Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
anmeldelser
Pokémon FireRed/LeafGreen

Pokémon FireRed/LeafGreen

Fra en selverklæret Pokémon-fan kommer her det helt modsatte end en anbefaling.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Ligegyldig hvor meget ond, negativ opmærksomhed der rettes mod Pokémon i disse dage, om det så er grufulde, kyniske scalpers, der opkøber Pokémon-kort og skaber en kunstig bølge af prisstigninger der effektivt set presser børn ud af hobbyen, eller om det er Game Freaks tilsyneladende manglende evne til at kommandere et budget der passer til franchisens omsætning og kulturelle signifikans - så elsker jeg det. Jeg har hverken dybfølte rødder til Mario, Sonic eller andre historiske "touchstones", Men jeg elsker Pokémon, og Pokémon Blue var hvor det hele startede for mig.

Jeg har genspillet det siden, samt de fleste andre afgørende kapitler, inklusiv "FireRed" tilbage i 2004 på min GameBoy Advance i skolebussen. Siden da har jeg med jævne mellemrum checket ind, også selvom min spidskompetence fortsat er de tre første generationer, ja, jeg samler sågar på kort med min ældste søn nu, og genoplever Ash' første eventyr via den originale serie sammen med ham.

Min pointe med alt det her er, at de nyligt genudgivne Pokémon FireRed/LeafGreen-udgivelser, er som skræddersyet til en fan som jeg selv. Jeg er det bedste Nintendo kan håbe på her. Og alligevel finder jeg det ret fornærmende at det her spil, der stort set ankommer uden nogen form for nævneværdig opgradering, forbedring eller ændring, ikke ankommer som en del af det eksisterende Nintendo Switch Online-abonnement, men som særskilt, separat lancering til hvad der svarer til cirka 150 kroner.

Pokémon FireRed/LeafGreen
Dette er en annonce:

Okay, lad os slå i bak. For at du lige er med, så er det her "porte", altså spil bragt direkte fra GameBoy Advance til Switch 2 med meget få reelle forskelle på disse gamle versioner, og det du kan spille på din Switch eller Switch 2 lige nu. Men hvad er der så overhovedet? Jo, der er begrænset Pokémon Home-kompatibilitet, men som kun fungerer den ene vej. Det betyder at du kan overføre Pokémon til Home fra Switch-versionen af FireRed/LeafGreen, men ikke den anden vej, som ville kunne hjælpe dig med at gennemføre dit PokéDex hurtigere. De to event-specifikke billetter til S.S Anne er her også, som betyder at du kan fange legendariske Pokémon som Deoxys, som før krævede at du var mødt op til et fysisk event. Og der er i princippet også mulighed for at bytte, og kæmpe, men der er ret specifikke begrænsninger her - og det kommer vi til.

Men det er sådan set også det.

Og herfra begynder problemerne sådan set at stå i kø. Som sagt er der kun begrænset online-funktionalitet her, til trods for at der for det meste er fuld online-funktionalitet i andre GameBoy Advance-spil på konsollen, såsom Mario Kart: Super Circuit. Du kan bytte med venner trådløst, men de skal være lige ved siden af, og det besejrer for mange ligesom hele pointen. Der er ingen opdaterede display-indstillinger, og prøver du at spille på fjernsynet i stedet for håndholdt, så er det direkte smertefuldt for øjnene, idet skærmforhold og teksttydelighed nærmest er ikkeeksisterende. Der er heller ingen save states, farvefiltre eller kontekstuel information om spillets tilblivelse. Det her er et eller andet sted "bare" en ROM, og derfor er spillet på mange måder værre end andre Nintendo Switch Online-spil - men ulig de her spil, så koster det ekstra. 150 kroner ekstra. Og det er i øvrigt 150 kroner per version.

Tag ikke fejl, de her spil er stadig gode. Rigtig gode. Gode nok til at du nok vil få en god oplevelse ud af at spille dem igen. Men som en forretningsøvelse, som en fejring af Pokémon og som et slags tak til fans som jeg selv, der har fulgt med siden begyndelsen, og er i fuld gang med at vise det til mine børn, som vil begynde cyklussen endnu en gang, så er det alt andet end acceptabelt.

Dette er en annonce:
Pokémon FireRed/LeafGreen

Så hvordan kvitterer man med en karakter her? Jeg tænker det vil være noget nær umuligt at opsummere et komplekst kærlighedsforhold til Pokémon, og en voksende forkærlighed for Nintendos IP'er som årene går, med den relativt spidse afvikling den her seneste lancering får meed på vejen. Nogle af jer føler at så ikoniske spil som disse altid fortjener en mere kærlig behandling, fordi spillene er... ja, spillene, og de er glimrende. Og ja, hvis man frakobler al omkringliggende debat om hvad der er passende for Nintendo og Game Freak at servere her, så er det her fortsat gode spil, som målt i timers underholdning er selv 150 kroner værd. Men kobler du al den afgørende kontekst tilbage på, hvilket jeg føler man skal, så holder det her ikke, og demonstrerer en chokerende tonedøvhed fra alle der har været involveret i den her proces.

Men altså; Pokopia ser glimrende ud, og høster storslåede anmeldelser hele vejen rundt. Så måske vi bare allesammen skulle spille det.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold