Planet of Lana

Mere end deres kombination af realistisk animeret platforming og miljøbaseret gådeløsning har rækken af Limbo-likes eller filmiske platformspil, der særligt de seneste par år er blevet mere og mere almindelige, være kendetegnet ved en farvepalet så mørk og dyster, at selv den mindste sprække af lys føles som at blive blændet af morgensolen. Det har været en naturlig konsekvens af titlernes ofte uigennemtrængelige mørke og håbløshed, for hverken Playdead-duoen Limbo og INSIDE eller Tarsiers Little Nightmares-titler efterlader en med meget håb for fremtiden. Men tiderne skifter som bekendt, og selvom den obligatoriske grusomhed er til stede i sidste års Somerville og dette års Bramble: The Mountain King, har begge titler en understrøm af empati og sammenhold, der gør dem til mere håbefulde oplevelser. Planet of Lana tager dog skridtet videre og introducerer en lys farvepalet fuld af stærke grønne og blå farver, som har langt mere til fælles med Studio Ghibli end Playdead. Og med et gameplay der i høj grad handler om samarbejde, skærer det en fin, lille niche ud til sig selv i den notorisk dystre undergenre.

Det mest iøjnefaldende aspekt ved Planet of Lana er uden tvivl det visuelle. Ikke forstået på den måde, at de andre dele falder igennem, for det gør de langtfra. Spillets blide skove, golde ørkener, fugtige sumpe, nærmest unaturligt blå himmel og enorme metalliske konstruktioner er bare så uhyre dragende at kigge på, at de - i hvert fald indledningsvis - løber med størstedelen af opmærksomheden. I markedsføringen af spillet er det i høj grad kombinationen af de grønne skove og den blå himmel, der har trukket det tunge læs. Nok fordi de på positiv vis gør op med den forventning af dystre, nærmest monokrome omgivelser, der præger den familie af spil, Planet of Lana så åbenlyst er en del af. Men svenske Wishfullys debutspil har mange strenge at spille på rent visuelt - også de mere dystre. Der er tidspunkter, hvor det går INSIDE i bedene med mørke grotter og sterile laboratorier, men det er lyset, der fylder mest - både æstetisk og tonalt - og de øjeblikke der stadig sidder på nethinden, bærer da også præg af at være smukke snarere end foruroligende. En sejlads over havet med stjernerne som funklende bagtæppe og en hval svømmende få meter under den diminutive tømmerflåde; den stigende sol over den golde ørken, og en stille stund på en bakketop nær hovedpersonen Lanas hjemby arm i arm med søsteren Ilo, er alle øjeblikke, der bringer et smil frem, når jeg tænker tilbage på dem.

På den måde reflekterer spillets æstetik og tematik hinanden utrolig fint. Ja, der er mørke og fortvivlelse, men lyset og håbet forsvinder aldrig - måske man endda kan vende det negative til noget positivt? Som jeg kort nævnte foroven, indtager du rollen som Lana, en ung pige, der bor med sin søster i et lille, idyllisk fiskerleje i udkanten af skoven. Idyllen er dog kortlivet, da en ansigtsløs hær af robotter pludselig stiger ned fra himlen og bortfører alle på nær Lana. En temmelig håbløs situation, men helt i tråd med genren skal man aldrig undervurdere børns styrke, hvilket da også viser sig at være gældende i Lanas tilfælde. Modsat sine forbilleder er hun dog ikke alene om at sætte sig op mod overmagten for at redde sin søster. Tidligt i spillet støder hun nemlig på Mui, et bedårende lille katteagtigt dyr, som, ud over at være et ideelt kæledyr, besidder evner, der til alt held komplimenterer Lanas ditto fortrinligt.

Lana kan de ting, vi efterhånden forventer, at en hovedperson i et spil af denne type er i stand til. Hun kan løbe, hoppe, hive sig op fra afsatser og klatre op ad reb. Styringen prioriterer tyngde og realisme frem for kontrol, hvilket helt tilbage fra Limbos forbilleder Another World og Prince of Persia har været standarden. Det kan til tider føles en smule langsommeligt, men udfordringerne er tilpasset det lave tempo, og så har Wishfully implementeret nogle gode quality of life-tilføjelser som det rullefald Lana laver efter en landing. En lille ting der gør meget for at oplevelsen bliver flydende. I det hele taget har svenskerne fået afstemt styringen noget nær perfekt. Man kan argumentere for og imod denne type styring i et platformspil, men i denne undergenre, hvor stemningen er så vigtig, giver det for mig mening at prioritere animationerne på bekostning af mere kontrol.

Lana har dog et regulært es i ærmet. Hun kan nemlig styre andre væsener. Til at starte med gælder det førnævnte Mui, som hun inden for spillets fiktion vel mere giver forslag end decideret kontrollerer, men i praksis er der tale om sidstnævnte, da vi har at gøre med et simpelt peg-og-klik-system, der kræver en smule tilvænning, men ellers fungerer efter hensigten. Mui er mindre og mere adræt end Lana, så den kan nå ind i små huller og op på højere platforme. Dens akilleshæl er en kraftig aversion mod vand, så Lana må som en anden Joel til tider fragte det lille væsen over diverse vandlegemer på tømmerflåder og deslige. Senere i spillet får Lana desuden evnen til direkte at kontrollere visse andre væsener, som styrer helt anderledes end hende. Til min store overraskelse sidder styringen af dem lige i skabet, hvilket gjorde disse sekvenser til en stor fornøjelse.

Det er den hemmelige ingrediens, der bringer Planet of Lanas gameplay op på et niveau, der kan tåle sammenligning med den utrolige billedside og den skiftevis følelsesfulde og ildevarslende underlægningsmusik, der desuden skaber en både mekanisk og følelsesmæssig forbindelse til Fumito Uedas arbejde, som Wishfully naturligvis også har nævnt som et forbillede. Som et kuriosum er det desuden værd at nævne, at netop komponisten på Uedas seneste udgivelse, The Last Guardian, har stået for dele af underlægningsmusikken.

Netop Uedas spil synes, sammen med Studio Ghiblis film, at være en langt større tematisk inspirationskilde end Playdeads spil. I Planet of Lanas verden forsvinder håbet aldrig, og muligheden for at bruge udfordringerne positivt er altid til stede. Det er svensk optimisme, og selvom det måske ikke har helt samme kant som Playdeads danske dystopier, er der en rød tråd i tematikken, og med tanke på den verden vi lever i, er det svært at være helt ked af et positivt budskab.

Er Planet of Lana så en regulær klassiker inden for genren? Vi er tæt på, men alligevel er der små ting, der holder spillet tilbage. I småtingsafdelingen finder vi de loadskærme, som burde være fortid i et spil af denne type, men mere grundlæggende savner jeg flere af de helt store øjeblikke, som INSIDE, Limbo men også Little Nightmares (især 2'eren) excellerer i. Ja, de er til stede i Planet of Lana, men oftest er de bundet op på de sekvenser hvor du ingen eller begrænset kontrol har. Jeg savner øjeblikke, hvor gameplayet sammen med billedsiden skaber sekvenser, som bliver på nethinden - vandheksene i INSIDE eller skolelæreren fra helvede i Little Nightmares 2 er gode eksempler.

Jeg savner også, at Wishfully tager lidt flere chancer, når det gælder gådedesignet. På trods af muligheden for at styre andre væsener, føles det meste som lige lovlig velbevandret territorium, når Lana skubber kasser, timer sit løb mellem to pletter med højt græs og deaktiverer sikkerhedssystemer. Når det er sagt, er gåderne dog logiske og næsten aldrig frustrerende. De er med andre ord veldesignede, og deres længde og frekvens er fortrinligt afstemt. I det hele taget er pacingen i Planet of Lana noget nær perfekt. De forskellige elementer kender deres besøgstid, og Wishfully har et godt greb om, hvornår tempoet skal sænkes, så billederne kan få lov at trække dig ind i universet og fortælle historien.

Ved at fremhæve farverne, lyset og håbet, viser Planet of Lana en ny vej for sin undergenre, som jeg håber flere udviklere vil vælge at benytte de kommende år. Ikke at der er noget galt med det uigennemtrængelige mørke, men det er skønt at se de kardinaldyder som de gode Limbolikes excellerer i - tyk stemning og billedpoesi - blive brugt til at fortælle en mere opløftende historie. Og de naturskønne omgivelser motiverer desuden en til at redde Lanas hjem. For det er i sandhed et sted, der er værd at værne om. Så tag trygt turen til Lanas planet. Det er ikke en rejse, du vil fortryde.