Pokémon Conquest

Pokémon-serien har aldrig følt sig for fin til at lægge navn til spinoff-spil. Mange kender måske fotosafarien i Pokémon Snap, men der er også den stemmestyrede tamagochi Hey You, Pikachu til Nintendo 64, såvel som mærkelige flipperspil og utallige malkningsspil som den semiinteraktive opbevaringskasse My Pokémon Ranch.

Pokémon Conquest hører til den mere interessante andel af disse spinoff-spil. For det er nemlig noget så unikt som en blanding af Pokémon og den i Japan så populære strategiserie Nobunga's Ambition, der foregår i det feudale Japan.

Desværre garanterer en eklektiske blanding af lignende men grundlæggende helt forskellige ingredienser ikke altid et vellykket resultat. Men i Pokémon Conquests tilfælde er resultatet netop det. Faktisk er det rigtig vellykket.

Udvikleren Tecmo Koei lader nemlig ikke til at have stillet sig tilfreds med de automatisk gode salgstal, et Pokémon-spil altid bringer med sig, uanset hvilket bras man har klistret de gule monstre fast til. Nej, de lader ikke til at have taget noget for givet, og har i stedet gjort en mærkbar indsats for at skabe en begyndervenlig og farvestrålende udgave af deres strategiserie, der benytter Pokémon-seriens samlerelement på strålende vis.

Oplægget til Pokémon Conquest er enkelt og slående indlysende. Legenden siger, at den som forener Ranseiregionens 17 lande kan møde den legendariske Pokémon, som engang skabte hele regionen. Det har ført til massive krige mellem landene, og øverst i fødekæden står nu den store krigsherre Nobunga. Derfor er det op spilleren, i skikkelse af en ung krigsherre og hans væbner Eevee, at rejse rundt i Ransei, kæmpe for sit hjemland Aurora, hverve nye krigsherrer, samle Pokémon og forsøge at skabe fred i regionen.

Det gøres ironisk nok ved at besejre alle de andre lande i direkte kamp. Diplomati og øvrig ressourcestyring er der mildest talt minimalt af i Pokémon Conquest.

Nej, det handler om at kombinere den rette krigsherre med den rette type Pokémon, planlægge sine strategier omhyggeligt i de turbaserede kampe, og sørge for at holde styr på hvilket element som er effektivt mod hvad. Hver Pokémon har et angreb med varierende rækkevidde, samt en passiv evne som kan ændre forholdene på slagmarken og give forskellige fordele, alternativt ulemper til fjenden.

Tempoet er selvfølgelig langsommere end i de almindelige spil, men det udmønter sig også i en dybere og mere tilfredsstillende kampoplevelse. Som et behageligt parti skak mod en mange år yngre modstander. Når det er sagt, så lægger Pokémon Conquest ikke skjul på at være en genreindtroduktion og et spil for begyndere. Sværhedsgraden er også derefter, men der er tidspunkter i midten af kampagnen hvor den grænser til det latterligt lave.

Alligevel er det svært ikke at blive opslugt, når der skal samles på krigsherrer og monstre. Faktum er, at det er længe siden jeg er blevet grebet så dybt af et håndholdt spil. Der er bare noget så ærligt sympatisk over Pokémon Conquests samuraiverden, med sin gennemkarismatiske præsentation af smuk grafik, simpel historie, bedårende figurdesign og gennemgående detaljerige præsentation. For ikke at tale om, at jeg faktisk er "nødt" til at fange alle monstrene.

Mens jeg har spillet Pokémon Conquest har jeg flere gange taget mig selv i at føle mig lidt forkælet, fordi spinoff-spil, ikke mindst dem i Pokémon-serien, virkelig ofte er noget lort. Derfor vil jeg også hylde Pokémon Conquest ekstra meget. For det er et spil med hjerte i en undergenre, hvor den slags er sjældent. Det er også et af Pokémon-seriens absolut bedste spinoffs, og vil være din tid værd, uanset om du elsker turbaseret strategi, samurai-verdener eller gule monstre. Din Nintendo DS lever endnu.