Pokémon Black/White

Der er noget magisk over at få lov at anmelde et Pokémon spil. Serien har fulgt mig gennem hele livet, lige fra da jeg som fire-årig fik fat i mit første spil i serien til nu, femten år senere, hvor det igen præger min hverdag. Det er nu tiende gang jeg træder i skoene på en 12-årig nyklækket træner, der drager ud på eventyr for at blive Pokémon-mester, og det føles lige så fortryllende som altid.

Eventyret sparkes i gang på genkendelig vis, når både en selv og ens to venner får stukket en Pokémon i hånden af den lokale professor. Med et halvhjertet løfte om, at jeg skal gøre mit bedste for at udfylde Pokédexen, elske alle Pokémon og nyde livet, forlader jeg byen for at fange mine første rejsekammerater.

Rejsen foregår denne gang i Unova-regionen, der fungerer som et frisk pust, i og med at alle gamle Pokémon gemmes væk til fordel for 156 nye lommemonstre. Det betyder blandt andet, at du ikke længere skal døje med Rattata, Pidgey, Caterpie og alle de andre kedelige Pokémon, der i de tidligere spil har indtaget startområdet. Det føles både forfriskende og udfordrende, og således vil de første mange timer gå med at lære de mange nye Pokémon at kende.

Spillet oser i det store hele af både forbedringer og nytænkning, og det mærkes allerede ved første kamp. Alt fremgår klarere og præsenteres i et langt hurtigere tempo, uden på noget tidspunkt at virke uoverskueligt. Måden man optjener erfaringspoint på har også fået sig et gevaldigt løft, i og med at ens gevinster afhænger af hvor meget stærkere eller svagere ens Pokémon er i forhold til modstanderen. Flere gange har jeg fanget mig selv i at udfordre en modstander i langt højere level, blot for at gamble om den højere mængde erfaringspoint, og det føles mildt sagt meget tilfredsstillende, når det så endelig lykkes. Kampene foregår stadig i det velkendte 2D-perspektiv, men er blevet finpudset med en række af animationer til de forskellige Pokémon og deres evner.

Sværhedsgraden har fået sig et betydeligt nyk, hvilket allerede mærkes ved første styrkecenter, hvor ens modstander bestemmes ud fra hvilken Pokémon man selv valgte til at starte med. Vælger man, ligesom mig, græsslangen Snivy vil man møde den rødglødende leder, Chili, der udelukkende bruger ild-Pokémon. De øvrige ledere er mere traditionelle, men har en langt højere sværhedsgrad end de tidligere er kendte for, hvilket resulterer i at man sjældent får lov at ræse fra center til center, men i stedet lokkes til at gå ud og træne og opbygge et varieret hold fra starten.

Den onde bande i spillet (den havde du vel forudset?) går denne gang under navnet Team Plasma. Ser man bort fra det åndede navn, gemmer der sig faktisk en noget mere mærkbar seriøsitet i deres handleplan, end hvad man ellers måtte stå model til. Team Plasma ønsker at frelse Pokémon fra deres fangenskab hos menneskene og gøre det klart for alle og enhver, at Pokémon bør være fri. Selvom intentionerne lyder retfærdiggjorte, så overskygges deres gode vilje hurtigt af, at de kæmper mod og stjæler folks Pokémon. Historien er ganske simpel og virker mere eller mindre uinspireret, men det stiller et sjovt spørgsmålstegn ved spillets koncept, og senere hen i spillet bliver man trods alt budt på et par uforudsete plottwists.

Unova regionen er et helt igennem betagende sted, og du vil gennem din rejse stifte bekendtskaber med en lang række af skønne byer, hvadenten det er Castelia Citys høje skyskrabere og ekstremt aktive centrum, Undella Towns solrige strande eller Nimbasa Citys kæmpemæssige forlystelsespark.

Lyden fortjener en særlig anmærkning, da min færd i Pokéland aldrig har lydt smukkere. Nok må jeg stadig leve med øreklaskende MIDI-skrig fra lommemonstrene, men de glemmes hurtigt, når først de forskellige musikspor begynder at overskygge dem. Hvad enten man drager i kamp eller færdes i Unova, er det oftest i selskab med et lækkert lydspor, der gør rejsen så meget bedre.

Mindre vigtige ting, så som at kunne registrere en genvejstast til flere ting, for eksempel sin cykel eller sit lommekort, viser at der er gjort meget for at kræse for spilleren. Man behøver sjældent at dykke ned i den overfyldte taske længere, da mere eller mindre alt kan registreres til Y-knappen. Technical Machines, eller TMs, der kan lære ens Pokémon nye angreb, kan nu genbruges så tosset man vil, hvor man i tidligere spil kun kunne bruge dem en enkelt gang før de forsvandt.

Alt i alt holder Pokémon Black / White liv i den gode gamle formular, men smider samtidig også en lang række lækre tiltag på bordet. Serien har aldrig været lettere at gå til, med et helt nyt område, et længeventet farvel til de gamle Pokémon og et stort velkommen til over 150 nye lommemonstre at fordybe sig i. Hvad enten du er stor fan, gammel kending eller nyinteresseret, så vil dette seneste udspil i Pokémon serien næppe skuffe. Tværtimod, så er det lige præcis det friske pust serien har gabt efter.