Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Pokémon Trading Card Game Pocket

Pokémon Trading Card Game Pocket

Trods et alt for dyrt abonnement som ingen bør købe, så er denne digitalisering af Pokémon-kortspillet ret vellykket.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Alle der aktivt færdes på appstores på mobile platforme har sikkert oplevet nok gange at apps, og i særdeleshed spil, er stopproppet med så mange gatcha-elementer, misvisende markedsføring og forsætligt manipulerende elementer at man bibeholder en sund skepsis næsten lige meget hvad man står overfor. Det er fair, det er med rette, det er velfortjent.

Pokémon Trading Card Game Pocket undser sig så sandelig ikke samtlige af de faldgruber associeret med moderne mobilspil. Der er, naturligvis, et slags premium Battle Pass, der løbende giver adgang til mere indhold, og som ydermere lader dig låse op for mere indhold som du gør fremskridt og tiden går. Men ulig et Battle Pass er det ikke noget du køber én gang, for at det så kører i en sæson, men et abonnement på, og hold nu godt fast, 89 kroner om måneden. Det er decideret fornærmende.

Når det så er sagt er DeNA og The Pokémon Company overraskende åbne omkring en gratis prøveperiode på to uger, som du let kan igangsætte og komme godt fra start - de beder dig sågar om at huske at melde fra 24 timer inden denne to ugers prøveperiode ophører for at sikre at de ikke bonger dig ved en fejl.

Dette er en annonce:

Heldigvis forholder det sig også sådan, at det her abonnement er det værste jeg kan pointere omkring Pokémon Trading Card Game Pocket, for udover det er det her ikke bare tilforladeligt monetariseret og designet, men er decideret underholdende at beskæftige sig med. Jeg kan forstå på visse af mine kolleger at det kan føles lettere deprimerende at se et fysisk kortspil overgå til noget digitalt, at vi mister noget håndgribeligt og naturligvis værdifuldt ved at samle Pokémon-kort som digitale billeder på vores smartphones. Jeg er lydhør overfor det argument, men først og fremmest ser jeg det som noget additivt, og ikke nødvendigvis noget transformativt, altså at dette skal ses som noget helt andet, og samtidig kunne jeg aldrig drømme om at samle på fysiske Pokémon-kort, men at få en notifikation på min telefon om at jeg kan åbne en digital pakke to gange i døgnet? Det er mere "my speed".

Pokémon Trading Card Game PocketPokémon Trading Card Game Pocket

Og det der med at åbne kortpakker er en ret central del af Pokémon Trading Card Game Pocket. Du kan åbne en ny pakke hver 12. time, og lige nu er der i alt 226 kort at samle som en del af Genetic Apex-dækket - man kunne dog let forestille sig at dette udvalg udvides med tiden. Der er fem kort i hver, og i bund og grund handler det om at samle nye kort, og færdiggøre din samling. At åbne disse pakker er den centrale mekanik her, og det er gjort både så taktilt og så tilfredsstillende som overhovedet muligt. Du skal fysisk vælge en pakke blandt en række andre, fysisk trække din finger hen over skærmen for at rive toppen af indpakningen af, og swipe igennem dem for at se om du har fået noget sjældent. Udvikler DeNA har virkelig skudt papegøjen her, og det føles altid fedt at åbne en ny pakke. Desuden er der selve illustrationerne på disse kort en blanding af de helt old-school af slagsen jeg åbnede som 8-årig, når jeg endelig fik en enkelt pakke i Favør (der så blev til SuperBest - those were the days), og de ret flotte EX-kort. De helt sjældne har sågar særskilte animationer, der virkelig fejrer de dygtige illustratorer, der har tegnet disse ikoniske tegninger.

Rundt omkring åbningen af nye pakker er der naturligvis en masse meta-progression, som du kan vælge at deltage i eller ej. Jeg kan lige så godt sige det som det er; der er for mange særskilte valutaer i bedste Pokémon-stil. Men så vidt jeg kan se kan du stort set ignorere dem du ikke ønsker at beskæftige dig med, og fokusere helt og holdent på de aspekter af Pocket du finder tilfredsstillende. Der er Shop Tokens, der er Hourglass, der er Tickets og der er Emblems - der er det hele, men så vidt jeg kan se kan du kun købe en enkelt af disse, og selvom det teknisk set er muligt, så er det ikke ligefrem helt fremme i brugerfladen. En bruger skulle sågar pointere det i kommentarfeltet på denne anmeldelse, fordi jeg simpelthen havde misset det.

Dette er en annonce:
Pokémon Trading Card Game PocketPokémon Trading Card Game Pocket

Og for at være helt ærlig, så fandt jeg det bare ret hyggeligt at udvide min samling løbende, og anser det hverken som værende monetariseret på en alt for grel måde, heller ej forstyrrende på den måde det er struktureret på. I forhold til hvor glubskt det kan blive, så skilter Pocket ikke ligefrem med sit abonnement, og tilbyder ikke som sådan metoder hvorpå de mere sårbare overfor manipulerende mekanikker kan spendere tusindvis af kroner i et øjebliks svaghed.

I stedet kan du indgå i rudimentære kampe mod AI- og andre spillere, åbne pakker ved at vente på timeren eller skynde på den via Hourglass-objekter som du får fingre i ved at gennemføre missioner, og disse har det med at gennemføre sig selv bare ved at du spiller. Det er sådan set det. Som det er nu er Pokémon Trading Card Game Pocket uhyre simpelt, og derfor ret skønt at engagere sig i, og desuden, efter den første times tid, kan du let bare checke ind en gang i døgnet eller to, og åbne lidt pakker.

Det vil sikkert ændre sig, og så må vi tage stilling der, men for nu er jeg ret tilfreds med DeNA's arbejde her.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flot grafik og skønne kortanimationer, simpelt setup der ikke spilder din tid, relativt tilforladeligt monetariseret (for nu), vanedannende på den gode måde.
-
Alt alt for dyrt abonnement som ingen bør købe, for mange særskilte valutaer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold