Poképark 2: Wonders Beyond

Lommemonstrenes største, guleste og mest kommercielt gangbare kendis, Pikachu, er tilbage. Denne karismatiske Pokémon får følge af sin ven Piplup, og sammen besøger de et drømmeland, der lover at indfri alle gæsternes inderste ønsker. Denne forlystelsespark lever dog ikke op til forventningerne, og er i stedet fyldt med monstre, der forsøger at slavebinde andre Pokémons.

Sådan er optakten til Poképark 2: Wonders Beyond. Udover lidt kagerelateret hypnose(!) er der intet i historien, der fanger min interesse, men jeg befinder mig heller ikke i spillets primære målgruppe - denne Wii-historie er først og fremmest tiltænkt dem på 10 år og derunder. Under alle omstændigheder er det op til dig at redde Piplup fra ondskabens magter, og det gøres ved at klare minispil og teste sine kræfter i en del Pokémon-kampe.

Det siger sig selv, at kvaliteten af minispil er hvad der får Poképark 2 til at briste eller bære, men desværre er de ikke så varierede, og svinger meget i underholdningsværdi. Det bliver for eksempel til en masse jagt af Pokémons i minispillet Chase, der med den til tider faldefærdige styring føles mere som en sur tjans end underholdning.

Variationen i Chase er nemlig horribel, og du vil blive træt af at haste rundt og ramme lommemonstre efter kun få forsøg. Der skal også skydes kageingredienser i et lyspistol-lignende spil og kæmpes mod onde Pokémons, hvilket fungerer bedre. Kampene er dog vældigt simple, og forventer man noget i stil med Pokémon Black og White, skal man nok lede videre. Men, igen, niveauet passer ret godt til yngre spillere.

Din vej gennem Poké-parken styres ved at du holder Wiimoten horisontalt, retro-style. Nunchuk'en understøttes ikke, og styringen har derfor en del begrænsninger. Alle, der har navigeret i en 3D-verden kun ved hjælp af styrekorset, ved hvor ubekvemt det kan være. En simpel ting som at stoppe op og skifte retning er mere klodset end det burde være, hvilket ganske sikkert gør både yngre spillere og mig skuffede.

Trods mange negative sider skal det siges, at det er en ganske hyggelig verden, jeg bliver kastet ind i, når jeg spiller Poképark 2: Wonders Beyond. Animationerne af de mange monstre er charmerende, og selv kedelige øjeblikke som loading-skærme er gulificerede nok til at gøre ventetiden mindre uudholdelig. Ældre spillere vil nok ikke være så nysgerrige, at de skal udforske alle parkens afkroge, men spilverdenen er lige tilpas stor nok til de yngre spillere, og der er aldrig risiko for at fare vild. Selv musikken er hyggelig, og giver endnu et skud charme til helheden.

I det første Poképark fra 2010 var der ingen multiplayer, hvilket der er rettet op på med minispillene i toeren. Spiller man sammen med tre venner, får Poképark lidt ekstra værdi, men kvaliteten på minispillene er stadig middelmådig, og de skal desuden låses op, før man kan spille dem med flere.

I sidste ende bliver Poképark 2: Wonders Beyond en parentes mellem de helgule håndholdte Pokémon-spil, der lykkedes så godt med at fange både unge og voksne monsterjægere. Dette er en minispilsamling iklædt Pokémon-kluns, hverken mere eller mindre, og havde nok kunnet score en højere karakter, hvis prisen var lavere og minispillene mere varierede.