PlayStation Classic

Nostalgibrillerne kan nogle gange farve fortiden flottere, end den rent faktisk var, men ligesom så mange andre, synes vi også, at de kan være dejligt at vandre ned af mindernes allé. Gamere a en vis alder - og dem der godt kan lide at udforske ting, der er lidt før deres tid - har fået leveret masser af ture ned af alléen på det seneste gennem det voksende antal af retro-konsoller, der rammer butikshylderne. Sega har gjort det i årevis, Nintendo hægtede sig på vognen og ramte os lige i vores nostalgiske hjerter, og så kom C64 og mindede os om, hvor smadret 8-bit PC spil rent faktisk var. Nu er det så Sonys tur til at prøve kræfter med retro markedet med den nye PlayStation Classic.

Først lidt historie. Tilbage i midthalvfemserne repræsenterede den første PlayStation et stort skridt frem for spilindustrien. Det var Sonys første indhop på konsolmarkedet efter et forfejlet samarbejde med Nintendo, og det viste sig at blive et vendepunkt på indtil flere måder. Når vi ser tilbage på det nu var der ikke den helt store generationskløft mellem PS1 og SNES. Den kantede 3D grafik vi så i de tidlige PS1 spil var ikke så meget bedre, end den vi så hos de gamle 16-bit konsoller, hvor udviklerne efterhånden havde lært at presse dem til deres yderste. Når det så er sagt, så betød den ekstra plads på disken, at der var betragteligt meget mere plads til præsentationen omkring spillet, og vi var mange, der var overvældet af de seismiske forbedringer i cut-scenerne ved hjælp af CGI og FMV, lige så vel som dramatiske forbedringer af lydeffekter og musik. En ændring som gav spiludviklerne utallige nye muligheder i forhold til at fortælle en historie.

Og nu, hvor konteksten er sat, er det blevet tid til at se nærmere på, hvad PlayStation Classic har at byde på, nu hvor den er sat i stilling til at lande under juletræerne i den sene ende af december.

Hardware

Når vi snakker udseende, kan vi ikke komme uden om, at mini-konsoller ser super nuttet ud, og det gælder også PS Classic. Den er proportioneret meget ligesom originalen, bare nedskaleret til en størrelse, der passer lige ned i din håndflade. Konsollen ser akkurat ud, som du husker den. Den kommer komplet med to kontrollere, og selvom de er forbundet med korte usb-kabler, så ender de ud i den brede grå forbinder, som vi husker fra originalen. Det er dog virkelig frustrerende med længden af kablerne; du vil højst sandsynligt få lyst til at købe forlængere (enten two usb eller måske et hdmi) medmindre du ikke har noget imod at sidde tæt på fjernsynet.

Kontrollerne er ret sjove. Playstation kontrollerens evolution har været lidt af en historie, og de nuværende DualShock 4 er ekstremt velfungerende, men de originale gjorde et lige så stort indtryk i sin tid - hvis ikke et større. Der følger to med i kassen, og de er præ-analogpind, hvilket
tager lidt tid at vende sig til. Samtidig føles det dog, som at trække en gammel komfortabel sweater på, og det tog ikke længe før den faldt på plads i håndfladen. Det må siges, at det var vanskeligt at spille i first person, da bevægeligheds kontrollen var begrænset til D-paden. De fleste spil føltes dog helt fine, selvom nogle af de mere komplicerede titler var lidt af en pinsel at mestre.

Når det kommer til, hvad der sker på skærmen, vender vi selvfølgelig tilbage til en tid før HD gaming. Før vores skærme var widescreen. Tilbage vender de firkantede billeder fra gamle dage. Der er ikke meget karakter over bjælkerne eller baggrundene, der omgiver spillene - bare to sorte streger på hver sin side af spillet i midten - men det er nu ikke noget stort problem, og spillene er skaleret fint nok til moderne 4K fjernsyn. Emuleringen synes rimelig solid og i tråd med originalerne, men vi forstår ikke, hvorfor de valgte at bruge PAL-versioner af de ni titler og efterlod resten i NTSC. Det er lidt ukonsistent. Sony må have haft muligheden for at gå NTSC hele vejen.

Ligesådan kan du godt skyde en hvid pil efter at få en form for visuelt filter, der kan bringe dig tilbage til de glade 90'ere. Vi ville gerne have set nogle muligheder her, og det undrer os, hvorfor platformen ikke går den ekstra mil. UI er rimelig ligeud af landevejen, med alle to spil på et hjul, som du let kan køre igennem. Du kan også bruge et virtuelt memory card til at gemme dine spil, og din fremgang bliver gemt akkurat der, hvor du er kommet til, hvilket giver et drys modernitet til konsollen, som vi virkelig satte pris på.

Der er ikke gjort så meget for at bygge bro mellem generationerne, og det kunne måske havde været klædeligt med lidt hjælp til at komme ind i og relaterer til de her klassiske spil, for dem der ikke har spillet dem i mange år (eller dem der aldrig har). Der er for eksempel en screen saver, men den skruer bare ned for lyset i skærmen i stedet for at vise noget fedt gameplay fra de forskellige titler. Spillene bliver præsenteret meget, som de var, med alle deres skønhedsfejl, men med lidt mere polering omkring titlerne ville den uforglemmelige nostalgi-tur være sikret.

PlayStation Classic er et meget lige til produkt, som ikke rigtig bader i sin egen storslåede historie. Derimod præsenterer den sig selv, som den engang var, med meget lidt pomp og pagt ud over dens små proportioner. Den er let at sætte til med HDMI- og USB-kabler, der følger med i boksen, og ud over manglen på en forlængerledning af en art, har den alt du har brug for. På højre side sidder en knap, der skal efterligne diskudskiftnings-funktionen og på venstre sidde en tænd- og sluk knap lige foran en anden knap, der lader dig hoppe tilbage til hovedmenuen til en hver tid - det kan dog blive en smule irriterende, for hvis du sidder et stykke væk fra Classicen, så bliver du nødt til at rejse dig, hver gang du vil spille et nyt spil. First world problems.

Softwaren

Selvfølgelig beror en hver minikonsol sig på de spil, som den kommer med, da de ofte er lukkede systemer, der ikke kan blive forbedret med nye spil efter udgivelsen. Med denne pakke spil, får vi 20 titler, som spillerne kan udforske, og de kommer vidt rundt i genrerne. Når det så er sagt, så er der nogle noteværdige mangler i lineuppet, som forhindrer PlayStation Classic fra virkelig at være den endelige samling, der repræsenterer PS1 æraen.

Lad os dog ikke være sortsynet, for der er nogle virkelig gode spil med, og hvis du ikke har noget imod lidt kluntede kontrollering og sandpapirs teksturer, kan du genopleve RPG mesterværket Final Fantasy VII, action-horror klassiskeren Resident Evil (Director's Cut), og det spektakulære stealth spil Metal Gear Solid.

Racer-genren er lidt underligt repræsenteret, for hverken spil som Gran Turismo eller Wipeout er tilstede.I stedet får vi arkade raceren Ridge Racer 4 (som er godt, men virkelig simpelt), det kamptunge Twisted Metal (som virkelig ikke har ældedes med ynde; vi synes, de har valgt den forkerte titel i serien), og måske det bedste af dem Destruction Derby (som vi har haft på vores PS Vita i flere år alligevel). Kampspils fans får til gengæld Tekken 3 (som stadigvæk fungerer rigtig godt til casual-play) og Battle Arena Toshinden (som ikke er lige så godt, men stadigvæk fungerer ganske fint).

Der er to solide 2D platform-titler med i pakken, især det originale Rayman (som er overraskende svært) og Oddworld: Abe's Odyssey (hvilket - ligesom Rayman - stadigvæk er hammer charmerende selv efter alle disse år). Vi må gå ud fra, at Crashes seneste remaster har udelukket ham, hvilket får denne del af pakken til at føles en smule for letkøbt, og vi savnede i den grad også en vis lille lilla drage. Third-person adventure-genren står lidt bedre i billedet med førnævnte Metal Gear Solid og Resident Evil, der får følgeskab af Syphon Filter. Tomb Raider er selvfølgelig meget savnet, og vi ville have elsket at se Laras første eventyr (nej, vent.. Faktisk ville vi hellere se det andet spil i serien, det er for længe siden, at vi har besøgt Venedig).

Det originale Grand Theft Auto - komplet med dets old-school top-down synsvinkel - er også med i pakken, og viser måske mere end nogle andre spil her, hvor langt vi er kommet. Rainbow Six var måske den største pinsel at spille (selvom vi ellers havde set frem til det). Kontrollen er for kompleks til, at det var et glædeligt gensyn. Der er fint med titler til fans af JRPG-genren: Wild Arms (en nuttet top-down pixel affære), Revelations: Persona (ikke det bedste spil i serien ganske vist) og en af platformens definerende spil Final Fantasy VII.

Til sidst er der det lidt småskøre og farverige Mr Driller (som er blandt et af flere spil, der har two-player mulighed), Super Puzzle Fighter II Turbo (også two-player og stadigvæk smadder sjovt - puzzle spil har det med at ældes virkelig fint) og Intelligent Qube (som vi godt kunne havde levet uden - både dengang og nu). Jumping Flash er også et spil, som vi ikke ville have savnet, hvis det ikke var med, men dets gameplay holder bedre end Twisted Metal og det endte med at være en overraskende engagerende oplevelse. Til sidst er der så det uinspirerede snowboardspil Cool Boarders 2, som virkelig skulle havde været Tony Hawk's Pro Skater.

Som du kan se, er der nogle gode spil inkluderet på PlayStation Classicen, men der er også nogle store mangler i samlingen, som vi ikke kan undgå at savne. Det er et solidt line-up, men vi kan ikke komme uden om, at den ikke har den samling spil, der kunne have gjort den her mini-konsol så komplet, som vi havde håbet på. Samtidig må vi sige, at det er en kæmpe nostalgifest at have de her gode spil i en lille nuttet pakke med to super fede controllers. Det er en skam, at nogle af de her genrerdefinerende titler ikke bliver fejret med mere entusiasme. Generelt kunne vi dog godt lide den, og Sonys lille maskine vil se godt up på enhver fans hylde, med en okay mængde titler, som stadigvæk er sjove at spille selv i 2018.