karaktererne virker simplificerede, så er der et dybt venskab imellem Jack, Jed og Ash, og at der er en grund til de simple navne også.

Den første bane jeg fik mulighed for at prøve var Chaos Shrine, som er den allerførste bane i hele spillet. Den fungerer samtidig som et slags træningsområde, hvor du lærer de fundamentale mekanikker at kende. Hvis du allerede har prøvet demoen på PS5, så burde alt dette være genkendeligt, da det faktisk er det samme område. Chaos Shrine er et direkte remake af samme bane i Final Fantasy, nemlig et uhyggeligt gotisk slot, der er ved at falde fra hinanden. Højdepunktet var selve konklusionen, en boss-kamp imod Chaos, som fungerer som et slags skill check. Det er dog en ret intens kamp, og Chaos havde ikke noget problem med at sætte mig på plads. Jeg missede hans queues, og blev alt for ofte ramt af hans vilde kombinationsangreb. Jeg blev, med andre ord, sat på plads.

I den anden bane blev jeg taget til en smuk, frodig skov, hvor der var en helt ny og interessant mekanik at bruge. Jeg kunne nemlig ændre vejret konstant. Eksempelvis skulle jeg forvandle vejret til hård regn for at få vandstanden til at stige. Det var ret fedt, at hele demo-sessionen i det hele taget skabte en så åbenlys kontrast imellem det gotiske slot og den grønne skov, men begge baner føltes ret så lineære sammenlignet med eksempelvis Nioh eller Dark Souls. Det var egentlig en ret lige linje fra A til B, og der var ikke megen mulighed for at afvige fra den bestemte sti. Jo, der var der nogle kister med skatte, men så heller ikke mere end det.

Det er naturligvis kampsystemet der er i fokus her, og det er en blanding af Final Fantasy og Team Ninjas action RPG-spil. Spillet tager det fleksible Job System fra førstnævnte inspirationskilde, og blander det med sidstnævntes hang til udfordrende kampe. På sand Souls-vis kigger du konstant efter åbninger til dine angreb, og parrerer og undgår angreb indtil du har lært mønsteret at kende. Det handler primært om at "stagger" din fjende, og når deres Stagger Bar er nede, så kan du udføre ret vilde angreb, hvor du forvandler dine fjender til funklende krystal.

Der er seks forskellige karakterklasser her, og igennem Job-systemet kan du skifte dem ud løbende. Det betyder at hvis du sidder fast i et specifikt område, så kan du eksempelvis let skifte fra en nærkampsfokuseret Warrior til en magikastende Black Mage for at se om det forøger dine overlevelsesodds lidt. Du har også friheden til at ændre rollefordelingen blandt dine kompagonger, og der er ikke noget klassespecifikt grej her. Hver eneste klasse har deres eget Job Tree, og du kan lære nye passive evner ved at bruge Job Points.

Én kampmekanik jeg virkelig satte pris på under min tid med spillet var Soul Shield. Hvis du blokerer et angreb ved hjælp af Soul Shield på det helt rigtige tidspunkt, så kan du faktisk lære en af dine modstanders angreb, og bruge det imod dem i en begrænset periode. Det føltes næsten som om at man var Ditto fra Pokémon, og jeg lærte at kaste sten efter fjender, og at tyre ildkugler også. Denne mekanik gør dog ikke en for stærk, da den kræver virkelig præcis timing.

Og så kommer vi til det der med grafikken, og jeg kan lige så godt bare få det sagt. Nej, jeg synes ikke at spillets visuelle aspekt, tværs af grafik og design, er det stærkeste kort det har på hånden. Det så ikke nær lige så slemt ud som i PS5-demoen, eller traileren, men karaktermodellerne synes stadig at se lidt forældede ud, og angribsanimationerne er stadig... kluntede. Når det så er sagt, så har holdet anerkendt problemet, og arbejder på at gøre det hele mere flydende og flot. "We went through and we found opinions about points that were detracting from the game experience and those were the bits that we focused on improving," siger de.

Overraskende nok, så kunne jeg ret godt lide Stranger of Paradise: Final Fantasy Origin. Det virker som om at holdet har styr på deres inspirationskilder, og med mekanikker som Soul Shield, så har de også nogle friske ideer. Jo, det ser sku lidt skidt ud rent visuelt, for nu, men det vigtigste er trods alt hvordan det føles at spille, og her er jeg langt mere betrøstningsfuld.