Poppy Playtime

Jeg vil starte med at stille et retorisk spørgsmål; kan man blive skræmt fra vid og sans, når en en given oplevelse kun tager 30 minutter, og føles overstået inden det egentlig er kommet i gang? Mit svar er et stort ja!, med udråbstegn. Jeg har nemlig fået gyserspillet Poppy Playtime til test, og jeg vil aldrig kunne kigge på en muppet-dukke på samme måde.

Poppy Playtime udkom sidste efterår, og blev hurtigt en favorit på diverse spilstreamingplatforme, hvor streamerne lod sig skræmme ud af deres gode skind. Nuvel har jeg på fornemmelsen at mange af disse "influencere" overdriver når de spiller sådanne spil, men efter at have leget med det, kan jeg sige at spillet er ret forstyrrende. Poppy Playtime kan spilles på Steam lige nu, og er udviklet af MOB Games. Det koster i øvrigt €4,99.

Poppy Playtime starter med en video, som i bedste 1950'er stil begynder med en informationsvideo, som man modtager på et VHS-bånd. Videoen ligner noget man har oplevet i blandt andet Fallout-serien. I denne bliver man vist rundt på den farverige fabrik, hvor al magien sker. Alt er magisk, og fyldt med leg og sjov. Videoen er en reklame for den rødhårede dukke der hedder Poppy Playtime, som snakker til en, og som man blandt andet kan pudse skoene på, da "piger jo skal se ordentlige ud", som spillet siger. Videoen tager dog hurtigt en creepy drejning, da der er splejset videoklip ind ad en dør omgivet af en valmue, som får billedet til at hoppe, og billedet bliver ustabilt og begynder at rulle. Alt er tydeligvis ikke som det ser ud, og det bliver bekræftet, da der med båndet er et brev der siger følgende; "Alle tror at arbejderne forsvandt for 10 år siden. Vi er her stadig. Find blomsten."

Herefter starter spillet med at man befinder sig i dukkefabrikkens foyer, og skal finde ud af hvor medarbejderne på fabrikken befinder sig, og det skal man ved at udforske den super mørke og forfaldne fabrik. Atmosfæren er i top i spillet, og man føler hele tiden at der er nogen bag en, som vil hoppe op i fjæset på en og skræmme sokkerne af spilleren. Ja, du bruger meget af tiden på bare at gå, og opleve, men det er virkelig vigtigt at du ikke øjeblikkeligt afviser spillet som værende endnu en "walking simulator". Selvom det er en kort fornøjelse, så er Poppy Playtime mere præcist udviklet end de første 16 Five Nights at Freddies-spil lagt sammen.

Man finder hurtigt en låst dør, som jeg faktisk aldrig helt fandt ud af hvordan man låser korrekt op, da jeg egentlig bare prøvede mig frem indtil jeg fik den rigtige kombination. Jeg er ikke sikker på hvordan udviklerne bag ønsker at man skal løse netop denne gåde, eller om det er meningen at man bare skulle prøve sig frem, men jeg tænker det har noget med gulvet man går på at gøre. Hvis det er sådan, så fangede jeg det ikke, og det er lidt skidt designet så. Når man så kommer ind i det første rum, så finder man et apparat, som har en stor blå hånd man kan skyde frem og tilbage. Denne kan gribe fat i mange ting som ligger rundt omkring, og senere får man også en rød hånd, så man kan gribe fat i to steder på samme tid, og der er flere gåder, som især har med strøm at gøre. Hænderne bruges også til at låse op for forskellige låste døre rundt omkring i fabrikken, og til sidst, uden at spoile noget, redder de ens liv. Denne mekanik er superfed, og selvom spillet kan overstås på bare 45 minutter, så bliver mekanikken brugt flittigt hele vejen igennem det spooky eventyr. Desværre stopper spillet før det egentlig begynder, og jeg sad tilbage og tænkte, at det her kunne jeg nu godt have tænkt mig noget mere af, men der kommer flere episoder, så det må vente lidt endnu. Og prisen er deraf, det skal siges.

Poppy Playtime er dukken som spillet er opkaldt efter, men man kommer også til at stifte bekendtskab med den store blå og megaskræmmende Huggy Wuggy, som er noget man ellers kun oplever i sine mareridt. Man møder den blå tre meter høje plysmonstrum efter at have fået den røde hånd, og den står der helt fredelig og ubevægelig, midt i et af de lokaler man kommer ind i. Dette varer dog ikke ved, og efter at have løst nogle gåder med skydehænderne starter der en sekvens hvor Huggy Wuggy jagter en igennem den forladte fabrik. Så tænker mange nok; "men Huggy Wuggy er jo så sød, så det er ikke skræmmende sikkert?" Det ville være rigtigt, hvis ikke den groteske Slenderman-agtige dukke havde fået et kæmpe smil med flere tænder end den gængse haj. Det er utroligt hvor skræmmende normale og søde ting kan være når de bliver forskruede, og det uskyldige bliver taget fra dem. Jeg vil aldrig kunne se på Gonzo fra The Muppets på samme måde. Hvis man bliver fanget af denne blå satan, så er det sidste man ser udyrets dybe gab, og lyden af en eksploderende strygersektion. Hvis man har spillet spil som dette, ved man præcis hvad jeg mener.

Afsnittet slutter så med at man finder Poppy Playtime, og lægger op til at der snart kommer et afsnit to, så den meget korte historie bliver fortsat. Udviklerne har sagt at de kommende afsnit bliver DLC, så det bliver spændende at se om ikke spilletiden ryger et hak op, efter det første afsnits succes. Det håber jeg i hvert tilfælde.

Spillets grafiske udtryk er fantastisk generelt. Dukkefabrikken er mørke og skummel, og man kan se at den er forladt, for alting er forfaldent, men man kan stadig se at det engang har været superfarverigt. Rundt om i de mørke kroge finder man ødelagte dukker, som skræmmende nok tit lå tæt på store blodplamager. Spillet kræver dog at man ikke skruer op for lyset, da stemningen forsvinder, hvilket har den konsekvens af det næsten er for mørkt i nogle scener. Der er specielt en scene hvor man skal sætte en masse maskineri i gang, og skal finde fire kontakter af forskellige farver, her kan de være ret svært at se, hvor man kan finde dem, på grund af det hele er så mørkt. Lyssætning virker dog godt generelt i spillet, og medvirker til en virkelig skræmmende oplevelse.

Så alt i alt er Poppy Playtime en god oplevelse på en lille time, hvor man bliver skræmt, men også skal løse nogle ret opfindsomme gåder. Spillet koster omkring 30 kroner, og jeg synes det er en ok pris for noget der måske kan munde ud i en større oplevelse senere hen. Det håber jeg i hvert tilfælde, for jeg er klar når episode to udkommer.