Plants vs Zombies: Garden Warfare

Et af de spil, der fik mest tid på sidste års E3-messe, fik mest tid på årets Gamescom og som fortsat får rigeligt med hype på nettet, er Popcaps Plants vs Zombies: Garden Warfare. Ideen er lige så vanvittig som den er vanvittigt enkel, og handler essentielt om at tage verdens mest populære tower defense-spil og forvandle det til et actionspil. Uden altså at ændre grundkonceptet, hvor en horde af vrede zombier invaderer en have fyldt med driftige blomster.

Plants vs Zombies: Garden Warfare er et multiplayer-spil, i en grad så her hverken er kampagne, historie eller lignende. Man kan spille det alene, men da er det samme koncept som i multiplayer, blot med én spiller. Hvilket som sådan er hyggeligt nok, men det er naturligvis når man er flere, at spillet letter. For nu at sige det ligeud, så er Garden Warfare et rigtig sjovt spil.

Det skal siges, at jeg hører til dem der bifalder, at udviklerne prioriterer helt rigtigt, når de laver et spil til enten single- eller multiplayer. Det er sjældent at spil har held med at forsøge begge dele, og enten får man en tynd singleplayer som i Battlefield 4, når der i stedet burde være brugt mere krudt på multiplayer, eller også får man en helt meningsløs og påklistret multiplayer i spil, der slet ikke har brug for det, som for eksempel Bioshock 2. Og når alt krudtet er brugt på netop multiplayer, giver det sig selv, at det er veludbygget på denne front.

I forbindelse med denne anmeldelse fløj Gamereactor til London for at spille multiplayer mod andre europæiske medier hos EA. Men vi fik også spillet med hjem, så mine indtryk bygger hovedsageligt på det, jeg har spillet hjemme i min overdimensionerede sofa på min Xbox One. En af de funktioner, der er eksklusive netop for Xbox One-versionen, er muligheden for at spille med en kammerat på lokal skærm. Hvilket fungerer ypperligt og gør det betydeligt lettere at finde folk at spille med.

Som ventet er der flere spiltyper, der i de fleste tilfælde bygger på klassiske koncepter som deathmatch eller king of the hill-varianter, hvor det gælder om at erobre omverdenen. Her er dog også nogle mere originale som Gardens & Graveyards der leder tankerne hen på Invasion i Halo: Reach. Her gælder det om at erobre op til fem baser på tid, hvorefter der vanker en stor slutkamp om et sjette mål, som eksempelvis kan være at placere seks dynamitstænger i et ekstremt velbevogtet fort.

Trods det vældigt kulørte ydre, skal man ikke lade sig narre af Garden Warfare, det er betydeligt dybere end man skulle tro, og har en række originale finesser. Det, der skiller sig mest ud, er de booster packs, man kan købe mellem hver runde. Traditionelle samlekort som påvirker ting i spillet. Man kan eksempelvis få alternative figurer at spille med, mulighed for at omdesigne sin kriger, fælder at lægge ud på banen og meget andet.

Disse booster packs køber man med de point, man optjener i løbet af kampene i alle spiltyper, og findes i flere forskellige værdier, hvor de dyreste med garanti giver fede items (selvom man ikke ved hvilke), mens de billigste som regel giver billigt skrammel som kunstigt overskæg, men også kan give mere brugbare ting. For en som mig, der samlede utallige mængder samlerkort som ung, og også har spillet bunkevis af trading card-kortspil, føles det som et sjovt koncept, der gør kampende mere uforudsigelige og varierede.

Man kan helt enkelt ikke spille på samme måde to gange, da man ikke ved om man får sine favorititems igen. Har jeg ingen minigun-planter at stille foran min base, og ikke får nogen nye, når jeg køber booster packs, så må jeg skifte strategi. Selve gameplayet i Garden Warfare fører tankerne hen til Team Fortress krydset med Horde i Gears of War, og der findes bestemt værre multiplayer-oplevelser end dem. Alle zombier og planter har forskellige egenskaber, som den sparsomt bevæbnede zombieprofessor, der kan teleportere sig og hele sine medspillere. Vælger man derimod den pumpede football-zombie, har man adgang til en stærk minigun, der dog er et sekund om at komme i omdrejninger, og kan tackle sine modstandere hårdt i jorden.

På samme måde er der valgmuligheder hos planterne, som for eksempel kaktussen, der har adgang til sniper-riffel, landminer og et fjernstyret hvidløg, der kan sprede ødelæggelse fra oven, mens man selv står på sikker afstand. En tidlig favorit er dog piranha-planten, der kan grave sig ned i jorden i sikkerhed og spise det næste offer, der forvilder sig forbi. Hvordan balancen mellem klasserne er, kan man ikke rigtig sige endnu, men umiddelbart virker den nævnte piranha-plante som om den er i den tunge ende.

Selvom jeg hele tiden har moret mig med Garden Warfare og føler mig motiveret til at spille videre, er det lidt tyndt på indhold. Havde det været et Xbox Live Arcade-spil, kunne man se det som både omfangsrigt og gavmildt prissat. Men det bliver solgt som et almindeligt spil, og bakker ikke rigtig op om prisen med antallet af baner, klasser og items. Det er også spillets største brist, at det helt enkelt ikke føles som om man får nok for pengene, trods at man uden tvivl vil more sig med det.

For man skal være lidt af en surmule, for ikke at synes at det her er sjovt. Den action, her bydes på, er både massiv og varieret, banerne er godt designede med rigeligt med alternative ruter. Det støtter desuden op til 24 spillere, så det kan blive temmelig hektisk i de mest storslåede kampe. Læg dertil at zombierne kan tilkalde mere eller mindre kraftige AI-zombier, der fungerer som ekstra distrahering og kanonføde, mens planterne kan stille krukker ud med ekstra hjælp i form af blomster, svampe og andet, og det fører til en mildt sagt kaotisk slagmark.

Plants vs Zombies: Garden Warfare er kort sagt et ganske avanceret multiplayer-spil, pakket ind i et topcharmerende udseende. Desuden er det teknisk kompetent med blød billedopdatering og flotte omgivelser. Spillet bader desuden i flot lys, der forstærker de allerede klare farver og gør det hele utroligt rart at se på. Derimod er jeg ikke rigtig solgt på den lidt fjollede lyd, og hvordan alle figurer hele tiden skal udstøde lyde. Jeg er med på at det skal passe til stilen, men det bliver lidt for meget af det gode.

I sidste ende tror jeg Garden Warfare vil finde sit publikum, og jeg tror at dem, der begynder at spille det, vil fortsætte med det. Det er nemlig som sagt sjovt, men også vældigt vanedannende. Jeg ville dog ønske at PopCap havde fyldt på med lidt mere indhold fra starten, for bedre at motivere prisen.