Preview: Star Fox til Switch 2 - fire ting vi elskede og to vi ikke er så sikre på

Det kom som en relativt stor overraskelse, da det blev annonceret for under en måned siden - mest fordi dets eksistens var lækket på forhånd - men ikke desto mindre blev det afsløret ud af det blå og med en chokerende grafisk stil: Det nye Star Fox til Nintendo Switch 2 udkommer den 25. juni.

Inden da - og da der lader til at være en del forvirring om, hvad dette egentlig er for en størrelse, især blandt dem, der ikke er bekendte med Nintendos tredimensionelle rumskydespil - fik jeg mulighed for at tilbringe mere end en time med en udgave, der virkede stort set helt færdig. Her prøvede jeg både kræfter med det, jeg kendte og elskede (ja, jeg brugte mange weekender i min ungdom på at jagte medaljer på Nintendo 64 og efterfølgende endnu flere i 2011 på 3DS), men også alt det, der er fuldstændig nyt i denne version.

For ja, der er tale om et remake. Et komplet remake, om man vil, af klassikeren fra 1997. Er det virkelig den tredje eller fjerde udgave af det samme spil, sidder du måske og tænker? Jeg forstår udmærket spørgsmålet og joken, for N64-titlen nyfortolkede og moderniserede allerede det originale SNES-spil, og det er tydeligt, at den seneste udgivelse, Wii U's fejlbehæftede Star Fox Zero, også byggede på samme fundament. Men for at være absolut ærlig, så er Switch 2-spillet det, jeg vil kalde et totalt remake - det første reelle af sin slags - med en komplet grafisk overhaling, forbedret styring og en bunke interessante tilføjelser, hvorimod 3DS-titlen blot var en remaster.

Med det på plads er der adskillige ting her, som fik mig til at lave et barrel roll af ren og skær glæde, mens et par andre ting ikke landede helt så godt i denne omgang. Let's rock and roll!

1. Jeg er vild med den realistiske pels

Jeg synes, det er et modigt valg, og det fungerer i virkeligheden som en slags hyldest til dukkerne på det originale SNES-cover. Det differentierer desuden dette spil fra alle andre kapitler i serien og fra den nylige The Super Mario Galaxy Movie. Ja, Fox er mere ekspressiv og sjov i filmen, men efter en time i selskab med disse nydesignede kammerater må man bare sige, at stilen passer godt til det seriøse, men catchphrase-tunge manuskript og den stemning, de forsøgte at formidle med de polygonfattige modeller i gamle dage. Vi er i gang med at redde galaksen, men vi gør det med rå stil. De gør sig bedre i deres cockpits end "i egen høje person" under mellemsekvenserne, hvor de kæmper en indbygget kamp med at være firbenede væsner, men det realistiske pelsdesign fungerer upåklageligt med stilen fra Lylat Wars.

Og det leder mig direkte videre til mit næste punkt...

2. Det er flot, men hvordan kører det?

Det realistiske pelslook passer også markant bedre til de mere virkelighedstro miljøer. Nintendo har tydeligvis ventet på netop dette teknologiske spring med at lave et fuldt remake af denne og andre titler (Ocarina of Time, du må være den næste i rækken), så det visuelle generationsskifte blev skåret ud i pap. Efter tre generationer med mere diskrete hardwareopdateringer er tiden nu kommet til for alvor at rulle med de grafiske muskler.

Det meste af den tid, jeg tilbragte på Corneria, Meteo og Sector Y, lignede det præcis den grafik, vi fantaserede om for tre årtier siden. Geometri, refleksioner, teksturer, lyssætning, effekter... Det er en vaskeægte drøm, der går i opfyldelse for veteranfans, med detaljer, der fungerede særligt godt - som for eksempel at flyve ind i Corneria City, der var mørklagt som i natten på grund af krig og røg, eller at skyde til træerne og se skovbrande bryde ud.

Det snedækkede Fichina imponerede mig dog ikke synderligt, og under Battle Mode (som foregår i All-range Mode) fik jeg en klar fornemmelse af, at spillet hostede en smule. Det bliver uhyre interessant at se, om det formår at holde krampagtigt fast i de 60 fps i den endelige udgave, for den flydende billedhastighed er altafgørende for at skabe en hæsblæsende og svimlende oplevelse.

3. Co-op og brugervenlighed

Jeg brugte en stor del af min spiltid på fejlagtigt at kaste smart-bomber i øst og vest, som om jeg havde uendeligt mange af dem, på grund af det ændrede standard-kontrolskema. Det lægger sig op ad den mere naturlige tilgang fra The Legend of Zelda: Breath of the Wild eller Donkey Kong Bananza, hvor X er "op/frem" og B er "ned/tilbage" - altså henholdsvis boost og bremse. Det fungerer fint, er fuldt forståeligt og kan heldigvis tilpasses, men det kræver tilvænning, hvis man har det klassiske layout siddende i rygmarven, og det gør målsøgende bomber en kende mere besværlige (for Y er dælme svær at nå, når man holder A i bund, ikke?). Desuden har Somersault og U-turn nu fået nemme genveje via op- og ned-knapperne på D-pad'et i stedet for datidens analoge kombinationer.

Når det er sagt, så er den helt store nyskabelse Mouse Mode. Jeg fik kun lov til at teste denne funktion i co-op, hvor den anden spiller styrede Arwing-skibet, mens jeg stod for at sigte. Co-op var langt mere interessant, end jeg på forhånd havde regnet med; det havde en fed Star Wars-vibe over sig, hvor den ene styrer skibet og den anden betjener kanontårnet, hvilket kræver konstant kommunikation. Det føles som den perfekte indfrielse af det, man i sin tid forsøgte at opnå på Wii U.

Og selvom jeg ser frem til at gøre begge dele på egen hånd, var det nok til at konstatere, hvor utroligt meget nemmere det bliver at pille fjender ned. En kærkommen nyhed er statsskærmen efter hver mission, som viser tid, antal nedskudte fjender, skade, præcision osv. Min/vores træfsikkerhed røg op fra 17 % til 28 %, da vi skiftede fra det almindelige analoge sigtekorn til mouse-styringen, og den mærkbare forskel er i realiteten endnu større.

Dette vil få stor betydning for både den kompetitive multiplayer og jagten på highscores i singleplayer, hvilket bringer mig til...

4. Det store spørgsmål: Medaljer og udfordringer

Medaljerne er tilbage, og de gamle tricks, man brugte til at lokke flere fjender frem i lyset i fortiden, virker stadigvæk. Den nye sigtemetode gør dog tingene en hel del lettere, så min personlige rekord på 212 hits i Corneria bliver næppe en lige så uoverkommelig præstation denne gang. Slet ikke, hvis du tackler banerne i co-op med en anden pro-player, vel?

Både medaljer og de nye udfordringer bliver vist, så snart en planet er gennemført, og vi må se, hvordan de har grebet dette altafgørende aspekt an, nu hvor der findes forskellige kontroltyper og spillerkombinationer. I min optik bør de traditionelle medaljer tildeles ud fra de samme pointkrav som før, mens de nye udfordringer og belønninger til enten mouse-styring eller co-op bør holdes skarpt adskilt. De ekstra målsætninger og statistikker er under alle omstændigheder mere end velkomne og runder arkadeoplevelsen flot af.

5. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket over det fornyede Battle Mode, men holder det?

Dette havde jeg vitterligt ikke regnet med ville imponere mig. Dengang vi havde slidt GoldenEye og Mario Kart fuldstændig op, brugte jeg oceaner af timer med tre klassekammerater på at duellere i luftrummet på et 14-tommers billedrørs-tv, delt i fire skærme med cirka 15 billeder i sekundet i Star Fox 64's ret skrabede multiplayer. Men jeg havde ikke set mig selv vende tilbage online 30 år senere, uanset moderne grafik, netkode og fuld skærm.

Men jeg nød faktisk oprigtigt det, de forsøger at levere her, med modifikatorer, power-ups og moderne holdbaserede mål (squad vs. squad). I min multiplayer-tid spillede jeg som Wolf O'Donnell fra Star Wolf-holdet, og da Andross' enemy is my enemy, var det en sand fornøjelse at skyde flabede møgunger som Fox McCloud og Slippy Toad ned, mens vi indtog zonen. Jeg udlagde nærhedsminer, affyrede målsøgende raketter, fyrede op for en speciallaser og holdt mig i sikkerhed bag et ekstra skjold, og dette kan meget vel gå hen og blive rigtig kompetitivt kort efter udgivelsen.

Problemet? Der er kun tre kort tilgængelige: Corneria (Bay), Fichina og Sector Y. Jeg forventer fuldt ud, at Nintendo spytter flere ud og markedsfører dem, hvis interessen er der, men lige nu fremstår det mærkeligt nok mere som et løfte om fremtiden end et reelt trækplaster på udgivelsesdagen.

6. Andross ligger i detaljen

En overordnet følelse, jeg sidder tilbage med, som ikke knytter sig til ét specifikt element, er den enorme sans for detaljer, og hvordan dette vil behage både gamle fans og vække interesse hos nytilkomne. Det kor-tunge, orkestrerede soundtrack får i den grad Koji Kondos klassiske kompositioner til at røre en i hjertet på ny. Den gakkede, men glimrende implementerede avatar-kamerafunktion kan jeg allerede se blive et hit i fremtidige multiplayer-kampe. Den subtile HD Rumble 2-funktion hylder de allerførste vibrationer, mange af os mærkede i hænderne i spilhistorien. Dertil kommer mere lore med udvidede briefing-scener og dialoger midt under missionerne samt det opdaterede manuskript.

Dette sigter direkte efter hjertet på os, der spillede Star Fox i 90'erne, men det kan meget vel blive den perfekte indgangsvinkel for nye generationer, samtidig med at originalens sjæl og personlighed bevares uden at skæve til filmen. Jeg vil kigge mine kritikpunkter efter i sømmene, og hvis all systems go i det fulde spil, kan jeg meget vel ende med at spille dette igen og igen.