Dansk
Gamereactor
nyheder
Bodycount

Praktikanten anmelder

Bodycount under lup

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Denne uge anmelder vores praktikant skydespillet Bodycount. Kommenter på anmeldelsen, hjælp ham til at blive endnu bedre og så kan det være, at det er dig der vinder nogle film til samlingen...

En gang i mellem skal man prøve med noget nytænkning indenfor skydespilgenren. Det mener Codemasters i hvert fald med deres nye shooter Bodycount, som stikker et gevær i hånden på dig, og lader dig smadre alting, så du kan have det sjovt.

Plottet er der ikke brugt særligt lang tid på. Man spiller som agent for en organisation, der klarer problemer som regeringerne ikke kan. Når der så udbryder krig i Afrika, er det op til dig at stoppe den, blot for at finde ud af at en ond organisation ved navn the Target, ledet af kvindeskurken Nemesis (de er gode til at finde på navne), står bag det hele, og nu må du også stoppe dem, så du kan redde jorden. Det lyder episk på papiret, men føles desværre ikke sådan, når man spiller spillet.

Bodycount

Første gang man stifter bekendtskab med the Target, får man sig noget af et chok. Man spiller i det normale terræn i Afrika, som er en af de kun tre forskellige slags miljøer, man kan se i hele spillet, hvor alting ligner sig selv, og lige pludselig finder man en indgang til en bygning fyldt med fjender, som har rumdragter på, og laservåben som ikke skader mere end dem, de militsfolk man lige har kæmpet imod har haft.

Det mest nyskabende i spillet er et system, der hedder Shred, som gør, at man kan smadre de fleste mure og vægge bortsæt fra nogle enkelte. Det betyder, at man hele tiden er nødt til at flytte sig, så fjenderne ikke nakker den mur, som man står dækket bag ved. Til gengæld kan det også bruges mod fjenderne, så man kan nakke dem, selv om de er gemt bag en masse betonklodser. For det meste virker Shred ret godt, men det får sine problemer, når man vil til at gå igennem de huller, man lige har lavet for at skyde genvej. Der er man nemlig nødt til at skyde alle små stykker træ, der stikker frem, før den usynlige mur lader en komme igennem, og det er virkelig irriterende at man lige pludselig skal til at kigge efter steder i hullet, hvor man ikke har taget det sidste.

Bodycount

Codemasters har også lavet et pointsystem, hvor man laver comboer og får flere point, hver gang man dræber en fjende på en speciel måde som fx et headshot. Når man så er færdig med hver bane, giver spillet dig en karakter fra E til A, alt efter hvor mange point man har fået. I starten af spillet fandt jeg det faktisk meget sjovt at prøve at lave store comboer og prøve at få så mange point som muligt, men som jeg kom hen i slutningen af den korte singleplayer-kampagne, blev jeg faktisk ret ligeglad med hvilken score jeg fik, da det ikke ændrede ved noget.

Den sidste ting (som er ved at blive selvfølge i nyere skydespil) er en slags killstreaks, som man optjener ved at samle specielle point op fra de fjender, man dræber. Killstreaksne virker så i noget tid, alt efter hvor mange ting man har samlet op. Man kan bl. a. vælge imellem udødelighed og forbedret firepower. Det er ret sjovt og nogle gange nødvendigt at bruge. Igennem spillet bliver disse killstreaks så forbedret, men man kan ikke selv bestemme hvilken killstreak man vil have opgraderet, og spillet kræver heller ikke noget for at opgradere dem.

Grafikken er den første ting, de kunne have brugt mere tid på. Alle fjenderne ser firkantede ud og er grimme at se på. Værst er the Target-fjenderne med deres rumdragter, som virkelig ser latterlige ud, og som ikke fortjener at være i sådan et spil. Miljøet er også ret grimt, og det virker bare som om de slet ikke har brugt den tid på grafikken, som de burde.

Derefter kan man så tænke lidt over spillets AI, som er en af de mest irriterende, jeg har set nu til dags. For det meste tager det dem flere sekunder at finde ud af, hvor du er henne i verden, selv om du står lige foran dem. Når de så har fundet ud af at du er der, kan de finde på at kaste granater, som altid rammer perfekt, når dine egne for det meste rammer en eller anden usynlig mur og bliver kastet tilbage.

Det er forskelligt hvordan man kan angribe fjenderne. For det meste kan man bare storme frem og skyde til højre og venstre uden at møde modstand, hvor man andre gange er nødt til at kæmpe sig langsomt frem, til man til sidst kan gøre sig udødelig og spurte frem til banens mål uden at behøve at dræbe alle fjenderne.

Efter at jeg så har været igennem spillets dårlige sider, må jeg dog til sidst indrømme, at det ikke er verdens dårligste spil. For det meste er det til at komme igennem, og man har det sjovt næsten hele tiden i den kun seks timer lange kampagne, selv om det er meget ensformigt. Alt sammen er acceptabelt nok, men der er bare rigtigt mange steder, hvor det føles som om, at de kun har lavet halvdelen af arbejdet, og at hvis de bare havde brugt lidt mere tid, kunne spillet måske være blevet meget bedre.

Bodycount

5/10

Bodycount
Bodycount
Bodycount
Bodycount
Bodycount

Relaterede tekster

Tre baner fra Bodycount

Tre baner fra Bodycount

ARTIKEL. Skrevet af Jonas Elfving - GR SE

Codemasters Guildford-kontor arbejder lige for tiden hårdt på Bodycount, spillet som skal følge op på det gamle Black og tage det hele med ind i HD-generationen. Elfving har testet tre baner i en tidlig version af spillet...



Indlæser mere indhold