Peter Pan & Wendy

Disneys Peter Pan var en af de mest betydningsfulde film for mig som barn. Dens mystiske åbning, dens magiske præsentation og dens storslåede musik var et af mange startskud for denne fremtidige filmelsker, og den dag i dag holder jeg den fortsat i højeste anseelse. Nu hvor klassikeren fra 1953 er endnu et offer for Disneys remake-fabrik, er det endnu engang tid til at afgøre, om der er tale om vandaliseret kultur eller et forbedret værk? Ingen af delene, viser det sig. Det er ikke imponerende, men det er heller ikke den ubetingede katastrofe, man kunne forvente efter eksempelvis den forfærdelige genfortolkning af Pinocchio. Jeg har faktisk ikke noget imod at se forskellige versioner af J.M. Barries fortællinger, og der er nogle gode øjeblikke i David Lowerys nye version.

Der er en spektakulær sidste akt, som faktisk fangede min interesse, og Daniel Harts' musik er vidunderligt eventyrlig. Børnene i husstanden vil dog sandsynligvis miste interessen for de kedelige farver og de mærkelige drejninger, som historien tager. De voksne vil til gengæld sikkert blive fascineret af nogle nye elementer, der gør plottet lidt rigere: Her henter filmskaberne inspiration fra historiens mørkere afkroge og leger med teorier, der interessant nok får Peter Pan til at ligne noget der ligner en potentiel antagonist i historien. Den snedige Kaptajn Klo får endda en sløset baggrund for at gøre ham mere sympatisk, men disse baggrundshistorier gør også historien mindre legende og mere ujævn i tonen end originalen. Krokodillescenen er et godt eksempel herpå.

Jude Law gør sit bedste for at give sin onde kaptajn lidt mere dimension, men det er generelt et ret glansløst skuespil. Alexander Molony er desværre ekstremt bleg og tør som vores nye Peter Pan, og Yara Shahidi er meget anonym som den ellers enslydende lille Klokkeblomst. Mærkeligt nok er det Ever Anderson, der står for vildskaben i rollen som Wendy. Filmmagerne har taget karakteren længere væk fra moderrollen for at gøre hende mere drilsk som drengene, hvilket gør hende mere til en aktiv sværd-svingende heltinde, men også til en mere spredt karakter. Hun mangler simpelthen den humor, der var i originalen, og interaktionerne mellem hende og Pan er i bedste fald flade.

Peter Pan & Wendy formår dog at fortælle sin egen version af frygten for og fordelene ved at blive voksen, selv om den er mere udvandet end filmen fra 1953. Det føles som om David Lowery faktisk havde noget mere at sige med sin godnathistorie end resten af Disneys åndeløse genindspilningskatalog, og der er nogle seværdige øjeblikke, der forsøger at bryde med Disneys animationsfilm. Den går bare ikke helt hele vejen, da den mangler mere af sit eget eventyrstøv. I det mindste er det ikke den værste Peter Pan-fortolkning derude. Ikke sandt, 2015's Pan?