
Bortset fra synkronsvømning og pileflet findes der ikke nogen menneskeskabt opfindelse så dødkedelig som jura. Tag bare den danske skattelov, der er så kedelig at man falder i søvn inden man har tygget sig igennem paragraf 3, stykke 2. Og alligevel formår Capcom at lave utroligt underholdende spil med en advokat i hovedrollen. Det er da sært, ikke?
Titlens Phoenix Wright er en dygtig advokat der er i stand til at vende stort set enhver sag til sin egen fordel. Hans kompagnon er, og jeg finder ikke på det her, en teenagepige der er spiritistisk medium, der undertiden kanaliserer sin afdøde storesøster. Det forbløffende er at det giver ganske god mening efter et par timer.
Præcis som i de to forrige spil handler Trials and Tribulations om at vinde en række retssager og dette gøres gennem to faser; en adventuredel hvor man skal finde beviser, og en bevisførelsesdel, hvor man skal fremvise sine beviser for at vinde retssagen.
Først går du rundt på et gerningssted og finder spor og afhører vidner, anklagede og eventuelle mistænkelige typer. Dernæst skal du overbevise dommeren om den anklagedes uskyld ved at fremlægge beviser og fange vidner i en løgn, hvilket ofte sker til anklagerens store frustration. I dette tilfælde er det den mystiske, kaffeafhængige Godot, der må regnes blandt de bedste figurer i spillet.
Man skal dog være fan af spilserien for at følge med, hvilket allerførste sag tydeligt viser. Figurer fra tidligere spil dukker op i nye roller og det kan godt være svært at følge med, hvis man ikke kommer universet i hu. Og det er faktisk både spillets styrke og svaghed.
Fælles for alle figurerne er, at de er velrealiserede og afrundede, takket være et solidt og ofte ganske morsomt manuskript. Og når de dukker op gentagende gange, føler man at man kender dem og deres fortid. Omvendt er følelsen af deja vu overvældende af præcis samme grunde. Når en figur dukker op uden nogen rigtig grund, kan man ikke undgå at se det som dovenskab fra udviklerens side. Dette kunne dog også have været accepteret, hvis det ikke havde været for det faktum, at udvikleren har hvilet på laurbærrene på andre punkter.
Tag eksempelvis gameplayet. Justice for All havde en magisk sten, der kunne se folks hemmeligheder. Fint nok, men ikke banebrydende. Trials and Tribulations kan ikke tilbyde noget lignende. Jeg mindes stadig den sidste sag i det originale Phoenix Wright, der bød på udnyttelse af den trykfølsomme skærm. Bortset fra et kig på Mia Feys fortid som advokatspire, kan Trials and Tribulations ikke byde på noget nyt af værdi. Nu har spillet ganske vist rødder på GBA, men man kunne godt have ønsket sig lidt umage. Mere end muligheden for at skrige "Objection!" ind i mikrofonen havde bestemt ikke været dårligt.
Samtidig begår spillet de samme gamle fejl. Man skal ofte vælge en helt specifik genstand for at komme videre i spillet og de virker ikke helt logiske. Normalt gør det ikke noget, da man bare kan prøve igen, men når man kombinerer det med den kendsgerning, at man kun har et fast antal forsøg, så river man sig snart i håret af frustration.
Det er egentlig synd, fordi spillets grundmekanik fungerer. Det er sjovt at være advokat i det besynderlige univers som Phoenix Wright lever i. Man kommer hurtigt til at juble indvendigt, når skurken får en velfortjent verbal endefuld og pulsen stiger til tider til mere end bare hvilepulsen. Sådan skal det være. Men hvorfor dog ikke rette fortidens fodfejl? I det mindste kan man glæde sig over spillets andre kvaliteter. Grafikken er god, på trods af det næsten frække genbrug. Humoren er i top og spillet er ikke bange for at referere til popkultur og lignende. Og så er musikken altså ganske glimrende, hvilket næsten også er en nødvendighed, når man skal lytte til den i nogle timer.
Kvaliteterne kan dog ikke redde Trials and Tribulations. Det er svært at se Capcom blive ved med at lave spil i genren uden at komme med noget nyt. Hvor herligt det end er at være i selskab med hr. Wright, så skal han altså tage og oppe sig. Den nuværende kurs er nemlig direkte mod afgrunden og ligegyldighed.