The Witcher 2: Assassins of Kings

"Og så skal du nå at gennemføre Mass Effect 3, inden The Witcher 2 udkommer"

"Jeg har det sgu hårdt."

Nogenlunde sådan foregik en kort Twitter-samtale, jeg havde med en ven for et par uger siden.

Han vidste det ikke, men på det tidspunkt var jeg på vej hjem fra et Namco Bandai-event omhandlende netop det spil. The Witcher 2: Assassins of Kings - Enhanced Edition, for at give det den helt korrekte titel, er endnu et fængslende action-RPG, der meget muligt kommer til at tage meget af din tid, når det udkommer i april.

Selv PC-ejere, der har haft elleve måneder i monsterjægeren Geralts selskab, har grund til at vende tilbage. På samme tid som Xbox 360-versionens udgivelse, udsender CD Projekt en gratis PC-opdatering, der indeholder de fire timers ekstra indhold og andre nye tilføjelser for at skabe en ny oplevelse af denne anmelderroste efterfølger.

Udvikleren bruger flere gange ordet "tilpasning" fremfor "port" - så stort er omfanget af de forbedringer, der er blevet implementeret i denne udgave af spillet. For spillere der er bekendt med spillets fortælling, kan det nævnes, at de to nye eventyr, områder og figurer introduceres i akt 3. For Xbox 360-spillere vil denne introduktion ikke føles påklistret, da man bliver spurgt om hjælp til missionerne af figurer, som man på det tidspunkt har stiftet bekendtskab med tidligere.

The Enhanced Edition er en rigtig god bonus for PC-spillere, men for Xbox 360-ejere er det rart at vide, at der ikke som udgangspunkt kommer noget fantastisk DLC, der kommer til at koste ekstra penge og plads på harddisken.

Udvikleren taler om spillet som værende et "hardcore, true-blooded RPG", hvilket måske er en henvisning til de andre spilserier, der giver afkald på nogle af de klassiske RPG-elementer, og dermed udvander deres titel som RPG. Der er mange muligheder for tilpasning af ens karakter, flere forskellige talent-træer, alkymi til produktion af bomber og potions, masser af udstyr at finde, forgrenede historier og talrige muligheder i kampsituationer.

CD Projekt har pillet ved deres targeting-system og har kortlagt controller-styringen herefter. Det hele bliver introduceret via en arenabaseret træningssession, der overvælder os fuldstændigt, da vi får til opgave at kæde alt, hvad vi har lært sammen for at overvinde endeløse horder af fjender, der kommer stormende i vores retning. Mængden af fjender vi nedlægger, kommer derefter til at afgøre, hvilken sværhedsgrad, vi skal spille på.

Hver for sig er det ikke så overvældende. To sværd der skiftes mellem ved hjælp af styrekrydset. Det ene er til menneskelige fjender, det andet til monstre. Der er to slags angreb - kraftfuldt eller hurtigt, A- eller X-knappen. Kameraet styres med den højre styrepind, hold LT nede for at låse fast på fjender og tryk RT for at blokere indkommende angreb.

Magi? Hold y need for at vælge mellem forskellige tegn, der eksempelvis giver forskellige fordele eller mulighed for at angribe på afstand. Bumper-knapperne styrer de sekundære våben såsom knive, fælder og bomber.

(Det er med de sidste, at vi er nødt til at koncentrere os lidt ekstra, og senere, når vi skal stå på det helt rigtige sted for at samle udstyr op, finder vi ud af, at både kamera og styring ind imellem er en anelse oversensitive.

Så kommer den sidste bølge af fjender og vi bliver slagtet. Men det vigtigste er, at vi får en idé om variationen af de fjender, vi kommer til at møde på vores eventyr; magikere, monstre og riddere med rustning og skjold. Det er nødvendigt at mestre et væld af forskellige strategier på samme tid for at klare sig igennem.

Vores tid med spillet strækker sig over hele åbningsprologen, hvor et slot bliver angrebet, og Geralt efterfølgende for alvor skal gøre en indsats for at få renset sit navn. Fra start af er det en fordybende oplevelse. Fantasy med en bitter, moden stil med dialog, der i højere grad leder tankerne hen på Game of Thrones end på Lord of the Rings, og med så levende figurer, at de alle kunne have været hovedpersonen.

Der er en grusom kølighed over elverne og en holdning grænsende til racisme mod dem fra menneskene. I en fængselscelle overværer vi to figurer diskutere om politiske fordele, og vi kan høre terningerne rulle og dødstallet stige, mens de behændigt afgør forskellige landes videre skæbne. Et andet sted taler en tilfangetagen gruppe af eventyrere om missioner og hemmeligheder - helte med deres egen episke historie, som du kun får et lille glimt af. Bandeord og seksuelle eskapader flyver om ørene på en. Det hele føles fængslende ægte og unikt - en massiv bedrift i en genre, der efterhånden er godt slidt.

Fra åbningens angreb på slottet til flugten fra fængslet er der talrige begivenheder at opleve og beslutninger at tage.

I udviklerens gennemgang af prologen dræber de adelsmanden Aryan La Vette og hans mænd på toppen af et af slottets tårne. I vores gennemspilning overtaler vi Vette til at redde sine mænd ved at kæmpe alene imod os, hvilket også ender med hans død.
I en anden gennemspilning ser vi ham tilslutte sig oprøret i fængslet. Her er spilleren dog nødt til at dræbe en venligsindet fange for at få Vette til at distrahere vagterne, så Geralt kan undslippe.

Alle disse forskellige historier, og vi er ikke en gang to timer inde i spillet.

Heller ikke samtalerne er entydige, hvilket viser, hvor moden historiefortællingen er, og her maser spillet sig ind på Mass Effects og Deus Ex's territorium. Der er dog ind i mellem nogle mærkeligt konstruerede samtaler. For eksempel hvisker folk ondt om os i en teltlejr før et slag, men så snart vi trykker på "talk"-knappen, er folk venlige og smilende.

Det lader til, at CD Projekt har fået alle detaljer med fra PC'en til konsollen, men rent visuelt kan denne version ikke matche PC-versionen, og på den front skuffer spillet derfor en smule med sit format-skift. Farverne virker kolde, og spillet mangler den glød, der gjorde, at man stoppede op og lavede en panorering for at nyde områderne.

Men der er stadig mere end nok til at holde os fanget i spillet. Vi afslutter vores tur i med at komme ind i en stor by og vandrer direkte ind til en hængning. Det tager os tilbage til tilsvarende oplevelser med PC-reviewet for år tilbage, og vi ender med at sidde og grine af NPC-replikker, der brilliant leveres af skuespillere med forskellige accenter fra de britiske øer.

Det ligner et spil, man kommer til at leve i, og efter at have rejst rundt i fremtiden til forskellige galakser på selvmordsmissioner over de sidste par uger, så bliver det godt at komme tilbage til noget, der føles lidt mere velkendt.