Phantasy Star Universe

Hvis Phantasy Star Universe var en film, ville den øjeblikkeligt være floppet i biograferne. Et par timer inde i singleplayerdelen, sidder jeg stadig og læser endeløse, intetsigende dialoger, pustet ud af munden på neonfarvede figurer i små, søde tegneseriebobler. Over dem har himlen den der sommerlige højblå farve og bag dem ligger den grønneste græsmark, fyldt til randen med rastløse fjender, der bare venter på et eller andet at sætte kløerne i.

Selv spiller jeg Ethan Weber, en højrøstet, halvarrogant teenager, der netop er blevet en del af den intergalaktiske politistyrke Guardians. Med en generel dårlig tøjsmag og udsigt til hans navle, bag den kun delvist opknappede jakke, vender jeg ham mod monstrene, og begynder nedslagtningen. Lasersablen hugger hidsigt løs i et par Koltovaer, der dejser om i græsset og bliver til støv. Imens kommenterer min læremester, Karen Erra endnu engang situationen med et "Didn’t stand a chance" - jeg sukker ude bag skærmen og fuldender min havelåge på papiret. Det var så femte gang.

Det her kunne ligeså godt være begyndelsen af det nye årtusinde, året hvor Sega lancerede Phantasy Star Online til Dreamcast. Efter adskillige år som direkte konkurrent til Final Fantasy-serien, tog Phantasy Star nemlig en uventet drejning og blev et online-rollespil. Rollespilsdelen kan måske diskuteres, men det var muligt at spille online med ligesindede eventyrere fra både Japan og Amerika. Desværre blev det aldrig en realitet herhjemme, hvor Brio i sneglefart fik forkludret ethvert samarbejde, og i stedet endte med at give danske Dreamcast-ejere to gratis spil. Jeg slikkede mine sår, læste alverdens gode råd og forklaringer på nettet og kom så online alligevel - med lidt hjælp fra England.

For godt fem år siden var Phantasy Star Online et ganske velfungerende spil. Dette var før World of Warcraft og mens Everquest stadig kun var for middelalderlige mænd, der havde svære sociale problemer. I hold af op til fire spillere af gangen gik turen til den kaotiske planet Ragol, hvor faunaen var gået amok og havde brug for et par velmenende hug fra en lasersabel, eller et par skud fra en plasmapistol, for at holde sig på måtten. Reelt var Ragol bare en stor labyrint inddelt i de typiske skove, huler, lava, fremmed teknologi og slotte. Du skulle aktivere kontakter, åbne portaler og nedslagte endeløse rækker af fjender. Til sidst, og ikke helt uventet, stod så banens store boss klar. Klimakset i enhver spilsession.

Med et tryk på fast forward er vi tilbage i år 2006, men ideen er den samme. Phantasy Star Universe foregår i samme pangfarvede Buck Rogers møder Tron-univers, hvor du kan skabe din egen karakter. Godt nok lader det sig ikke gøre i singleplayerdelen, hvor du er Ethan Waber, en ekstrem irriterende ung knøs, hvis eneste kommentar til alting er en animation, hvor han kører en finger under næsen og vipper hovedet tilbage. En animation, der vises godt og vel hundrede gange inden for den første halve time, og som fik mig til at vende det hvide ud af øjnene.

I solo-eventyret hives du gennem de samme scenarier som online, men med en papirtynd historie lagt ovenpå, og det klæder ikke rigtig spillet. Dialogen er skrabet, presset ind i de små tegneseriebobler og uden emotionel vægt. Desuden så er de første par timer lidt som at blive ansat i en mindre brugsforening som cykelbud. Du ræser frem og tilbage mellem forskellige rum, kun for at få en ligegyldig sætning smidt i hovedet og en påmindelse om, at du nok skal vende tilbage senere. Som eventyret skrider frem, får du adgang til et decideret landingsskib, og så begynder eventyrene på planeten. Men vejen frem er den samme: Lasersablen gør arbejdet, vennerne på holdet kommer med tyndslidte sætninger, og fra tid til anden skal du slukke for en række elektriske hegn. Klimakset er bossen, knejsende stor og med en god appetit, når det kommer til galaksens egne politimænd.

At Phantasy Star Universe også grafisk lader meget tilbage at ønske, er ærgerligt. Xbox 360-udgaven må have været en sen beslutning, for den lugter af PC-genbrug. Og da denne version heller ikke ligefrem vil få PC-folket til at falde om på gulvet af bar benovelse, så er der ikke meget at glæde sig over. Detaljegraden skifter fra rimelig til ringe, og hastigheden hvormed det afvikles kan være alt fra galt til en serie diasbilleder. At der heller ikke er gjort meget ved selve spiloplevelsen, altså at løbe gennem usynlige korridorer i jagten på nye monstre, gør også Universe gammeldags og deja-vu-agtigt, hvis du har spillet den nu seks år gamle original.

Jeg ved godt at Phantasy Star Universe skal spilles online, noget jeg endnu ikke har haft muligheden for, og det kan da også være, at den endelige udgave, der lander en gang i begyndelsen af 2007, ser markant anderledes ud - jeg tvivler bare på det. I hvert fald ser Phantasy Star Universe indtil videre ret skuffende ud.