Persona 5 Strikers

At være varmblodet og ihærdig fan af noget er ikke altid nogen dans på roser. Persona 5 Strikers fik mig endnu en gang til at indse dette uomtvistelige faktum. Dette spin-off fra Dynasty Warriors-udvikleren Omega Force er en direkte efterfølger til det originale Persona 5, og det fortsætter derfor historien. Det lyder et eller andet sted som en drøm der går i opfyldelse, om ikke andet i en narrativ forstand, men efter at have brugt uger i selskab med det forstod jeg det endelig for hvad det var. Det er ikke fordi Omega Force har gjort noget dårligt stykke arbejde her, men mit hjerte banker for Persona 5, og det her har ikke synderligt meget med det spil at gøre.

Det gælder desuden både for den mekaniske struktur, og den måde historien fortælles på. Fra et narrativt perspektiv er dette en direkte fortsættelse af historien i Persona 5. Selve begivenhederne starter omkring seks måneder efter de psykotiske sammenbrud visse karakterer oplevede i Tokyo. Vores allesammens Phantom Thieves mødes herefter i byen for at nyde deres sommerferie sammen. Bare timer før den her ferieplan bliver sparket i gang er Joker vidne til en tyv, der stjæler folks drømme og forhåbninger. Det lader til at denne begivenhed ikke er nogen engangsforestilling heller, for snart bliver de hvirvlet ind i et plot om at overtage hele Japan. For at undersøge fænomenet nærmere, og fange folkene bag, så er det nødvendigt at rejse tværs over Japan i en bil.

Historien i Persona 5 Strikers forsøger at følge kildematerialet meget, meget nøje, men nogle få men afgørende steder virker den bare mere skyndt og usammenhængende, desværre. Jo, den er da kompetent til tider, men den mangler bare personlighed, og det hele bliver hurtigt en undskyldning for at tæve på ting, snarere end et narrativt grundlag for at handle. Efter omtrent 50 timers spilletid er det så muligt at spille igen på New Games+, og selvom det er fint, så er det omtrent halvdelen af Persona 5 på egen hånd - uden Royal-ekstraindhold. Det er samme historie med selve indholdet. På overfladen bliver der draget megen inspiration fra Persona 5 i den forstand at du læser dig igennem samtaler, udforsker et urbant område og skal vedligeholde dit hold ved at tilpasse og forbedre alle ni kompagnonger.

Men i sidste ende er Persona 5 Strikers et Musou-spil, ligegyldigt hvor meget det lader som om at det er noget andet, eller noget mere. Det betyder at vi her har med et real-time-kampsystem at gøre, snarere end det mere kalkulerede turbaserede et af slagsen seriens fans er vant til. Her skal Phantom Thieves op imod horder af Shadows på en 3D-slagmark, og her sender du dem i alle retninger ved brug af vilde kombinationsangreb og seje animationer. Men præcis ligesom i andre Musou-spil er det hele bare lidt overfladisk. Det skyldes faktisk ikke kun Musou-strukturen, men at spillet er bygget i Shin Megami Tenseis RPG-ramme. Det betyder at det handler lige så meget, hvis ikke mere, om dine fjenders svagheder overfor visse elementer, som det gør om dine personlige evner.

Det er ikke videre dynamisk, men denne sammensmeltning virker dog bedre end først antaget. Eksempelvis kræver evner Mana, så du skal tænke dig godt om hvordan og hvornår du slipper dine evner fri. Succesfulde kombinationer tillader dig derudover også at bruge elementbaserede angreb uden at det koster noget. Det er derfor ret essentielt i kamp at bruge kombinationssystemet, da du ellers løber tør for Mana ret hurtigt. Men altså, du kan også bare sigte efter at udnytte fjendernes specifikke svagheder, og så kan du faktisk komme igennem stort set samtlige kampe. Det hele er lidt ujævnt, selvom der er gode ideer hist og her.

Netop af den grund havde jeg besværligheder med at få disse separate mekanikker til at glide sammen i ét kontinuerligt flow. Det blev ikke bedre af at der er endnu mere ujævnhed imellem boss-kampe og almindelige kampscenarier. I den første halvdel af spillet udfordres du ikke af almene Shadows overhovedet, hvorimod boss-kampe næsten kræver at du har forstået hele svaghedssystemet og RPG-strukturen bag ved den adrenalinpumpende action. Persona 5 Strikers finder ikke sådan en balance lige med det samme, men heldigvis sker der noget lidt senere i spillet, hvor udfordringen forøges, og hvor du har nok Persona-karakterer til at introducere lidt mekanisk alsidighed, der for alvor er kærkommen.

For at forstå denne ujævnhed er det værd at kigge nærmere på spillets baggrund. Persona 5 Strikers blev påbegyndt som aktivt projekt hos Koei Tecmo tilbage i 2016, kort tid efter at Persona 5 blev lanceret i hjemlandet Japan. Både den grafiske stil og lyddesignet lægger sig så tæt op ad hovedspillet fordi Atlus' egen Persona-afdeling hjalp til med den del af processen. Dog tog lokaliseringen længere tid end ønsket, og det blev faktisk lanceret i Japan for over et år siden, dermed føles det hele uddateret, og en smule for sent.

Én måde hvorpå dette bliver særligt tydeligt er i selve den hårfine grafiske detaljegrad. Spillet ser ret... ufint ud på 4K-paneler, og selvom der er masser af farve der kan distrahere for alle aktiverne, der afvikles i lav, lav opløsning, så er det ikke helt nok. Ikke nok med det, spillet har en forvirrende brugerflade, som gør det svært at holde styr på hvad der egentlig foregår, samtidig med at samtalevinduer og anden information overlapper hele skærmen, så det er svært at holde sig orienteret.

Det er ikke fordi at Persona 5 Strikers er dårligt, tvært imod. Det er et fint Musou-spil, og der er uden tvivl nogen der elsker Persona 5 der har arbejdet på det her projekt. Men spillet formår bare ikke at fange mig på samme måde, og fremstår i stedet som et lidt hult spin-off uden meget på hjerte andet end at malke folks interesse for netop P-Studios' mesterværk. Hvis du snubler dig ind i Strikers som Persona-fan, så vil du nok gennemføre det i sidste ende, men det føles stadig som en forspildt mulighed for at fejre spillet på mere rammende manér.