Pikmin 4

Pikmin, de bittesmå, planteagtige væsner, der er omdrejningspunktet for Nintendos besynderlige, men helt igennem unikke og charmerende RTS-serie, har koloniseret Switchen. For et par år siden undslap Pikmin 3 sit fangenskab på den kommercielt katastrofale Wii-U og udkom i en "Deluxe"-udgave på Switch. For en lille måned siden blev spillet gjort selskab på hybridkonsollen af spritnye HD-remasters af Pikmin 1 og 2. Og i denne uge lander langt om længe det fjerde spil i serien, et årti efter det tredje spils oprindelige udgivelse. Pikmin 4 er ingen revolution; derimod er det et herligt, livsbekræftende spil, der introducerer tilstrækkeligt med nye ideer til at føles friskt, og som med sin missionbaserede struktur fungerer som den perfekte antitese til Switchens sidste store eksklusive titel, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom.

I starten af Pikmin 4 nedstyrter seriens helt, Captain Olimar, på en ukendt planet, der minder mistænkeligt meget om Jorden. Ikke længe efter forsøger et redningshold at komme ham til undsætning, men minsandten om ikke også dette går galt, og redningsholdets rumskib styrter ned, så besætningen spredes ud over den faretruende planet. Som "Rookie" - det (sjovt nok) nyeste og mest uerfarne medlem af redningsholdet - får man som spiller til opgave at lokalisere resten af holdet og Olimar. Den sande stjerne i Pikmin 4 er dog ikke Rookie, men den afsindigt nuttede hund ved navn Oatchi, som man får som følgesvend næsten lige fra første øjeblik. Hunden bidrager med et væld af nye mekanikker, der transformerer det strategiske gameplay nok til, at det på én og samme gang føles nyt og genkendeligt.

Oatchi kan - alene eller i fællesskab med Pikmin - nedbryde hegn og andre forhindringer eller grave og transportere skatte og andre ressourcer hjem til basen. Han kan også snuse sig frem til nedstyrtede astronauter og skatte, indsamle vildfarne Pikmin og plukke nye fra jorden, fragte Pikmin over vand og ikke mindst bide og tonse ind i fjender. Hvor man i andre Pikmin-spil havde flere kaptajner at styre, er der i Pikmin 4 kun Rookie, for Oatchi kan nemlig styres separat og udgør således spillets anden halvdel. Naturligvis kan han også dirigeres af Rookie, og i visse situationer er det skam også klogest kun at styre Rookie ved at ride på ryggen af hunden, hvor det i andre situationer er optimalt at splitte op og igangsætte forskellige processer i flere dele af banen.

Et kendetegn ved Pikmin-serien er, som mange andre RTS-spil, at optimere og effektivisere processer for at udnytte tiden bedst muligt. I Pikmin 4 er der nemlig en aktiv dag/nat-cyklus, og det er kun, mens solen hænger på himlen, at man har mulighed for at udforske og gøre fremskridt. Det betyder altså i praksis, at man kun har spillets in-game dagtimer (som vel varer, hvad, et kvarters tid i virkeligheden?) at udforske i, inden man hastigt må indsamle alle vildfarne Pikmin og skynde sig hjem til basen. Derefter kan en ny dag begynde, og man fortsætter, hvor man slap.

Så hvad laver man helt præcist i Pikmin? Folk der har spillet de tidligere spil behøver naturligvis ingen forklaring, men der er nok en del blandt Switchens nu enorme spillerbase, der med dette fjerde kapitel kommer til at give serien deres første skud. Pikmin 4 handler først og fremmest om at kultivere en hær af Pikmin for at udforske områder, indsamle skatte og redde nedstyrtede astronauter. Skattene inkluderer alt fra store, saftige frugter til gamle, støvede Gameboys, som alle konverteres til "Sparklium" - et mineral, der bruges til at reparere redningsholdets rumskib og forbedre dets radar, så man opdager nye områder at udforske.

At indsamle skatte og redde astronauter er dog ikke altid helt ligetil. Spillets områder - "brede liniære" baner, som der i Pikmin 4 er seks af - er fulde af miljømæssige forhindringer og store kryb, der fråder om munden ved synet af de bittesmå Pikmin. Men så skrøbelige og harmløse de er enkeltvis, lige så stærke og modige er de i flok. Pikmin kommer i forskellige typer, og alle de gode gamle fra tidligere spil vender tilbage: Røde Pikmin modstår ild, gule elektricitet, blå vand og hvide gift. Dertil kommer de lidt mere finurlige og sjældnere typer: Sten-Pikmin, som har stor destruktiv kraft, Pikmin med vinger, der kan flyve og transportere objekter hen over forhindringer, og de mægtige lilla Pikmin, som enkeltvis har samme styrke som 10 af de andre typer Pikmin. Pikmin 4 introducerer to nye typer Pikmin: Selvlysende Pikmin, som jeg kommer ind på senere, og Ispikmin, som naturligvis er resistente over for kulde og kan fryse vand til is, så andre typer Pikmin kan krydse vandhuller og vandløb sikkert.

I starten af spillet er ens Pikmin-hær ganske beskeden, men senere kan den rumme hele 100 små soldater. Det får man også brug for i senere områder, hvor gigantiske skatte og bosser kræver enorm muskelkraft. Sidstnævnte gemmer sig særligt i spillets mange huler, som er en viderebygning på dem, der udgjorde en stor del af appellen ved det andet spil i serien. Hernede står tiden så godt som stille, så man kan udforske de forskellige niveauer i ro og mag. Jeg føler, at "huler" er en lidt misvisende betegnelse, for alle tilgås de via en identisk blå lem i jorden, og indvendigt kan de se ud som alt fra små legetøjshuse til store mekaniske fabrikker - altså ikke så huleagtige. Jeg elsker virkelig huler i spil, men jeg ville have sat stor pris på, hvis de var mere organisk integreret i verdenen - fx som små, spindelvævsbelagte sprækker i muld og sten i udkanten af blomstrende haver.

Jeg nævnte tidligere, at man kun har dagtimerne at udforske i, men det er faktisk ikke helt sandt, for som noget spritnyt for serien introducerer Pikmin 4 natteekspeditioner. Disse finder sted i afgrænsede områder af de baner, man frit udforsker i dagtimerne, og er hovedsageligt kampfokuserede. Målet er at høste det såkaldte "glow sap" fra en eller flere myreturelignende strukturer, som man skal beskytte mod bølger af fjender med de nye selvlysende Pikmin, der er den eneste tilgængelige type om natten. I første halvdel af spillet er de ret nemme, men senere bliver de overraskende intense, og det bliver i stigende grad sværere at balancere solidt forsvar med den nødvendige indsamling af selvlysende Pikmin rundt omkring i banen. Det er en fremragende tilføjelse, omend det er mig lidt en gåde, hvorfor man ikke kan udforske et område om dagen for så direkte at tage en natteekspedition, inden man overgår til en ny dag. Medmindre der er noget, jeg har misset, så skal man altså vælge, om man vil bruge en in-game dag på sædvanlig udforskning i solskinstimerne eller at høste glow sap i måneskin.

Foruden natteekspeditioner introducerer Pikmin 4 også Dandori Challenges og Battles. Førstnævnte foregår i huler og gælder om at indsamle så mange skatte som muligt, inden tiden løber ud; sidstnævnte om at kæmpe mod en forhekset astronaut (en såkaldt "Leafling") og dens hund om at høste flest point på tid. Begge er allerede tidligt i spillet ganske udfordrende, men jeg foretrak klart Dandori Challenges, eftersom de virkelig fik mig til at gro som spiller, hvorimod Dandori Battles ofte føltes for kaotiske til at kunne udtænke og eksekvere effektive strategier. Begge aktiviteter belønnes med disse Leaflings, som man kan tage med hjem til basen og kurere med den glow sap, man høster under natteekspeditionerne. Jo flere astronauter man redder, og jo flere leaflings man kurerer, jo større en base bygger man, til den næsten udgør en hel koloni af små rummænd, af hvilke mange tilbyder sidemissioner. Alle aktiviteter - store som små - spiller sammen om et tilfredsstillende progressionssystem, hvor man kan opgradere Rookie og særligt Oatchi, så man bliver bedre klædt på til effektiv udforskning.

Der er i det hele taget mange tiltag i Pikmin 4, der skal gøre spillet mere tilgængeligt og tilgivende over for nye spillere. Der er ingen begrænsning på, hvor mange in-game dage man vil bruge på at gennemføre spillet, og man har hele tiden muligheden for at spole enten lidt eller meget tilbage i tiden, hvis man ved et uheld skulle komme til at miste en stor bestanddel af ens Pikmin-hær. At Nintendo ønsker at byde nye spillere ombord, er så sandelig også tydeligt ved spillets ekstremt sløve og overpædagogiske start, som er en af de værre, jeg har oplevet i et godt stykke tid.

I get it, hele Pikmin-konceptet er ganske bizart og abstrakt, og bag den nuttede overflade gemmer sig et væld af mekanikker - Nintendo vil bare sikre sig, at ingen bliver overrumplet. Men deres omtanke har desværre den modsatte effekt: Man bliver overrumplet af afbrydelser og forklaringer så banale, at det føles som en hån mod ens intelligens på samme måde som det var tilfældet i Skyward Sword, Nintendos største synder ift. ikke at respektere spillerens intelligens. I modsætning til dét spil, hvor man får fravristet kontrollen og påpeget det åbenlyse lige til sidste øjeblik, så varer frustrationerne i Pikmin 4 heldigvis kun en lille time.

Så læg ikke spillet fra dig, men bid i stedet tænderne sammen og udhold spillets træge start; langsomt åbner det sig op og begynder at stole på dig. Ligeledes må du heller ikke lægge spillet fra dig, når slutteksterne ruller. Det gør de nemlig ret tidligt i spillet, hvilket nemt kan få en til at tænke: Var det virkelig det? Svaret er nej, det var det slet, slet ikke. Pikmin 4 byder på et massivt post-game, der omfatter de bedste af spillets seks områder samt en særlig game mode, der vil appellere til mere seriøse og rutinerede spillere.

Pikmin 4 er et spil så fuld af charme, at det vil varme selv den koldeste kyniker. Det er en forrygende viderebygning på serien og endnu en stærk udgivelse i hvad der må formodes at være Switchens sidste store år. Godt gået, Nintendo.